Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Running with the Devil (100 min.) Købefilm / Sony Pictures
Anmeldt 6/3 2020, 15:08 af Torben Rølmer Bille

Kokainens deroute


Kokainens deroute

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Nicolas Cage. Navnet alene synes at dele filmfans i to lejre. Nogle mener han, til trods for et par enkelte lysende skuespilpræstationer (læs: Wild at Heart, Leaving Las Vegas, oa.), er en skuespiller, der ukritisk siger ja til selv de mest usle B-film. Andre indrømmer (måske under pres) at Cage er en slags ’guilty pleasure’, for når de ser en film med hans navn på, så bliver de bare nødt til at se den. Kapellets (u)kritiske anmelder er derimod reel fan af Nicolas. Ingen grund til at få skamme sig over det. For selv om Nic Cage ofte overspiller groft og mest af alt faktisk bare spiller sig selv, så er det stort set altid herligt at overvære.

Mens alle Cageoholics (Kapellets selvopfundne ord for fans af manden) spændt venter på Richard Stanleys filmatisering af H.P. Lovecrafts The Color Out of Space, der også har Cage i hovedrollen, kan man nyde ham i en film, der bedst af alt kan beskrives som en slags b-filmsudgave af Traffic. I Running With the Devil spiller han en person der udadtil arbejder som køkkenchef i en restaurant, men som samtidig har en bibeskæftigelse som benhård narkogangster.

En af filmens gimmicks er at vi følger kokainens vej fra den fattige cocabonde, der høster cocabladene råstofferne sammen med familien. Får udvundet kokainen ud af disse sammen med hustruen, hvorefter han til fods drager den lange vej til den nærmeste by. Her skifter pakkerne hænder og en tekst på skærmen informerer ved hver overdragelse af stofferne hvor meget stofferne nu er værd. Et fint gimmick, der dog gentages lidt for ofte. Ideen med at følge stofferne fra person til person, med båd, bus, pickuptruck osv. er faktisk fin, men som nævnt er dette set før.

Den anden hovedperson er en pusher (spillet af Laurence Fishbourne) der lever et ret sørgeligt liv, hvor købesex og et massivt indtag af sine egne varer resulterer i at han aldrig opnår et godt forhold til sin datter og ekskonen. Desuden er han også direkte skyld i at en masse uskyldige narkotikamisbrugere dør, idet Fishbournes figur, tilsætter nogle meget tvivlsomme kemikalier til den kokain han sælger, i et forsøg på at gøre oplevelsen endnu vildere for brugerne.

Samtidig med at filmen viser seeren bagmændenes arbejde, følger man også en meget energisk, (overspillende) politikvinde, der selvsagt er interesseret i at få stoppet både dødsfaldene, stofferne og ikke mindst de folk der står for distributionen. Vi oplever gang på gang at hendes og makkerens arbejde besværliggøres af bureaukrati og lokale myndigheder.

Dette er præmissen for Running with the Devil. Filmens titel henviser til at pakkerne med kokainen er forsynet med et stempel, der forestiller et djævlehoved, og der er vist ingen tvivl om hvad folkene bag filmen forsøger at fortælle sin seer. Der er med andre ord ikke noget nyt under solen – forbryderne er onde, skruppelløse mennesker, der udelukkende tænker på profit og er stort set ligeglade med dem der indtager stofferne. Politifolkene er gode mennesker, der langt fra har alle de beføjelser som de burde have, hvis de skulle gøre en forskel. På den led så er det heller ikke svært at gætte filmens morale, for den følger de retningslinjer der gælder for film om narkotikasmuglere og de der er i hælende på dem.

Filmen er dette til trods ganske underholdende, men den virker også alt for tydelig i forhold til at levere budskabet. Dertil kommer at den gennem blandt andet vage replikker og i flere scener næsten synes at modarbejde sit eget ønske om at være en realistisk skildring af virkelighedens narkotikahandel. Cage og Fishbourne gør det fint, men det er også ret begrænset materiale de har fået at arbejde med. Især Fishbournes karakter kommer aldrig helt til at fungere optimalt.

Running with the Devil er en B-film med et vist ambitionsniveau, men til trods for dette, så lykkes det ikke folkene bag at indfri dette. Den er for det meste optaget på de locations der optræder på narkoens rute fra Mellemamerika til Amerikas storbyer er virkelige, men idet flere andre scener ikke virker troværdige og da der præsenteres e figurer og en dialog, der kan være ret svære at acceptere, så halter det gevaldigt med troværdigheden. For Cageaholics er det selvsagt et must, men vil man se en medrivende film om narkotikasmuglere og de der modarbejder dem, så anbefaler Kapellet at (gen)se Traffic eller den mindst lige så formidable Sicario.


2534
Forrige anmeldelse
« Once Upon a Time… in Hollywoo... «
Næste anmeldelse
» Ad Astra »


Filmanmeldelser