De fleste kulturer forbinder det at bevæge sig med noget unikt. Mobiliteten, der leder til nye opdagelser, erkendelser og ikke mindst selverkendelser. Rejsen, der kan ændre opfattelsen af, hvordan verden er stykket sammen. Sådan var det også for den norske havbiolog, antropolog og opdagelsesrejsende Thor Heyerdahl. Hans ekspeditioner blev ikke alene til for at kunne nå et mål. Rejserne var selv forbundet med betvivlelige teorier, som han ville bevise muligheden for. Mest kendt er Kon-tiki-ekspeditionen i 1947, der ikke kun var en stor bedrift af en ener. Det var også en rejse, der skulle have store personlige konsekvenser for Heyerdahl.

Derfor fokuserer det norske instruktørpar Joachim Rønning og Espen Sandberg, der stod for det andet store norske helteepos om Max Manus (2008), også på begge dele. Rejsen var lang og tog lang tid. Noget skal puttes ind for at holde fast i seeren. Filmen Kon-tiki, som netop er kommet som købefilm, fokuserer derfor på selve ekspeditionen, men krydser handlingen med Heyerdahls ægteskab, der skulle vise sig at forlise, fordi hans kærlighed til rejsen, til opdagelserne, var svær at leve med for familien. Filmens hovedærinde er dog etableringen af ekspeditionen og selve rejsen fra Peru til Polynesien. Heyerdahls hensigt var at bevise, at Polynesien godt kunne være blevet befolket fra øst og ikke fra Asien som hidtil antaget.

Filmens stilmæssige virkemidler er storslåede og ekstravagante. Flotte naturbilleder og eminente konfliktscener på de tidspunkter, hvor naturens luner bygger sig op mod projektets succesmulighed. På en lidt speciel vis er Kon-tiki på den måde både i familie med James Camerons forkærlighed for den animerede/animerende natur i sci-fi-fantasy-værket Avatar (2009), men især finder vi ligheder med Ang Lees ligeså flotte Life of Pi (2012). Fælles for de tre film er, at naturen viser sig som det, vores kulturelle fernis har formået at dække til i asfalt og smog. En natur, der alene som sit eget udtryk understreger, hvorfor romantikerne skrev så meget om naturens sublimitet.

Derfor sælges Thor Heyerdahls ekspedition også ret flot. Som et kommercielt udstillingsvindue for interesse i rejsen og for en museal fremstilling af samme formår den at pakke hele rejsen ind i en fortælling, der er så narratologisk velsmurt, at det i princippet er svært ikke at blive betaget. Den helt klassiske og særdeles Hollywood-orienterede struktur er nedfældet til punkt og prikke på en måde, der gør filmen til en værdig sag for et internationalt publikum. Det er måske også filmens akilleshæl, fordi den let og elegant springer over en skildring af kedsomhed og den meditative rejse, som også er en naturlig del af en over 100 dage lang rejse på en gemen tømmerflåde.

Filmen fremviser et velsmurt skandinavisk samarbejde, der finansielt kan lede til storproduktioner, som kan måle sig med film i samme familie. Med private og offentlige midler fra Norge, Sverige og Danmark er regnestykket smeltet sammen, så filmen kan optages på de rette steder og med de rette folk og billeder. Pål Sverre Hagen i hovedrollen som Heyerdahl fungerer rigtig godt og troværdigt. Krydsfortællingen om Heyerdahls hustru virker dog besynderligt afstumpet. Den virker som en oplagt del af putte ind, men den bliver aldrig helt fulgt til dørs. Særligt scenen, hvor Heyerdahl løber efter et skib, der tilsyneladende efterlader dem på en lille ø, med sin sårede kone på armen, mistes helt.

Kon-tiki er derfor en fantastisk velsmurt fortælling med hjerte og sind på rette sted. Den nationale kærlighed til en stor mand lyser ud af filmen. Selvom hans teori, som rejsen beviste en sandsynlighed for, for længst er blevet falsificeret. Det nævner filmen selvfølgelig intet om, fordi det ville ødelægge den status, som fortællingen opbygger. Den lille indbyggede fortælling om en krabbe virker alt for søgt, og der savnes i særdeleshed mod til for det første at gå mere i dybden med karaktererne. I stedet leges den med menneskets lidenhed i det store projekt med fx en ’travelling’ ud i verdensrummet og tilbage igen. Banalt, gennemskueligt og ret beset lidt unødvendigt. Eventyret vinder for meget over evnen til at vise, at fem mænd levede sammen under enormt stres på meget lidt plads. Modet til at vise bagsiden af medaljen bliver kun til ægteskabsfortællingen.

Den visuelle stil og den opbyggelige fortælling om en helt er filmens force og fordel. Den fremstår klar og ensporet. Uden klare afstikkere til kollektiv tvivl eller roligt karakterfokus. Filmens manglende kompleksitet gør den til et relativt overfladisk eventyr, der godt nok pakker varen rigtig flot ind, men underneden når vi aldrig helt ind personerne og rejsens selverkendelser. De lette effekter vinder over den tunge fortælling. Men det gør ikke Kon-tiki til en svag film som sådan. Det gør den bare til en let, visuelt fabelagtig og underholdende version af en mands visioner. Visioner, der godt kunne have fortjent lidt mere dybde og perspektiv.