En lille familiekrønike. Mor og tre store drenge, i et etplans parcelhus, i et halvtrist provinsforstadsmiljø. Det er, nok en gang, en næsten klassisk ramme om en dansk spillefilm. Denne gang Jeanette Nordahls debutfilm Kød og blod.

Helt så klassisk kedsommeligt gråt og forudsigeligt er miljøet nu heller ikke. For mor Bodil, i Sisse Barbettes frodige fremstilling, er ikke nogen pylre-mor. Hun er en hårdtslående kriminel – med sine hjemmeboende voksne drenge som lydige hjælpere. En ’Goodmother’, der nok nusser, krammer og kysser på mund, er tæt på det incestuøse, når hun kæler for sine store drenge, men når det gælder gældsinddrivelse og andre kriminelle handlinger, gerne bruger brutalitet og vold.

Det er i dette højkriminelle miljø, 17-årige Ida (følsomt spillet af Sandra Guldberg Kampp) af kommunen anbringes, efter en bilulykke, hvor hendes mor er omkommet. For Bodil er mors søster og drengene hendes fætre, som de (forståeligt nok) ikke har haft kontakt med i mange, mange år. Ida bliver godt modtaget i familiefællesskabet, der udstråler varme og sammenhold – hvor ikke mindst moster viser kærlighed og nærhed overfor den sky sorgramte traumatiserede og observerende Ida.

Det går langsomt op for Ida, at hjemmet med PH-lamperne, Corbusier stolene, BMW’en i carporten, ikke er etableret gennem ærligt fast arbejde. Langsomt integreres Ida i den kriminelle levevej, hvor det er vanskeligt at skille familielivets kærlighed fra forbryderverdenens barskhed. Det er netop det nærbillede filmen vil vise. De tre krimi-fætre er barske fætre, den ene Jonas med kone og baby, den anden Mads med gravid kæreste og lillebror David med stofproblemer. Alle bor hos Mama-Bodil, hvis altfavnende besidderkraft og manipulerings evne holder sammen på familien – alt mens hun fornøjet tæller seddelbundterne med afpresnings penge og indtægterne fra hendes natklub og andre lyssky forretninger.

Kød og blod er egentlig ikke nogen sympatisk film. Det er stakkels traumatiserede Ida vi holder med. Det er hendes nuancerede spil, stille underspillede forundring, usikkerhed og fascination af de vilde fætre,plus den trøst og lindring ved mosterens hede familiefølelser, der hæver filmen fra kedsommelig hverdagskomedie til komedie/drama.

Det skal ikke underkendes, at vores ambivalente følelser for moster Bodils mini-mafiaholdninger, både skaber nysgerrighed og forargelse. Men helt troværdig? Næppe. Det groteske og kontrastfyldte giver smil og en behersket latter, der sammen med den bevidst grænseoverskridende handling sætter individet overfor familiefællesskabet. Et par hip til borgerskabets forbrugersamfund og det offentliges bureaukrati, kan med lidt god vilje fortolkes ind i filmens plot. Når interessen for familie-mafiaen alligevel kan fastholdes, er det ikke mindst takket været et professionelt cast både på lærredet og bag kameraet.