Arrow - sæson 7 (1013 min.) Kæbefilm / Warner / 20th Century Fox
Anmeldt 23/1 2020, 16:45 af Teddy Tofte
Arrow nærmer sig sin naturlige afslutning
Arrow nærmer sig sin naturlige afslutning
« TilbageIdet Arrow nærmer sig sit sidste kapitel i superhelteuniverset, kan vi med fordel begynde at se på hele hans rejse fra start til slut. Dette univers startede jo nemlig med Stephen Amell i rollen som Green Arrow. Sidenhen er det eksploderet med superhelte, men det er Arrow, som har været universets rygrad lige siden begyndelsen, selvom både The Flash, DC’s Legends of Tomorrow og Supergirl er stødt til efterfølgende. Der har været opture med fantastiske sæsoner og nedture med helt igennem rædselsfulde sæsoner. Den kloge beslutning er derfor, at Arrow stopper som serie med sæson otte og overlader universet til de andre helte, som nu også inkluderer Batwoman, Constantine og Green Arrow and the Canaries.
I sæson syv afslører vores hovedperson, Oliver Queen bedre kendt som Green Arrow, at han er den maskerede helt, hvorefter han bliver sendt i fængsel på livstid. Her støder han ind i mange af de skurke, som han har sat bag tremmer gennem årene, ikke mindst gæsteskuespillerne Vinnie Jones og Michael Jai White. Mens Oliver forsøger at holde sig i live, er sidste sæsons skurk stadig på fri fod: Diaz. Han er ved at gøre livet surt for Felicity, og en ny Green Arrow dukker op for at holde gaderne rene. Der er nok på spil i denne sæson, både for byen Star City, Oliver Queen og resten af hans team.
Det spændende ved denne sæson er de scener, hvor vi får en lille antydning af, hvad der kommer til at ske engang ude i fremtiden. De typiske flashbackscener, hvor vi følger Oliver, før han blev til Green Arrow, har været ret trættende i et stykke tid, så det er rart at skrue tiden lidt fremad og selv forsøge at stykke puslespillet sammen. Der er også mange, der påtager sig rollen som superhelt i denne sæson – ikke blot dem, der er med på Olivers team, men også mange som har været en del af serien før i tiden.
Tilstedeværelsen af skurken Diaz og introduktionen af The Ninth Circle og en masse forræderi er med til at holde serien frisk i langt de fleste episoder. Det gør også, at det rent faktisk er svært at finde ud af, hvordan Oliver dog skal slippe ud af fængslet (hans ophold er mere brutalt, end du kan forestille dig).
Et andet spændende element i sæson syv er karakteren Felicity Smoak. Nu hvor Oliver er i fængsel, bliver Felicity nødt til at påtage sig en lederrolle og vise en mere dyster side, end hvad vi er blevet vant til at se lige siden sæson et. Jeg vil ikke gå så vidt og sige, at hun er blevet portrætteret som en kvinde i nød, for det er hun så sandelig ikke. Faktisk har Arrow-holdet nydt godt af hendes tekniske kunnen. Men ved at træde frem fra computerskærmene, er hun forvandlet til en Oliver-lignende leder, som uden tøven forsøger at få bugt med alle de skurke, som truer Star City i denne sæson.
Syvende sæson bygger op til helt store højder, før den desværre afslutter og vi må vente til den ottende og allersidste sæson. Her kulminerer det hele i den kæmpemæssige crossover-begivenhed, Crisis on Infinite Earths, og det bliver spændende at se, hvordan serieskaberne har tænkt sig at afslutte Arrow i forbindelse med de andre superhelte.