Hong Kong-instruktøren Wong Kar Wai har gennem sin karriere udmærket sig ved en ekstraordinær sans for ekstravagante rutsjebaneture gennem stilsikre og flotte film. Detaljerigdommen i hans film gør, at de bør ses mindst to gange. En gang for udtrykket, en gang for fortællingen. Der er så meget at få fat i, at det ikke kan lade sig gøre på én gang. Det er endda tvivlsomt, at to gange er nok. Fyldige og komplekse fortællinger pakket ind i et festfyrværkeri, der viser ham som en mester i symbolsk filmstil, giver de ellers forskelligartede film et fællestræk: visuel overlegenhed.

Det gælder også The Grandmaster, som er hans seneste og første film i seks år. Titlen henviser til stormestertitlen i kampsportsgenren kung-fu, der er omdrejningspunktet for filmen – og peger direkte på filmens biografiske hovedperson Yip Man. I kampsportskulturer er han legendarisk, men i medieverdenen er han blevet udbredt som den stormester, der trænede Bruce Lee. Filmen udråbes som en episk action film, men den er ved siden af dette et visuelt og filosofisk mesterværk, der forener historie og myte, vold og indsigt, og kampsport og nationale forestillinger.

Filmen tager sin begyndelse i 1920’ernes Kina. Et årti, der indledte en lang og udmarvende både intern og ekstern strid for landet. Kina er på dette tidspunkt på randen af borgerkrig mellem Syd og Nord, mens den såkaldte Anden kinesiske-japanske krig fra 1937 og ind i verdenskrigen trækker nærmere. Kaos og national splittelse fylder en del, men det er ikke det, der er filmens optik. De historiske omstændigheder danner i stedet et interessant bagtæppe for den egentlige fortælling om kung-fu’ens storhed, myte og trussel af moderne kampmetoder.

Derved fremstår det historiske og interessen i kampsport som en spejlingsmekanisme, hvor konflikten ikke kun er eksistentiel. Det er også et udtryk for en overgang fra et æresbaseret voldssystem til et nyt, æresløst og koldt krigssystem. Filmen synes at begræde tabet af den ellers voldsomme vold, der findes i kung-fu, men årsagen er, at den anerkendelse af den anden, modstanderen, som kung-fu-filosofien indebærer, helt bortfalder i mødet med nye våben, der kan maje mange mennesker ned på distance. Derved mimer filmen via hyldesten til Yip Man en fortid, der er tabt for altid.

Wong Kar Wai ved godt, at han derved arbejder med stærke mytologier, og at han ikke nødvendigvis fortæller et realistisk drama om en kulturpersonlighed. Det er ikke troværdighed, han er ude efter. Han er ude efter at bruge kampsport og historiespejlingen til at fortælle noget filosofisk om fortiden og om vold. Og det lykkes så fantastisk overbevisende, at filmen ikke kun vil glæde de, der kan lide flot koreograferede kampscener, men også de, der vil trænge dybere ind i en kinesisk folkemytologi og et kinesisk selvbillede. Filmen er så sikker, at det er til at blive forpustet af.

Bliver det så bare til endnu en voldsforherligende kampsportsfilm? Ja, i princippet, fordi den hylder kung-fu som kampstil. Men sammenligningen med en flot og overbevisende ballet ligger lige for. De mange dialogløse scener undervejs har helt oplagte ligheder med den måde, som balletdansere viser dialogen via bevægelsesmønstre. Karaktertegningen i filmen sker ikke kun – og nærmest næsten ikke – via det talte ord, men den opstår i mødet mellem personerne i kampscenerne, hvor de kæmpende taler til hinanden og seeren igennem voldsdansen.

’Episk’ er et udtryk, der er lidt misbrug, og jeg vil faktisk tillade mig at betvivle, at The Grandmester er så episk, som distributørerne vil gøre den til. Ja, den indeholder et langt strøg gennem historien, og ja, den fortæller om denne historie via især Yip Man som person. Men den lader hånt om de helt klare narrative sammenhænge til fordel for de synteser, der kan etableres i det visuelle. Den vil hellere være billedskøn og æstetisk, end den vil knytte klare forbindelser, som jo er epikkens kendemærke. Udtrykket er et fortærsket pr-ord, der faktisk miskender meget af det, der lykkes så godt i en af de bedste Wong Kar Wai-film meget længe.