Endelig. Efter måneders venten sænker biografmørket sig over det forventningsfulde publikum. Levende billeder toner frem på lærredet, lyden fylder rummet. Filmen er tilbage. Og hvilken film! Årets store Oscarvinder (bedste film, instruktør og skuespiller) plus en Gylden Løve fra Venedig filmfestivalen.

Hvad vil vi mere?

Nomadland er en stille, usentimental, halvdokumentarisk film, om en del af det fattige USA, som vi kender så lidt til. Verdens rigeste land, med en tiltagende fattigdom og markant forskel på rig og fattig, som Corona-smitten med den medfølgende arbejdsløshed, har forstærket.

Empire, Nevada, er en lille provinsby i Midtvesten, vokset op omkring en gibsmine, hvis aktiviteter befolkning helt er afhængig af. Da byggekrisen, i begyndelsen af århundredskiftet lukker gibspladefabrikken smuldrer byen væk, i armod og arbejdsløshed. Empire har end ikke længere et postnummer.

Dette er udgangspunktet for instruktøren Chloe Zhaos film om kvinden Fern, spillet af Frances McDormand (med tre Oscars™ i bagagen bl.a. for Fargo). Nej, Frances McDormand spiller ikke, hun er den barnløse 62-årige kvinde, der har mistet sin elskede mand, sit arbejde og sit hjem. Hendes liv er revet i småstykker. I en desperat voldsom reaktion fylder hun den ramponerede autocamper med de allernødvendigste ejendele og ruller i sin Vanguard ud på landevejene, væk fra Empire og fortiden, for at søge arbejde, hvor det nu måtte være at finde. En blandt mange nutidige amerikanske road-nomader.

De er sæsonarbejdere, hvis hjem er autocamperen. Flygtigt mødes de på interimistiske campingpladser. Mange korte venskaber opstår. Man skilles, tager aldrig en endelig afsked. Vi ses igen; ”we will see you down the road”. Sæsonarbejderne på hjul. Fern er ikke bange for at arbejde, ikke kritisk eller kræsen. En juleassistance hos Amazon, i en kæmpe hal, hvor forbrugersamfundets mange julefristelser pakkes og læsses, giver i sit arbejdsmiljø associationer til vores eget nemlig.com. Hele tiden ”on the road” – væk fra fattigdom og nederlag.

Vi møder mange skæbner, ægte mennesker, ofte ikke-skuespillere, på Ferns landevejstur gennem ørkenlandskaber og bjergrigdom, fra South Dakota til Californien. En storslået naturs voldsomhed fylder til stadighed lærredet, men det er Fern, der er i centrum. Det er hendes nøgne ansigt, hendes usentimentale tilgang til at overleve, der printer sig på vores nethinder. Ikke nogen offerrolle, men en kvinde med et rigt følelsesliv og empati for de mange skæbner, der i deres ramponerede husvogne finder sammen på øde marker eller mere planlagt hos de mange nomaders mødested, ”Robber Tramp Redevous” i Arizona, omkring lejrbålet – lyttende til opflammede taler om frihed og undergang. Søgende mennesker, på jagt efter uopfyldte drømme, måske bærende på nederlag, men alligevel fyldt med en vis skønhed og poesi.

Fern søger tilbage til Empire, hvor hverdagen med manden Bo, dannede rammen om hendes trygge verden. Her oplever Fern den totalt nedbrudte fabrik, genser deres ruinerede bolig – hun må videre. Også borgerlighedens tryghed møder hun på sin road-tour. Den sympatiske nomade-ven Dave frister med sympati og hjertelighed – og et besøg i søsterens forstadsvilla med børn og hygge, hvor et værelse endda står til hendes disposition. Fred må dog videre ud på landevejen, ikke i protest, men alene for at følge sit eget jeg.

Udramatisk, gennemlever vi kompleksiteten i Ferns dilemmaer, helt uden selvmedlidenhed.

Det er det, der gør Nomadland så enestående. For nok er livsvilkårene hårde på bunden af samfundet, alligevel rummer landskaberne og menneskeskæbnerne en skønhed og poesi langt fra den klassiske socialrealisme. Frances McDormand har med den stille ukuelige Fern skabt et menneske, med dagligdagens rutiner og en stille empati, vi ikke let glemmer. Hun gjorde ret, da hun erhvervede filmrettighederne til Jessica Bruders roman og kontaktede instruktøren Chloe Zhao (The Rider, 2014). Det skulle give tre Oscars™ – men først og fremmest et nært filmværk, fortalt i et langsomt tempo, hvor landskaber og mennesker på en forunderlig måde bliver et.