Denne blu-ray-udgivelse indeholder 9 film fra de gamle Superman- og Batman-filmserier. De er Superman: The Movie, Superman 2: The Richard Donner Cut, Superman 3, Superman 4: The Quest For Peace, Superman Returns, Batman, Batman Returns, Batman Forever og Batman & Robin.

Ejer du allerede alle filmene på blu-ray, er der ingen grund til at erhverve dig denne ganske udmærkede boks. Der er intet nyt i udgivelsen og selve kvaliteten af filmene er der heller ikke gjort yderligere ud af.

Men…

Hvis du har en snert af superhelteånden i dig, er denne boks en god grund til at genkøbe alle dine klassiske superheltefilm, bare for at kunne finde en god undskyldning for at se allesammen igen fra start til slut. De er jo alle sammen gode (nogle af dem på deres helt egen måde).

Superman: The Movie forbliver en klassiker. Det er ikke kun takket været Christopher Reeve i rollen som Superman, som efterlader et fast tryk i filmhistorien. Margot Kidder (Lois Lane), Gene Hackman (Lex Luthor) og selveste Marlon Brando (Jor-El) er med til føre manuskriptforfatter Mario Puzo og instruktør Richard Donners virkelighedsnære eventyr og vision ud i livet på en ganske glimrende måde. Deres præstationer er ikke engang overgået af filmens visuelle effekter, som på det tidspunkt var ganske revolutionerende og som stadig er imponerende at se på i dag. Da Superman skruer tiden tilbage – i en scene, som jeg nok må indrømme er alt for lattervækkende og som i den grad ikke er ældet yndefuldt – er det Reeves tårefulde ansigt, Kidders smil og Hackmans planlægning, som får dig til at overgive dig til filmens utvivlsomme magi.

Superman 2, ofte betragtet som værende et hak dårligere end den første film, er dog lige så fængende som Superman: The Movie. Nu hvor Supermans oprindelseshistorie er ordnet i etteren, har Richard Donner og hans erstatningsinstruktør, Richard Lester, fordoblet actionen, romantikken og ofringselementet, men de har også sat fire skurke ind i historien. Terrance Stamp står skulder til skulder med Reeve og Hackman og skaber en ægte ondskabsfuld maskine, og Supermans kampe med general Zod og hans soldater tærer både fysisk og psykisk på vores helt. Filmen er ikke så stramt skruet sammen som den første, men den er lige så underholdende.

Superman 3 og Superman 4: The Quest for Peace repræsenterer et drastisk skridt væk fra de to første film. Lester, som vender tilbage for at instruere treeren, fordobler denne gang komikken og en typisk, gammeldags falden-på-halen humor, og Richard Pryor bliver sat i centrum for historien, så historien bliver til en Pryor-komedie i stedet for en Superman-fortsættelse. Hackmans Luthor og Stamps Zod er væk, og i deres sted får vi en supercomputer og nogen, der forsøger at være Lex Luthor. Kidder, Lois Lane og Metropolis bliver sat på sidelinjen til fordel for Annette O’Toole, Lana Lang og Smallville. Spændingen er væk, lige så romancen, uanset hvor meget Lester forsøger at erklære Lana og hendes søn som Clark Kents længe ventede kærlighed.

Det storslåede element fra de forrige film er helt væk, flammen er pustet ud, og det gør, at Reeve er tvungen til at redde filmen fra den selv, hvilket han også formår at gøre, når det er ham, som vi kan se på skærmen. Superman 3 er ikke uudholdelig, bare styret i en forkert retning. Nogle virkelig storslåede scener bliver begravet i Lesters makværk – såsom Supermans kamp mod sin egen mørke side – men der er givet for meget tid til sidehistorier, som ikke har nogen betydning, og det får Superman til at forsvinde i lang tid ad gangen.

Så er der Superman 4, filmen som slog hele Superman-serien ihjel og hvis budget blev halveret midt i det hele. Reeve og Hackman vender tilbage, men denne fjerde film er ikke andet end en bonusfilm. Alt arbejde der blev lagt i denne film har ikke været til nogen nytte: den er bare ganske forfærdelig.

