Vi er i Afghanistan 1989. En dreng, Qodorat, 15 år, vågner op på bagsædet af en bil. Lidt småfortumlet vælter han ud på det lokale marked i Kabul til et mylder af mennesker – og hov, et slagsmål er i fuld gang, med en superhelt, der alene med de bare næver, karate og akrobatik, nedlægger en stribe af aggressive angribere, endda til svulstig musik. Jamen, er det ikke ren Bollyood? Indisk kitsch-film, med lækre, skønne velsyngende damer, bare maver, slør og pludderbukser. Nemlig. For drømmefilm er en væsentlig del af Qodrats verden. Han ernærer sig som biografbilletsælger, altså sort og til overpris. For de indiske filmdrømme har et stort publikum i Kabul. Ofte udsolgte forestillinger, men så har den kvikke dreng, altid et par billetter til salg. Livet som gadebarn får en hastig ende, da politiet indfanger ham og afleverer ham på et sovjetisk ledet børnehjem.

Sådan introduceres drengen Qodorat (Qodratollah Qadiri), i Shahrbanoo Sadats spillefilm Mit Børnehjem i Kabul (2019), der ligesom hendes prisvindende Wolf and Sheep (2016) sætter fokus på teenageren i det sovjetbesatte Afghanistan. Et børnehjem for gadebørn, med en sympatisk leder, hvis fortid og dagbøger filmen i øvrigt bygger på.

Blandt drengene er det de ældste og mest voldelige, der har styringen. Klumpet sammen i beskidte 8-10 mandsceller, leves et velordnet liv med faste måltider og hård disciplin, der trods alt er tryggere end deres tidligere småkriminelle gadeliv. Et liv med plads til kammeratskab, slagsmål og pubertære sexdrømme. Ikke mindst om piger/damer, deres former og villighed – de russiske kvindelige lærer, bliver klædt af med øjnene - igen iblandet lyserøde romantiske Bolliwoodske filmklip, hvor drengene ofte selv spiller og synger om deres romantiske drømme.

Filmens fokus er nu ikke længere kun på Qodorat, men viser værelseskammeraterne, deres magtkampe, drengestreger, æbleskud, sex-snak, skakkampe – samtidig med, at de udsættes for en ideologisk indføring i kommunismens velsignelser, her kort før Sovjetunionens sidste krampetrækninger. Klimaks bliver et pædagogisk kammeratligt samvær med russiske ung-kommunister, under et indoktrineringsophold i en pioner-lejr i Moskva. Herunder en andægtig udflugt til Lenins mausoleum på Den røde Plads.

Et kalejdoskopisk billede af de vilde drenges hverdag med lokalbefolkningens fattigdom, borgerkrig og sovjetiske tanks som et dystert bagtæppe. Drengene finder en sønderskudt tank, hvorfra de stjæler ammunition – og det går naturligvis galt.

Besættelsesmagten er i opbrud. Præsidenten afsættes og borgerkrigen truer. Et stort spænd fra storpolitik til drengedrømme. Filmen ville nok havde vundet ved at fokusere mere på Qodrats udviklingshistorie. Han er så sympatisk, rar og tilforladelig, at vi så gerne vil kende ham endnu bedre. Filmens originalitet skyldes ikke mindst et vellykket kunstnerisk greb, når storpolitik og drengedrømme blandes med mavedans, maskingevær og håndgemæng tilsat forførende Bollywood rytmer. En blanding, der bærer en vis optimisme og håb om overlevelse trods alle de ydre grusomheder.

Et Børnehjem i Kabul er noget så sjældent som en co-produktion mellem Danmark, Tyskland, Frankrig, Luxembourg, Afghanistan og Qatar - der tegner et vigtigt tidsbillede og ikke mindst har sin styrke i drengenes ægthed – langt fra Bollywoods drømmefabrik.

En vellykket politisk-dokumentar-fantasifilm, med virkelighed og drøm som ballast. Dem er der ikke så mange af.