En ung pige, Luisa, går raskt gennem markerne med et ladt gevær – pludselig kaster hun våbenet fra sig og løber væk. Klip. Et nærbillede af artikel 20 i den tyske forfatning, der fastslår at Bundesrepublik Deutschland er en demokratisk republik og at tyskerne har ret til at fjerne/yde modstand mod nogen, der vil angribe demokratiet.

Det er hovedtemaet i Julia von Heinz stærkt politisk engagerede film, Og i morgen hele verden. Et spørgsmål om, hvor langt kan/skal borgeren gå i modstanden mod antidemokratiske kræfter, som nynazisme, fremmedhad og racisme repræsenterer. Er det igen det forkætrede (påståede) jesuitiske princip, ”om målet helliger midlet”, der legaliserer, venstre- og højrefløjens ofte voldelige kampe?

Luisa (indfølt og nært spillet af Mala Emde, der fik kritikkerprisen på filmfestivalen i Venedig) er en 20-årig, privilegeret jurastuderende, opvokset i en velhavende kærnefamilie, med villa, vovse og Volkswagen deluxe, sidder eftertænksomt til en juraforelæsning, og studerr netop grundlovens artikel 20. Hun er en klog, oprigtig nysgerrig studerende, forfærdet over AFD’s aggressive demonstrationer og plakater overalt i Mannheim. Gennem veninden (Luisa Céline Gaffron) får hun kontakt til en gruppe unge antifascister, der i en nedlagt fabrikshal forbereder moddemonstrationer. En broget flok vilde idealister, der alle vil gøre en aktiv forskel. En forskel, der spænder fra banner med slagord, til voldelig konfrontation. Luisa er betaget af miljøets mangfoldighed, der er langt fra hendes trygge kreative akademikerfamilie.

Også hun vil kampen mod den fremmarcherne fascisme – ikke vold, forsikrer de hinanden. Og dog. En planlagt anti-demonstration udvikler sig fra mere end rådne tomater og lagkager i hovedet på de ultrahøjreorienterede talere, til at en hærværksrus, hvor de højreorienteredes biler totalsmadres.

Vi involveres mere og mere i kollektivets indre konflikter. Det fælles mål er givet – sådan da – men midlerne? Luisa er stærkt tiltrukket af charmøren Alfa, der vil volden og kammeraten Lenor, der er total pacifist, ham der bliver i bilen, når de andre slås/angriber.

En dokumentariskeskildring, hvor vi ikke er tvivl om, at instruktøren kender miljøet indefra – og hvem hun holder med – men alligevel ikke er bange for at afsløre både hykleri og dobbeltmoral hos dem med ”de rigtige meninger”.

Selvfølgelig blandes ordensmagten sig, efter de meget voldelige slagsmål. En række af vennerne eftersøges. Sammen søger Luisa og hendes to venner tilflugt hos den ældre Dietmer (Andreas Lust), tidligere fængslet i 5 år, for voldeligt angreb på Siemens i 90’erne – nu eneboer og pacifist. Vores tanker går endda længere tilbage, til dengang Barder Meinhof banden myrdede og terroriserede i marxismens og Maos navn.

Og i morgen hele verden er en vigtig nutidig tysk film, fortalt med håndholdt reportagekamera, forrygende klipning og vigtigst, et troværdig dokumentarisk indhold. Vi følger betingelsesløst Luisas oprigtige bekymring ved Tysklands udvikling, hvor efterkrigtidens dårlige samvittighed synes blegnet og antidemokratiske bevægelser buldrer frem, med bl.a. racistiske sange, der får selv det danske aktuelle racistiske Tv-Kastrup-videoklip til at blegne.

Filmen angiver ingen løsning. Selv om Luisa bortkaster sit våben – ja, så er der andre til at gribe det. En sjælden vedkommende film, med bud om skærpet politisk bevidsthed – ikke kun i Tyskland.

NB. Filmen er set i forbindelse med Den tyske filmuge i København og Århus - får premiere på Netflix d.6 juni