Sædvanen tro er der allerede sagt og skrevet meget om Quentin Tarantinos nye film Django Unchained. Som altid, når det er Tarantino, så diskuteres det, om volden i filmen er berettiget; hertil kommer så denne gang Tarantinos – i nogle øjne for respektløse - forholden sig til de historiske omstændigheder, der danner baggrund for filmen: slaveri og racisme.

I sin forrige film Inglourious Basterds (2009) lod Tarantino for første gang sin fortælling udspille sig i en konkret historisk sammenhæng, nemlig 2. verdenskrig (hvis udfald Tarantino som bekendt omskrev i filmen). Den linie fortsætter i Django Unchained, hvis handling starter i Texas, 1858. Her møder vi den tyske tandlæge og dusørjæger, dr. King Schultz (Christoph Waltz), der frikøber slaven Django (Jamie Foxx), som skal hjælpe med at finde de efterlyste Brittle-brødre, så Schultz kan indkassere dusøren. Schultz, der er modstander af slaveriet, fatter sympati for Django og lover, som tak for hjælpen, at bistå Django med at finde dennes hustru, Broomhilda von Shaft (Kerry Washington). Efter de hen over vinteren har tjent en mindre formue som dusørjægere, opsporer de Broomhilda, der nu er slave hos Calvin J. Candie (Leonardo DiCaprio) på dennes farm ”Candyland”. Uden at røbe for meget kan det siges, at det ender i et blodigt opgør.

Django Unchained er på mange måder en typisk Tarantino-film: det er en hyldest til spaghettiwesterns og blaxploitation-film. Der er ekstrem vold og masser af blod – ofte serveret med en ironisk distance, der understreger, at her er der tale om film. Der er en stadig strøm af referencer og henvisninger til andre film. Der er lange passager, hvor der tales i en uendelighed, uden at der sker noget videre. Men samtidigt er det også en atypisk Tarantino-film. Først og fremmest er filmen bygget op omkring kun én fortælling, og den er heller ikke inddelt i tydeligt markerede kapitler, som Tarantino ellers har for vane. Og så er der dialogen. Tarantino er en mester i at skrive virtuose, barokt-elaborerede dialoger, der egentlig ikke handler om noget, der har med handlingen at gøre (om betydningen af fodmassage, drikkepenge eller Superman). Der er masser af dialog i Django Unchained, men den er mindre barok end tidligere, og har langt mere med handlingen at gøre. Der er megen verbal-ekvilibrisme – ikke mindst af Christoph Waltz – men det er dialog, der har betydning for plottet, og som er med til at drive handlingen videre.

Det kan hænge sammen med filmens historiske kontekst: slaveriet og racismen. Der er ganske enkelt noget at tale om, som har betydning. Ikke at Tarantino pludselig er blevet alvorsmand, men her er der tydeligvis noget på spil, som ikke kan opløses i ironisk distance. Det samme går i nogen grad igen i voldsskildringerne. Slaveriet og mishandlingen af slaverne er grum og uden forløsende ironi. Omvendt når det drejer sig om de hvide slaveejere, der omkommer i overdrevne kaskader af blod. Den barokke dialog er dog ikke aldeles fraværende. Den ses – eller høres – f.eks. i en scene, hvor en gruppe forløbere for Ku Klux Klan, anført af Big Daddy (Don Johnson), diskuterer ulemper ved de hvide sække, de bærer som hætter over hovedet.

På den anden side er den historiske kontekst ikke meget andet end en baggrund, handlingen udspiller sig på. Som Inglourious Basterds er Django Unchained først og fremmest en hævnfortælling, hvor de hvide må betale prisen for slaveriets grusomheder. Interessant i den forbindelse er den mytiske fortælling, der er lagt ned over filmen via navnet Broomhilda. Som den tyske Schultz bemærker, så er det navn jo afledt af Brünhilde – valkyrien der er kendt fra Völsunga saga, Nibelunglied og Richard Wagners opera Nibelungens ring. Han fortæller Django, at Brünhilde blev spærret inde på et bjerg omgivet af flammer og vogtet af en drage, indtil hun blev befriet af Siegfried. Hermed bliver Django en slags Siegfried, der dræber dragen (slaveejerne) og befrier sin Broomhilda. Det ragnarok, der følger efter i sagaen, må i så fald blive den borgerkrig, der fulgte efter og gjorde en ende på slaveriet i USA.

Django Unchained dyrker hævnmotivet i forlængelse af både Kill Bill og Inglourious Basterds, men føjer også nyt til ved at være fokuseret på én handling. Som sædvanlig hos Tarantino er der gjort god plads til, at skuespillerne kan folde sig ud. Christoph Waltz er igen fremragende – denne gang som den gode tysker. Jamie Foxx viser både fysisk og intellektuelt format i rollen som Django. Leonardo DiCaprio er vel for første gang entydigt skurk, men brillerer også i den rolle. Samuel L. Jackson er en Onkel Tom-type med diabolske undertoner. Og så er der selvfølgelig alle de mindre og minimale roller, hvor man kan fange glimt af Don Johnson, Bruce Dern, Franco Nero (den oprindelige Django), Tom Savini, Michael Parks – og Tarantino selv. Og der er naturligvis musikken, der rækker fra Verdis ”Dies Iraë” over Ennio Morricone til RZA.

Quentin Tarantino har det med at lave film, der umiddelbart kan føles lidt for lange. Man sidder med en fornemmelse af, at en del scener godt kunne være skåret væk uden at det ville ødelægge historien. Sådan er det også med Django Unchained. Men ofte viser det sig ved gensyn, at også disse scener har betydning. Det kan meget vel også være tilfældet denne gang. Og en Tarantino-film uden excesser er nu engang ikke en rigtig Tarantino. Han mestrer også denne gang den svære kunst, at behandle sit emne med både ærbødighed og mangel på respekt, med såvel alvor som grovkornet humor, uden at komme i konflikt med sig selv.