Der er ingen tvivl om, at unge Jonathan Spang har hovedet skruet godt på. Ikke alene kan han bryste sig med at være en af Nørrebros Teaters to direktører, men han leverer også overbevisende skuespilpræstationer på film, på teatret og er tillige en glimrende stand-up komiker. I 2006 kom den første DVD udgivelse med et af Spangs soloshows, det havde titlen Damer, og nu er turen så kommet til Jonathan Spangs Familie.

Det kan både ses som en kæmpestor fordel og lidt som en ulempe, at Spang er så tæt på teatret i det daglige. Træningen som skuespiller kommer ham naturligvis til gode, når han skal indtage de forskellige roller og stemmer, som monologen kræver, men samtidig er der heller ingen tvivl om, at Jonathan Spangs Familie forekommer mere indstuderet end et stand-up show, hvor der er sat en masse plads af til improvisationen.

Det er naturligvis hamrende uretfærdigt, at kritisere Spang for at have øvet sig, men det nye show virker blot en anelse mere teatralsk og synes ikke at falde lige så naturligt, som det materiale, vi oplevede i Damer. De gange, der viges fra manuskriptet til fordel for noget mere spontant, er der længere imellem. Til Spangs forsvar skal så siges, at han taler i næsten to stive klokketimer uden pause, og det i sig selv er noget af en kraftpræstation, især når man skal sørge for at publikum er underholdt hele vejen igennem – og det sker til fulde!

En af de mest triste akademiske discipliner man kan kaste sig over, er studiet af humor, herunder humorens virkemidler og væsen, for idet man møjsommeligt dekonstruerer én vits af gangen og sociolingvistisk forsøger at analysere, hvorfor en punchline virker, som den gør, er der ikke ret mange, der griner længere. Lidt samme problem er der med at skrive en anmeldelse af en monolog, hvor det i sidste ende er Jonathan Spangs fine timing og indlevelse i stoffet, der gør det levende, vedkommende og morsomt.

Af samme årsag har nærværende anmelder heller ikke tænkt sig at forsøge på skrift at gengive nogle af de mange morsomheder, som er indlejret i showet. I stedet vil der blive givet nogle stikord, som er nærmest tilfældigt udvalgt, og så kan man ud fra disse selv vurdere, om Jonathan Spangs Familie måske er noget der vil falde i ens smag. Der nævnes i flæng; ”svumpukkel”, ”en helt ung, stram dreng”, ”anus termometer i akvavitten” og ”2 flyttekasser med nisser”.

Humor er noget meget individuelt, og i stand-up handler det i lige så høj grad, om man finder performeren sympatisk, som det handler om såvel plathedsniveauet som den nødvendige grad af seriøsitet, som også skal være til stede, da det morsomme skal have en væg af alvor, den kan spilles op imod. Spang holder denne balance rigtigt fint, og selv om nogle måske godt kunne kalde ham lidt belærende i hans alvorsøjeblikke, så er en af satirens fornemmeste opgaver at være det groteske spejl, som vi desværre kan genkende os selv i. Dette lykkes til UG kryds og slange.

Humor er i sagens natur noget, som man kan være meget uenige om. Det er heller ikke alt i Spangs show, som er lige morsomt, men det er energisk og underholdende hele vejen igennem. Der var engang en vis mand, der sagde; ”der findes to slags smag, den dårlige og så min!” - i al beskedenhed var det undertegnedes egen far (som sikkert havde hugget disse fyndord helt ublu uden kildeangivelse andetsteds fra). Det forekommer derfor passende at lade disse kloge, familiære ord være det sidste, der i denne omgang skal skrives om Jonathan Spangs Familie, der bestemt lefler for anden smag end netop min.