Det er svært at finde på flere positive superlativer, som dækkende kan beskrive hvor vild undertegnede er med Once Upon a Time… in Hollywood - Tarantions ublu hyldest til både en tidsperiode, et sted, men mest af alt til en filmindustri og en popkultur som ikke rigtig findes længere. Selv om Kapellet ikke i første omgang lod sig rive med og straks udråbte filmen som et mesterværk, så er det stadigvæk en virkelig, virkelig god og seværdig film, både rent håndværksmæssigt og ikke mindst fortællemæssigt. En film til alle os der elsker film, dette inkluderer også instruktøren selv.

Hollywood og Amerika mistede på mange måder sin uskyld i kølvandet efter Charles Mansons disciple myrdede den højgravide Sharon Tate i 1969. Dette anses af mange som det endelige dødsstød til hippiebevægelsens idé om fri kærlighed og fred. Det er netop denne fortælling, som Tarantino tager udgangspunkt i og gør til sin helt egen.

Der er vist ingen grund til at genfortælle meget af handlingen, idet dette blev forsøgt i biografanmeldelsen af filmen. I stedet har Kulturkapellet valgt at se nærmere på de mange fine småfilm der er inkluderet på BluRay-udgivelsen. Film som går bag om produktionen af Once Upon a Time… in Hollywood. Beklageligvis – og som forventet – er der ikke ret meget med Quentin selv i disse småfilm, selv om han dog optræder og siger lidt. Der er ikke et længere interview eller for den sags skyld et kommentarspor.

Heldigvis er der mange blandt såvel det tekniske personale som blandt skuespillerne der hellere end gerne vil tale om den film de har været en del af. Man må formode at mange af disse featuretter og småfilm er blevet produceret med promotionformål for øje, men ikke desto mindre er de fleste både interessante og virkelig seværdige, især for fans af Tarantino.

Det er først og fremmest muligt at se 7 scener som ikke kom med i den endelige film. Især en enkelt af disse er interessant. Det er nemlig næsten et helt afsnit af den cowboyserie Bounty Law som hovedfilmens Rick Dalton (aka. Leonardo DiCaprio) spiller med i. Rygtet vil jo vide at Hr. Tarantino har sagt, at han har i sinde at lave en hel tv-serie (8 afsnit) af denne sort/hvide tv-serie til Netflix. Denne del af ekstramaterialet kan måske pege i retning af, om dette er en god idé eller ej. Desuden er der flere andre scener, som f.eks. Rick, der synger hele Behind the Green Door-sangen i det opdigtede tv-show ”Hullabaloo” samt nogle reklamefilm og scener, som egentlig godt kunnehave været med i hovedfilmen. Med andre ord: man får faktisk andet end overflødigt flæsk i denne del af ekstramaterialet.

Den første reelle bag-scenen film har fået titlen Quentin Tarantino’s Love Letter to Hollywood og indeholder et blik på de mange elementer og referencer som er med i filmen. Idet indslaget kun er 5 minutter langt så er det langt fra udtømmende, i forhold til hvor meget filmen leget med sin inter- og intra-tekstualitet. Det er dog et god start og vi hører også her hvordan stort set alle medvirkende på filmen fortæller om Tarantinos begejstring for produktionen og ikkemindst hans sans for detaljer.

I Bob Richardson – for the love of film fokuseres der i små 5 minutter på kameramandens arbejde. Her får den efterhånden faste samarbejdspartner Bob Richardson ordet og fortæller om filmens overordnede look og hvordan det er blevet tilstræbt at optage og lyssætte den på en måde, så den kom til at ligne ’the real deal’. Tarantino har selvfølgelig også skudt sin seneste film på rigtig film i stedet for at benytte digitalt optageudstyr og Bob fortæller om arbejdet, mens der selvsagt også klippes til skuespillerne der kan fortælle om nogle af de mere spektakulære kamerature i filmen.

Shop Talk (lidt under 6 min.) handler i al sin enkelthed om de specialister, der har taget sig af at enten fremskaffe biler fra perioden, eller omforme biler så de kom til at ligne biler, der passede til de karakterer der kører rundt i dem. Her fortæller mekanikerne også at de faktisk havde mulighed for at låne den gule, faldefærdige bil som Mansons følgere havde benyttet den aften de kørte hen for at begå deres mord, men dette blev fravalgt og i stedet skabte mekanikerne en tro kopi af bilen, komplet med buler og rustpletter. De mente ganske enkelt, at det ville være for morbidt at benytte den oprindelige øse.

Restoring Hollywood (9 min.) viser hvor meget arbejde der er blevet lagt i at omforme nutidens Hollywood, så den kom til at ligne virkeligheden i 1969. Især Hollywoods mest ikoniske gader – Hollywood Boulevard – så den kom til at se ud som den gjorde i sluttresserne. Igen er der ikke blevet brugt CGI, men butikkerne der ligger der i dag indvilligede i at for en kort periode, at blive omformet af filmens scenografer, så gaden kom til at se ud som i 1969 på en prik. Endelig er The Fashion of 1969 (lidt over 6 min.) som titlen antyder en der fokuserer på hvordan de enkelte figurer er blevet udstyret med tøj, der også er med til at forme dem. Det er faktisk ganske svært ikke at blive ganske imponeret over det store arbejde, der er gået i at få filmen til at virke så autentisk.

Når man har været igennem dette ekstramateriale kan det godt være at man får ødelagt lidt af den umiddelbare illusion der opstår, når man bare ser filmen. Omvendt set så gør det også at man kan gense filmen i et lidt andet lys, end blot som en vellykket, karakterdreven hyldest til Hollywood.

Det er selvfølgelig hovedfilmen der er og bliver hovedårsagen til at man få fat i et eksemplar af Once Upon a Time… in Hollywood og faktisk viste gensynet med hovedfilmen også at den muligvis var endnu bedre end først antaget. Kapellet er stadigvæk meget forsigtig med at benytte ordet ”mesterværk” men det er som minimum en virkelig enestående og vildt underholdende film lavet med stor kærlighed til cineaster, filmfans og alle andre der knuselsker Americana.