Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Barn (159 min.) Biograffilm / Øst for paradis
Anmeldt 26/2 2020, 14:04 af Uffe Stormgaard

Dogmatisk samfundskritik med fokus på det væsentligste: barnet


Dogmatisk samfundskritik med fokus på det væsentligste: barnet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Åbningsbilledet, som vi mange gange vender tilbage til, viser en fodboldbane, hvor fodboldkampen er gået i stå, med skoleeleverne passivt spredt over hele banen. Ved det ene fodboldmål ligger en sammenkrøllet drengeskikkelse. En pige flygter bort fra banen, men indfanges og føres tilbage, hvor ambulancefolk nu er kommet til.

Den 13-årige Jamies er død. Var det den bortløbne skolekammerat Lykkes skyld? Hende, der skubbede eller slog ham til døde? Hvem har ansvaret for drengens død? Skyld og ansvar er omdrejningspunktet for den norske film Barn af Dag Johan Haugerud, der med hverdagsrealismens ærlighed, konfronterer os med den tragiske handling, sammenholdt med aktuelle samfundsproblemer, her afspejlet i skolemiljøet i en forstad til Oslo.

Liv (loyalt og troværdigt spillet af Henriette Steenstrup) er den ambitiøse vellidte, progressive skoleinspektør, der tror på dialog tolerance og barnet som selvstændigt individ. Med myndighed og forståelse for kommunikation styrer hun skolen, både i forhold til forældre og børn. Sådan da. For (også) hun har en hemmelighed, der skal ryste de ellers tolerante venstredrejede lærer. Liv er nemlig hemmelig kæreste med Per Erik (glat og pæn, så det næsten gør ondt, spillet af Thorbjørn Harrn), der er medlem af Stortinget for Fremskridtspartiet i Norge. Det er hans søn, Jamie, der netop er død på fodboldbanen. Lykkes forældre hører derimod til på venstrefløjen. Han folkevalgt for Arbejderpartiet og hun politisk journalist ved Klassekampen. Læg dertil at Livs broder, Anders, filmens bløde mand, (Jan Gunnar Røise), er norsklærer på skolen og kæreste med Jan. ”Hvad er værst, at være bøsse eller kæreste med en Fremskridtsmand?” lyder en af filmens replikker fra Livs socialistmor – uden at vi dog får noget svar.

Det er ikke så få samfundsproblemer, der sættes til debat gennem det krydsfelt, der opstår, når Rektor skal redegøre, overfor myndighederne, lærerne og forældrene, for det tragiske forløb, der viser sig at have flere svigt end først formodet. Forældremøder, politiafhøringer, lærerkonfrontationer polariserer og tydeliggør den klassiske klassedeling, bundet til uddannelse, politisk, overbevisning og miljø. Her udstilles, nuanceret, oftest med et skævt satirisk smil, de voksnes ansvarsfraskrivning og egoisme. Et voksenkaos, der jo gerne påberåber sig, at kunne bringe orden i børnenes verden.

Det er ikke det debatskabende, der gør filmen interessant. Det er først og fremmest de enkelte menneskers reaktion på drengens urimelige død. Hver har sin historie og karakter, der ofte nærmer sig det klichefyldte, men sorg og skyld hos den enkelte, nuancerer og fremmer troværdigheden. Per Eriks dybe sorg over tabet af sønnen og brutale vrede mod Lykke. Lykkes forældres selvbebrejdelser er nok urimelige, men forståelig. Lykke selv, den 13-årige, fastholder at forløbet med den dødelige udgang, nærmest skete i en leg, bærer både på sorg og skyldfølelse, iklædt en ægte teenager-trods. Alene hendes præstation er så hjerteskærende, at vi gerne glemmer filmens mere dogmatiske samfundskritik om skolepolitisk, pressestrategier, bureaukrati og alt det, der distraherer fra det væsentligste: barnet.

Barn er stærk i sit hverdagsmiljø, med cykelhjelm, dynefrakker og megen snakken, der ind imellem mere minder om debatsiderne i Information og Politiken, end om det væsentlige, som er filmens kærne, relationer og kommunikation mennesker i mellem, ikke mindst for dem der har ansvaret for vores børns trivsel og udvikling. Allerbedst bliver det, når det enkelte menneskes følelsesliv blottes – så rystes vi. Se det er filmens styrke.


2531
Forrige anmeldelse
« High Life «
Næste anmeldelse
» Slag for slag »


Filmanmeldelser