”Min søster og jeg har oplevet et mirakel Det er det vi gerne vil fortælle om”, siger to 70-årige kvinder direkte til kameraet, mens de fastspændt i vandrutsjebanens hvallignende vogn er på fuld fart ned mod det store vandsplash. Slet ikke nogen dårlig introduktion til norske Maria Fredrikssons dokumentarfilmsdebut Miraklet i Gullspång, der netop er en familierutsjetur, med fart og overraskelser, uden skuespillere, men med ægte nulevende personer.

Det er de to norske søstre Kari Klo og May-Elin Storsletten, der tager turen i den svenske forlystelsespark tæt på hvor Kari bor. Vandturen er endda så voldsom, at May får en mindre skade og derfor må forlænge sit ophold hos Kari. Sammen søger de nu efter en lejlighed. Under boligjagten falder de over tre stilleben malerier, som netop dækker, hvad May hele livet så hedt har bedt Vorherre om. Søstrene, der begge er stærkt religiøse, tolker malerierne som et tegn fra gud, ”treenigheden”. De enes hurtigt om, at det næsten er et mirakel, og at lejligheden skal være deres fælles fremtidige bolig.

Men først rigtigt mirakuløst bliver det da søstrene, for at skrive under på skødet, møder ejendomsmægleren, Olaug Bakkevoll. Hun ligner nemlig på en prik, deres afdøde søster! Ja, hun bærer endda samme kælenavn, Lita. Nu begynder familierutsjeturen for alvor at tage fart. Søstrene, der føler at de står overfor en dramatisk, filmisk historie, kontakter dokumentaristen Maria Fredriksson, der straks står bag kameraet, hvorfra hun raskt kommenterer udviklingen, der fremdeles består af interviews. Hov, der har hun da vidst været hele tiden - en raffineret filmisk Verfremdungs effekt!

Olaug/Lita er deres søster! Det beviser både slægtsforskningen og DNA-prøverne. Hvordan nu det?

Under anden verdenskrig, hvor Norge var besat af tyske tropper, føder May’s og Kari’s mor tvillingerne Astrid og Olaug. Familien er velbegrundet bange for, at nazisterne med deres umenneskelige, medicinske- og raceeksperimenter vil fjerne tvillingerne fra forældrene. Derfor bortadopterer de Olaug/Lita til en velhavende norsk familie, mens Astrid/Lita vokser op sammen med May og Kari under mere beskedne forhold i Norge. I 1988 dør Astrid pludseligt. Mord, selvmord eller en blodprop?

Miraklet i Gullspång, er en autentisk historie, hvor de medvirkende, oftest fra dybe lænestole, taler og taler til hinanden eller direkte til kameraet. Kredsen udvides til familiemedlemmer, barnepige, venner, politi og vidner, der måtte have kendt afdøde. Samtaler, der bl.a. afslører Astrids pillemisbrug og økonomiske uføre. Det er hvad en del af filmen handler om - men Ikke flere spoilers.

Når en af de interviewede spørgende siger til kameraet, ”Der er noget der ikke stemmer” og instruktøren skjult bag kameraet tilføjer et ”Hvad sker der?”, ja, så kan tilskueren også tillade sig at være kvalificeret forvirret. Hvad skal vi tro? Hvor ligger sandheden? En gruppe helt almindelige mennesker har med stor troværdighed snakket sig ind på os. Vi har med søstrene gennemlevet smerte og savn. Er vi blevet manipuleret af en dygtig dokumentarist, der selv ikke er bange for at instruere virkeligheden og deltage i efterforskningen?

Hvor ligger sandheden?

Se det må tilskueren selv vurdere. Det er denne fascinerende lagdelte dokumentarfilms styrke, hvor en sidste telefonbesked, efter rulleteksten med krediteringerne, måske gør familieportrættet lettere at forstå.