Superman Returns blev udgivet i kølvandet på Christopher Nolans succesfulde Batman Begins (en film som viser hvordan man skal genstarte et tegneserieunivers). Bryan Singers film ignorerer Superman 3 og Superman 4 og fortsætter, hvor den anden film slap. Det skulle vise sig, at Superman Returns er en hyldest til Donners Superman, og det er desværre med til at skabe en film, som føles gammel allerede fra starten. Dan Harris’ og Michael Doughertys manuskript kan man nemt skyde skylden på, men Singer formår heller ikke at formidle de rå følelser, som forfatterne forsøgte at injicere en moderne Superman med.

Brandon Routh spiller helten denne gang, og ligesom Reeve før ham så er Routh ganske enkelt magnetisk i rollen og det er på grund af ham, at historien holder så godt sammen, som den nu formår at gøre. Kevin Spacey som Luthor formår også at hypnotisere, men hans historie er en ren kopi fra den allerførste film og det bliver kedeligt at se på. Jeg er glad for, at denne Superman-serie stoppede her og at Man of Steel kickstartede en ny udgave af superhelten.

Når vi ser tilbage på Batman og dens følgesvende fra 90’erne – Tim Burtons to første og de to efterfølgende af Joel Schumacher – kan jeg ikke lade være med at få en underlig følelse af nostalgi, taknemlighed, skam og fortrydelse.

Batman, med Michael Keaton som Bruce Wayne – milliardærarvingen som også er den kappeklædte hævner om natten – og Jack Nicholson som hans nemesis, Jokeren, redder utvivlsomt Batman-brandet fra den tidligere komiske inkarnation, som havde præget opfattelsen af karakteren siden tv-serien fra 60’erne. Batman er noget af et syn med sin tunge atmosfære og poppede historiefortælling. Hvis Richard Donners Superman lagde formen for, at tegneserier kunne blive taget seriøst som storstilede, blockbusterfilm, så var Batman med til at cementere den idé og gav os et eksempel på de muligheder, som stadig eksisterede i disse verdener.

Tre år senere fik vi Batman Returns, og allerede fra første sekund kan det mærkes, at instruktøren har fået flere muligheder for at fuldføre sin vision end i den første film. Burton dykker ned i meget mørke steder og bruger masser af tid på at følge skurkene, Pingvinen (Danny DeVito) og Kattekvinden (Michelle Pfeiffer). På den måde kan det argumenteres – trods filmens smukke Goth-deco design – at Burton måske ikke er den bedste til at lave en Batman-film. Så snart Bruce Waynes/Batmans motivation (mordet på hans forældre) er ovre, er der ikke så meget, som driver ham mere. Dog må det siges, at Burtons måde at filme actionscener på er blevet en anelse bedre end den første film.

Efter Burtons mørke film besluttede Warner Bros. at give instruktørstolen til Joel Schumacher, som på det tidspunkt havde lavet rimeligt dystre og dramatiske film (The Lost Boys, Flatliners, St. Elmo’s Fire). Hans debut blev Batman Forever, hvor Val Kilmer erstattede Keaton. Tommy Lee Jonbes og Nicole Kidman deltog også i festen, men det er Jim Carrey energiske portræt af Gækkeren, som giver filmen et ordentligt koffeinspark.

Disse tre film fører i sidste ende til 1997’s Batman & Robin, hvor det nu er George Clooney i masken, alt imens han kæmper mod Arnold Schwarzeneggers Mr. Freeze og Uma Thurmans Poison Ivy. Men der er stadig intet, som forbereder dig til den katastrofe, som denne film er. Åbner filmen virkelig med en actionscene på is? Ja, ja det gør den. Råber Chris O’Donnell (i rollen som Robin) virkelig ”Cowabunga!”, idet han falder ned fra vragdele højt oppe i luften og surfer på førnævnte vragdele? Ja, ja det gør han. Og dukker Arnold op i en scene, kun iført en morgenkåbe, hvor han opmuntrer sine håndlangere til at synge med på frostsange? Ja, det tror jeg da. Men på det tidspunkt i filmen er jeg måske gået i koma og dagdrømmer mig langt, langt væk fra den her film. Puha.

Selvom kvaliteten styrtdykker i disse filmserier, fejler udgivelsens kvalitet ikke noget som helst, heldigvis. Billedsiden er ufattelig skarp, lige fra Superman: The Movie fra 1978 til Batman fra 1989 til 1997 (Superman Returns er en nyere film fra 2006, som naturligvis er flot at se og høre på), og lydsiden er upåklagelig, især i de to sidste Batman-film.