Mon dog ikke det er første gang i filmhistorien, at seks hunde krediteres med deres fulde navne på filmens eftertekster? Og det velfortjent. For den italienske dokumentarfilm Trøffeljægerne handler netop om hunde og gamle (undskyld, ’ældre’) mænd, bundet sammen i et nært fællesskab, om at finde trøfler i de skønne bjergrige skovområder i Piemonte i Norditalien.

Hvor er her smukt. Ægte, langt væk fra den moderne tids larm og stress. En vild uberørt natur, fyldt med skønhed og hemmeligheder. En af hemmelighederne er den eftertragtede hvide Alba-trøffel – en svamp med en smag, en duft, en aroma, der kan hensætte enhver gourmet i en himmelsk trance. Men ak, denne gastronomiske skat er sjælden. Godt gemt i den fugtige jord i Piemontes skove og kan kun findes og graves frem i nært samarbejde mellem kløgtige hunde og deres herrer. Engang talte man om trøffelgrise, der havde samme evne, de er nu afløst af hunde.

Instruktørerne/manusforfatterne/producenterne Michael Dweck og Gregory Kershaw, har valgt at dokumentere fællesskabet mellem de gamle trøffeljægere, der i sæsonen, dag og nat, altid med en hund eller to ved deres side, afsøger skovbunden for trøfler. Et minisamfund bygget på generationers traditioner og respekt af naturen, hvor hunden er en integreret del af hverdagen.

Alle taler med (ikke ned), til deres hund, i en forståelse og glæde ved det gensidige samvær. Rørende, når den 84-årige ungkarl Aurielo, under deres fælles måltid, betror sin hund Birba, at han nok skal sørge for, at hun, når han ikke er der mere, bliver godt plejet, ja, han vil forære en hundeglad dame huset. Eller når en hundeejer glad går i karbad med og kærligt føntørrer sin firbenede ven, så er vi ikke i tvivl om, at hunden er ’menneskets bedste ven’.

Trøffelsøgningen er ikke længere problemløst. Efterspørgslen fra verdens gastronomi-templer og verdens gourmeter får priserne til at stige – vi får et glimt, hvor en handler lover præsidenten en klump på 500 gram. Kiloprisen når over de 120.000 kr. og profitjagten tiltager. Alba-trøflen er så sjælden, at den nærmest som narko, handles lyssky. Endnu er det ikke lykkedes kunstigt, at dyrke den sjældne Albasvamp, så markedet kan kun tilfredsstilles gennem en naturlig trøffeljagt. En uskreven lov er, at man hemmeligholder sit ”trøffelsted”, selv når man står tæt ved livets afslutning, vil/må man ikke afslører, hvor guldklumperne kunne gemme sig.

Landsbyens gamle drenge er ikke profitjægere. De søger efter det hvide guld fordi de er passionerede jægere. Carlo på 87 år sniger sig, naturligvis sammen med hunden, om natten væk fra ægtesengen, for at kravle rundt med trøffelgutterne på de stejle bjergsider – trods hustruens velmente advarsler og forgæves råben efter ham.

Naturlig nok forsøger den lille landsby at værne sig mod fremmede jægere og holde traditionen i hævd. En skøn scene understreger sammenholdet, hvor præsten i den lokal kirke foran altret, beder Vor Herre om en gunstig trøffeljagt og velsigner en svampejæger og hans hund (!).

Trøffeljægerne er en charmerende film, der i skønne poetiske naturbilleder fører os ind i en verden af i går. Med en enkelthed og stilhed, som vi for længst troede var forsvundet. Dokumentarfilm, siger etiketten. Cannes filmfestivalen honorerede da også med en guldpalme i kategorien, dokumentar. Lidt manipuleret er vi nu nok alligevel blevet, når hundevennerne taler intimt og nært med deres kære hunde, uden at ænse kameraet. Tilgivet. For filmen giver os midt i det grå regnfulde efterår, et stille poetisk møde med vores gamle/ældre trøffelhelte, der til harmonikaens toner, understøtter det livsbekræftende Italien vi elsker, med vin, sang - og nu hvide Alba-trøfler.