Denis Villeneuve har til dato ikke instrueret en dårlig film. Dette gælder også mandens seneste Sciario, der i korte træk handler om Amerikas kamp mod de mexicanske narkokarteller. Det som kendetegner Villeneuves film, er deres forholdsvis rolige fortælletempo, deres eminente atmosfære og ikke mindst en personinstruktion, der er i stand til at forvandle de medvirkende skuespillere til figurer der både virker realistiske og som derfor kommer ind under huden på tilskueren.

I Sciario gøres dette på mange måder, fra at vise sigende blikke der udveksles mellem figurerne, lade replikker hænge i luften så tilskueren selv må regne sammenhængen ud og ikke mindst ved at vise direkte at de folk som vore hovedpersoner jagter faktisk også er mennesker af kød og blod, med kone og børneflok, der holder af dem.

På den vis bliver skillelinjerne mellem skurke og helte i løbet af filmen langsomt brudt ned, for det skal vise sig, at folk fra både den ene og den anden side af den mexicanske grænse, er sovset ind i forbindelser og metoder, som ikke tåler dagens lys. Hvad enten det drejer sig om korrupte ordenshåndhævere, eller for den sags skyld om ordensmagten der benytter sig af metoder, der ret beset er dybt ulovlige.

Da filmens protagonist Kate (Emily Blunt), bliver hyret til at følge med et team af toptrænede mænd ind i Mexico for at fragte en kartelboss til USA, er et af spørgsmålene hun bliver stillet: ”Er du gift? Har du børn?”og først da hun afviser dette, er hun hyret. Det er ikke svært at lure, hvorfor disse spørgsmål bliver stillet, for det bliver lynhurtigt tydeligt, at de folk de jager, ikke skyr nogle midler for at opnå deres mål.

Filmen starter dramatisk med netop unge Kate, der leder en indsatsstyrke for at få befriet nogle gidsler. Dem finder de ikke, men til gengæld braser de ind i et hus, hvor hulmursisoleringen består af lig – ofre i narkokrigen. Dette ser Kates overordnede som en god grund til at lande Kate komme med om bord på det hold, der har til sinde at fjerne de ansvarlige fra deres magtpositioner i forbrydersyndikatet som de er en del af.

Der er ikke noget nyt i at en film både præsenterer seeren for gråzonerne mellem de kriminelle og dem der er sat til at bekæmpe dem, eller at den viser den meningsløse, utroligt brutale vold, der følger i kølvandet på krigen mod narko, eller for den sags skyld skildringen af en hovedperson der forsøger at bevare sin integritet, ærlighed og evne til at følge procedurer, men som må indse, at det i visse tilfælde kan være umuligt at gøre. Det som er nyt er måden det bliver gjort på, for takket være en film der tager sig god tid til at fortælle sin historie, bliver alle disse elementer pludselig vedkommende og lidt mere skræmmende, end man har oplevet tidligere.

Idet Kate begynder at arbejde med kartellerne møder hun også både en farverig overordnet, Matt (Josh Brolin) der iklædt i klipklappere og bomuldsskjorte nærmest er en karikatur på en CIA-mand, der ikke er bleg for at få ordnet de opgaver, der bliver ham pålagt, uanset midlerne. Matt arbejder tæt sammen med den fåmælte Alejandro (Benicio del Toro) hvis rolle i forhold til at optrevle kartellerne i første omgang er noget obskur, men det skal vise sig at hans figur om nogen repræsenterer den gråzone som fortællingen bevæger sig rundt i.

Lige som i Villeneuves forrige film - Prisoners - er Scicario også filmet af selveste Roger Deakins der bl.a. er nærmest fastansat hos brødrene Cohen, hvilket er garant for at filmen tager sig utrolig flot ud til trods for at den - uden at blinke - viser tilskueren hvor grum og nådesløs den verden er, som vores unge, kvindelige hovedperson pludselig er blevet en del af. I den forbindelse må man beundre det logistiske arbejde det må have været at eksempelvis optage de scener hvor man fra luften ser en kortege af sorte FBI-firhjulstrækkere køre i høj fart over den mexicanske grænse, uden om den øvrige trafik, eller for den sags skyld de mange scener hvor Kate følger med et større hold af soldater ind i ukendte omgivelser. Selv om det er kaotisk, mister tilskueren aldrig orienteringen.

Selv om Sciario måske ikke tilføjer noget nyt til den fiktive version af virkelighedens narkotikakrig mellem Sydamerika og USA, så kommer filmen til at føles som en filmisk mavepuster. Det er basalt set en thriller, der skaber troværdige figurer og ikke mindst ender med at være en hel del mene nuanceret i sin skildring af disse opgør, end mange andre film om emnet.