Nelly er otte år. Hendes elskede mormor er netop død på plejehjemmet efter en vanskelig benoperation. Nelly siger kærligt farvel til de andre gamle plejehjemsdamer, mens mor Marion samler mormorens efterladte ting. ”Må jeg godt beholde mormors stok?” spørger Nelly i sit forsøg på at fastholde noget af mormoren. Sammen kører de nu til den afdødes hus på landet, moderens barndomshjem. Allerede i bilen oplever vi deres nære forhold. En stille smuk scene – hvor ikke mindst Nelly viser en omsorgsfuldhed og forståelse for moren, i deres fælles dybe sorg.

Sådan introducerer den franske instruktør og manuskriptforfatter Celine Sciamma (Portræt af en kvinde i flammer 2019 og Tomboy 2011) sit lille poetiske og følsomme portræt af barndommens nuancerede verden i Petite Maman. En film hvor nænsomheden, magien og for-og nutiden bevidner et barnesind.

Oprydningen af mormors hjem tager sin begyndelse, hvor faderen nu også er stødt til. Et næsten spøgelsesagtigt 50’ermiljø, med lagentildækkede møbler, revnede og slidte tapeter. Et hjem, hvor tiden er gået i stå. Nostalgien vælter frem, når børnebøger, tegninger, spil og stilehæfter dukker op og forstærker Nellys nysgerrighed om moderens barndom – men samtidig understreger og udvikler den deres nærhed og samhørighed. Den anonyme tilbagetrukne far virker mere som en neutral figur, end en sorgtrøster.

”Havde Du dengang en hytte ude i skoven?” spørger Nelly nysgerrigt, der hele tiden borer i forældrenes barndom ”Du fortæller kun bagateller om din barndom”, bebrejder hun den lidt uforstående far. Da moren forlader huset, tynget af sorg, strejfer Nelly, i sin ensomhed, rundt i den smukke efterårsskov, nær mormorens hus.

Det er her hun møder Marion, der er fuld gang med at bygge en hytte af store grene. Uden mange ord, er de to nu begge i gang med at slæbe grenene sammen. Marion har samme alder som Nelly, samme højde, samme blik og fremtoning – og de er begge enebørn (i virkelighedens verden er de da også enæggede tvillinger; Joséphine og Gabrielle Sanz). Og så hedder hun endda det samme som Nellys mor (følsomt og stille spillet af Nina Meurisse). Så selvfølgelig bliver de to piger perleveninder. Men der er mere, meget mere, mellem de to. ””Du er min mor”, siger Nelly til Marion, der slet ikke forbavses. Fra nu af flyder nutid og fortid sammen. En kendsgerning, der yderligere bliver understreget, da Marion inviterer Nelly hjem, hvor hun bor alene sammen med sin mor. Hjemmet er nærmest et spejlbillede af mormorens!

Hov, hvad er det her for noget hokus-pokus?

Et det en børneudgave af Back to the future (1985) eller en misforstået nutids-fremtids fortælling? Slet, slet ikke. Det er et helstøbt, smukt, poetisk, kalejdoskopisk billede af barndommens mange drømme og sorger, fortalt helt uden larmende fortidsmaskiner eller andre actioneffekter. Alene oplevet gennem et smukt og følsomt barnesind.

En lille film – 1 time og 12 minutter, men stor i sin indlevelsesevne og menneskelighed. Petite maman er en fabel, fortalt og fortolket gennem et barnesind. Smukt og sorgfuldt, der efterlader en næroplevelse af de to skønne otteårige pigers verden – heldigvis ikke uden humor og optimisme. Et nuanceret farvel til en elsket mormor. En lille fabel hvor for- og nutid ubesværet og naturligt smelter sammen.