”Jeg er ikke jøde, jeg er perser”, råber Gilles med angstens fortvivlelse malet i ansigtet og rækker en bog skrevet på farsi, op mod den brutale SS-officer, der sparker og tæver løs på den belgiske jøde.

Tøvende modtager officeren bogen, som skal bevise at Gilles ikke er jøde, og dermed undslippe koncentrationslejerhelvedet. Sådan begynder den lettere absurde og grusomme Holocaustfilm, Persiske lektioner, en historie, der endda påstås at have rødder i virkelighedens rædsler.

Året er 1942, et sted i Frankrig. En jødetransport, hvor udsultede og mishandlede mennesker er stuvet sammen, er på vej mod en ikke nærmere angivet koncentrationslejr. Gilles udveksler, her i menneskebunken, en sandwich, for en smuk bog, skrevet på et for ham totalt ukendt sprog, farsi. Bogen bliver hans redning.

SS-officererne vælger at tro Gilles, der er vaks nok til at opfinde farsi-ord, der overbeviser lejrstyrelsen om hans persiske herkomst. Heldet er med ham. Han slipper for flere korporlige afstraffelser, da den tyske SS-kok, der drømmer om at åbne en restaurant i Persien, gerne vil lære farsi. Hvem burde være bedre til det end Gilles (!). Her tager historien for alvor fat.

Gilles opfinder dagligt, i sin kamp for at overleve, nye falske farsi ord, ca. 40 om dagen. De fleste ord henter han fra navnelisterne, som han nu er sat til at bestyre, over de mange tusinder koncentrationslejr fanger. Kulminationen på de tos daglige lektioner i persisk er, da kokken viser hvor lærenem han er, ved at skrive et digt, på det af Gilles opfundne volapyksprog.

En lidt bizar historie, fyldt med kontraster. En ultrarealistisk skildring af koncentrationslejrens helvede. Her sparkes, mishandles og dræbes fanger, alt mens officererne på en uhyggelig vulgær måde morer sig og nyder livets goder i marketenderiet til kokkens gode mad. En nådesløs skildring af fangernes dystre hverdag i kz-lejren, med krematoriets ovne og en rygende skorsten som baggrund.

Midt i rædslerne udvikler der sig en gensidig respekt mellem læreren Gilles, troværdigt spillet af Nahuel Pérez Biscayart og eleven, kokken, Lars Eidinger, der i al sin stupide, umenneskelige SS-verden, alligevel viser menneskelige træk. Et perfekt samspil, der både rummer spændingen om/hvornår sprogbedrageriget afsløres og en antydning af, et måske gryende venskab, de to imellem.

Filmens instruktør Vadim Perelman, der har hentet filmens plot fra en roman af Wolfgang Kohlhasse Erfindung einer Sprache, har i bedste mening villet for meget. Overdoseret og gentaget rædslerne i lejren og samtidigt trukket den absurde sproghistorie i langdrag. Han har vanskeligheder med at finde balancen mellem det hyperrealistiske og det absurde i filmens plot. Ikke helt ulig samme problem, som i Roberto Benignis, Oscarbelønnede Livet er smukt (1997), hvor faderen bilder sin 4-årige søn ind, at koncentrationslejr opholdet er en leg, et eventyr.

Persiske lektioner er med alle sine fejl, en værdifuld film, med en påmindelse om nazismens vanvittige tanke om udryddelse af folkeslag og anderledes tænkende mennesker.

Filmen er ikke helt vellykket, men alene Persiske lektioners sidste minutter, gør den anbefalelsesværdig. Her efterlades vi eftertænksomme, bevæget og dybt rørte.

Om hvor mange film, kan man skrive det?