Juno har nok især gjort sig bemærket ved for nyligt at vinde en Oscar for bedste manuskript, men burde i lige så høj grad gøre sig bemærket på grund af Ellen Pages medvirken. Hun vandt som bekendt ikke en Oscar på trods af sin nominering. Mon ikke det blot er et spørgsmål om tid, før Page skaffer sig et sådant trofæ? I hvert fald har hun en række stærke roller bag sig, også i roller som barn eller ung, især i den glimrende Hard Candy af David Slade.

I Juno spiller hun den dominerende hovedrolle som teenageren Juno, der bliver gravid første år i high school. Juno er ikke nogen almindelig teenager, er ligefrem og siger tingene som hun ser dem, samt har en stor forkærlighed for tidlig punk og generelt en alternativ livsstil. Juno er altså en af dem, som er marginaliserede i skolen, men det har hun ikke noget problem med.

Da hun bliver gravid efter at have haft sex med Paulie første gang, tager hun det egentlig i stiv arm, og tager ned på abortklinikken for at få det fjernet. Her møder hun Su-Chin fra skolen, som protesterer mod abort. Su-Chin fortæller at barnet allerede har negle, hvilket overrasker Juno. Mens hun sidder i venteværelset, kan hun ikke tage øjnene fra fra folks fingre og negle, og hvad de hele tiden laver. Det forstyrrer hende så meget, at hun ikke kan gennemføre aborten alligevel, og beslutter sig for at føde barnet, for derefter at bortadoptere det.

Resten af filmen følger Junos liv med graviditeten, hvordan omverden behandler hende og ikke mindst hendes forhold til adoptivforældrene Vanessa og Mark. Vanessa er den perfektionistiske kvinde som kun kan se sig selv som mor, og formålet med et forhold som det at få et barn. Mark derimod virker lidt mere tøvende, og Juno finder da også ud af at alt hvad Mark ser sig selv som, er pakket væk - ind i et værelse, ned i kælderen og generelt gemt væk. Da det kommer frem at Mark ikke bare spiller guitar men har varmet op for The Melvins, knytter Juno stærke bånd til ham, og de begynder at udvikle et venskab, som grænser mod noget mere.

Filmens centrale kerne er familien, og hvordan det er at leve i en familie når det hele ikke er lyserødt. Junos familie består af hende, hendes far, hendes fars nye kone, og det barn som faren og stedmoren har fået sammen. Stedmoren Bren er ikke alt for glad for Juno, fordi hun er så anderledes, men en af pointerne med filmen er, at når det begynder at stramme til, så trækker familien sammen og støtter hinanden. Ingen familie i filmen er perfekt, men der er et sammenhold på trods af forskelle, som fungerer overraskende godt indenfor filmens fortælling. Der er ikke noget som er nemt.

Juno er en dog en komedie først og fremmest og ikke et familiedrama. Det er også her hvor manuskriptet virkelig skinner, for filmens humor kører meget på den dialog som de unge har med hinanden. Den er ganske vist karikeret, men den virker stadig overbevisende og langt mere jordnær end de fleste teenage-komedier. Nok er humoren og dialogen karikeret, men det er den primært på grund af den konstante brug af teenage-slang, og ikke fordi det ikke virker realistisk. Til gengæld fungerer dialogen ekstremt godt og er virkelig filmens styrke, sammen med en godt sammenskruet fortælling.

Filmen er befriende fri for alt for store klichéer og selv Vanessas neurotiske perfektionisme viser sig at dække over et desperat ønske om at få et barn, men samtidig bliver det også klart at Vanesse bliver en god mor, og er i sit element når hun er sammen med børn. På samme måde bliver den alternative livsstil som Mark længes efter også problematiseret, og gøres ikke til den optimale måde at leve sit liv på. Netop her adskiller Juno sig fra så mange typiske film om familier. Filmen står på den ene side som en stærk erklæring for det alternative, for folk som tør stå ved at de er anderledes, men samtidig længes filmen også efter en kernefamilie, som kan få det hele til at fungere. På den måde, er Juno en meget konservativ og nostalgisk film.

Juno kommer ikke med svar på disse problemer, blot et ønske om at få tingene til at fungere på trods af problemerne. Den bliver aldrig sentimental eller klæg, men udstiller meget godt de besværlige valg som følger med at være en del af en familie. På den måde balanceres komedien med alvor, hvilket gør at filmen kan udforske emner uden at blive plat eller svulstig.