Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Birds of Prey - and the Fantabolous Emanicpation of One Harley Quinn (109 min.) Biograffilm / Warner / DC
Anmeldt 6/3 2020, 15:25 af Torben Rølmer Bille

Jævnt underholdende rodebunke


Jævnt underholdende rodebunke

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det virkede umiddelbart som en ret tåbelig idé at DC & Warner planlagde en solofilm for Jokerens kæreste Harley Quinn, efter den hårde medfart som Suicide Squad fik både af fans og anmeldere. Selv om undertegnede var rimeligt begejstret for især den lidt længere BluRay-version af denne film , så var den ikke nær så god som selv Marvels mellemgode produktioner, eller de få virkelig vellykkede film som det også er lykkedes DC at skabe.

På den anden side, så er der sikkert blevet lavet en masse fokusgruppeundersøgelser, der har vist at publikum havde en forkærlighed for den maniske Harley og redaktøren må da også indrømme at Margot Robbie var noget af det allerbedste i Suicide Squad. Med frygt for at få kastet utallige #metoo-bemærkninger efter sig, så bragte Harley Quinn både noget forførende sexappeal og ikke mindst noget tiltrængt galskab til filmen. Man blev både tiltrukket og frastødt på samme tid.

Apropos ligeret og powerkvinder, så er det også værd at bemærke at Birds of Prey med den noget lange undertitel And the Fantabolous Emanicpation of One Harley Quinn, både har en masse seje kvinder i alle bærende roller, har et manuskript skrevet af en kvinde og tillige er instrueret af en kvinde. Det er næppe helt tilfældigt. Det er vist alment kendt at både DC og måske i særdeleshed Marvel har promoveret sig ved at være tegneserieproducenter, der ikke er bange for at kommentere på det omgivende samfund og skabe nogle heroiske forbilleder som alle, uanset køn, etnicitet, religiøse tilhørsforhold eller lignende kan relatere til. Muligvis er det også bare et udtryk for en mere bred Zeitgeist eller, hvis man er fast forbruger af Ekstra Bladets netforum Nationen ”en bukken og skraben for et feministisk agenda.”

Kapellet mener i al fald at det er helt i tidens ånd, at skabe en film der i fiktionel form viser en række kvinder, der uafhængigt af tåbelige mænd og finder deres egene ståsteder. ”Emancipation” skal især i Harley Quinns tilfælde tages ganske bogstaveligt. I filmens start, lige som i traileren, fortæller Harley om sit svære brud med ”Mister J.” (eller ”Puddin’ ”) som hun kalder Jokeren. (Husk i øvrigt på, at denne Joker ikke skal forveksles med den Joker-film, der sikrede Joaquin Phoenix sin velfortjente Oscar™-statuette i starten af 2020). Idet hun overfor både sig selv og sine omgivelser tydeligt bryder med skurken, så sætter Harley sig selv pludselig i en masse problemer. Før var mange af de anløbne skurketyper, som hun omgikkes med reelt bange for at lægge en finger på hende, men nu de ikke længere skal frygte Jokerens hævn, er jagtsæsonen i den grad sat ind.

Kigger man på tegneserien Birds of Prey har Harley Quinn ikke haft noget med dem at gøre, men i filmen bliver hun den katalysator, der får samlet medlemmerne. Dette sker gradvist i løbet af filmen, for de enkelte individer i denne gruppe af superhelte finder alle en fælles fjende i den sleske natklubejer og brutale gangster Roman Sionis spillet af Evan McGregor. Denne første film med Birds of Prey er dog domineret af Harleys figur, for selv om vi får introduceret alle de andre ’fugle’ i løbet af filmen, så er det Harley der styrer showet.

Den hvidkalkede, psykotiske sexbombe fylder derfor ikke kun mest på filmens plakat, det er hendes film. Folkene bag har gjort Harley til den altoverskyggende fortæller, der lidt ligesom Deadpool har fået tildelt en voiceover der forklarer hvad der foregår, i hvilken rækkefølge og lige som hendes udøde kollega fra Marvel, så er Harley også ret så vild med at bryde den 4. væg, kigge direkte på tilskueren og skælmsk forklare historien præcis som hun har lyst til. Der er også skruet op for brutaliteten og omgangen med både stoffer og alkohol. Det fungerer alt sammen sådan set også nogenlunde, men det bliver bare aldrig helt lige så sjovt, medrivende eller vildt som i de to Deadpool-film.

Dette betyder jo ikke at Birds of Prey er en katastrofe, for den har bestemt sin charme, ikke mindst takket være Margot Robbies skildring af Harley. Det kan ganske enkelt ikke gøres bedre. De forskellige nærkampscener er for det meste udemærkede og har man blot lyst til at se en uforpligtende superhelteactionfilm, så er den her helt ok.

Desværre er den heller ikke mere end bare okay, for både grundhistorien og måske især filmens slutopgør med Roman Sionis og alle hans håndlangere, kommer ikke til at fungere optimalt. Der er ganske enkelt for mange nye figurer der skal introduceres i løbet af 109 minutter og ser man bort fra Harley Quinn, så bliver der ikke rigtig tid til at vi kan komme under huden på de andre seje kvindfolk i Birds of Preyslænget. Det skal der nok blive rettet op på i en film, der bliver helt deres egen men idet rulleteksterne starter, har man kun fået tegnet et ganske overfladiske portrætter af de andre i gruppen.

Var man dog lige som Kapellets udsendte helt vild med Harley i Suicide Squad så er der al mulig grund til at se filmen. Uden at afsløre for meget, så får Harley efter lidt møje og besvær frigjort sig fra ”Mister J.” og viser at hun er mindst lige så handlekraftig, sjov og gal som hendes ex. Hun kan måske godt bliver lidt for hysterisk og repetitiv til tider, men det er også en del af Frøken Quinns charme. Margot Robbie leverer sin figur med blink i øjet og en selvironi, der indimellem kunne være endnu tykkere, men som mestendels fungerer rigtigt godt.


2536
Forrige anmeldelse
« Ad Astra «
Næste anmeldelse
» Kød og blod »


Filmanmeldelser