Knyttede næver. Kvindeoprør mod et elendigt arbejdsmiljø med larm og snav, sexchikane, overvågning og underbetaling. Det er lige netop det den franske semi-dokumentarfilm Slag for slag (1972) fokuserer på.

En realistisk skildring af en klædefabrik med 300 kvindelige syersker, der daglig pukler krop og sjæl i laser under opsyn af produktionsbesatte mænd, og en enkelt kvinde, der tyranniserer de lavtlønnede med profitmaksimering som endemål. Arbejdsforhold, der ville være utænkelige i Vesteuropa i dag.

Filmen er da også fra begyndelsen af 70-erne, udsprunget af 68-oprøret, der i Frankrig bredte sig fra tidens studenteroprør til arbejdersolidaritet og endte med den store generalstrejke.

Instruktøren Marin Karmitz der med to tidligere film havde markeret sin solidaritet med oprørsbevægelserne koncentrerer sig her om kvindernes oprør mod tekstilfabrikantens kyniske udnyttelse af kvindelig arbejdskraft.

Vi går tæt på de mange kvinder bøjet over de tætpakkede symaskiner, al overflødig samtale dem i mellem er forbudt. Forståelig træthed eller udmattelse afvises brutalt med en anvisning om at gå tidligere i seng. Da to kvinder bliver afskediget for en minimal forseelse, bliver det kvinderne for meget. En kort sitdownstrejke, hvor de kræver de fyrede genansat, får fagforeningen til at intervenere og overtage forhandlingerne med ledelsen og fabriksejeren. Det kommer der kun små lønstigninger og store tomme arbejdsgiver/fagforenings klicheer ud af – men ingen genansættelse. Så bliver kvinderne for alvor vrede. Kvinderne smider arbejdsgiverlakajerne på porten og besætter fabrikken i en søstersolidaritet, opstået i harme og vrede over den manglende retfærdighed og forståelse, både fra ejer og fagforening.

Vi følger nu, hvordan kvinderne må barrikadere sig – organisere vagtværn, få hverdagen indenfor fabrikkens mure til at fungere for de hundrede af strejkende kvinder. Skaffe mad og drikkelse udefra– og ikke mindst, at få børn og mændene til at fungere i hjemmet, ved vugge og køkkengryderne - en (dengang) uvant funktion.

Politiet tilkaldes (naturligvis) af ejeren, der påberåber sig en uacceptabel krænkelse af ejendomsretten, med krav om fjernelse af de kriminelle besættere. Hjælmeklædte gendarmer ankommer i blå salatfade, omringer fabrikken, klar til angreb mod valkyrierne, der har brugt tiden til at barrikadere indgangsportene og ellers er klar til at modtage angriberne med hårdtslående midler.
Coup pour coup er en rigtig historie, lige efter Maos Lille Røde. Fabrikken lå dengang i udkanten af Paris – og besættelsen fik megen medieopmærksomhed, der igen førte til en bred folkelig solidarisk holdning overfor de strejkende, der helt i 68-ånden endte med et nederlag for kapitalens kynisme og profit jagt til fordel for mere menneskelighed og lidt mere retfærdig fordeling af goderne.

Der er ingen tvivl om, hvor Marin Karmitz står – helt entydigt på kvindernes side, alle her spillet af ”ægte arbejdersker”. Så overbevisende, at vi nærmer os dokumentarfilmens ægthed. Fabriksejeren og fagforeningsbossen er ubetinget de slemme skurke – så ækle, gennemskuelige og småkorrupte, at her har rigtige skuespillere, måtte lægge krop til!

Slag for slag er en ægte fransk nybølge 68’er-film. Marin Karmitz har da også både været assistent og manuskriptforfatter hos Jean-Luc Godard, hvis spillefilm Toute va bien (1972) har samme emne og karakter. Slag på slag blev Karmitz’ sidste instruktøropgave, men han har dog senere for andre instruktørkollegaer, produceret en række stærkt socialt engagerede film. Det er netop forklaring på, at den nu over 50 år gamle film dukker op på biograflærrederne. Cannes Filmfestivalen 2018 valgte til ære for Karmitz’ indsats, at vise den netop nyrestaurerede Slag for slag. For Karmitz blev dengang blacklistet, som oprøreren/marxisten, ingen turde finansiere – ej hellere vise i biograferne eller på festivaler.

Tiderne har ændret sig. Hvordan så 60 år efter? Tja, historisk interessant, men også naiv og forenklet i sin problematik. Lader vi søgelyset gå mod ulandene, husker man den franske film med nøjagtig samme problematik Made in Bangladesh (2019) – om netop industriens udnyttelse af kvinder og børn i et stærkt forurenet arbejdsmiljø. Så helt uaktuel er Slag for slag desværre ikke.

Slag for slag er en historisk specialitet til nostalgisk eftertanke, der nok mest er til Cinemateket – eller Arbejdermuseet.