Der findes måske stadigvæk mennesker, der ikke mener at man kan gøre grin med Hitler og Anden Verdenskrig. Kapellets anmelder hører dog ikke til disse, for til trods for at der ikke er meget at grine af, når man læser om de rædsler, der foregik både på slagmarken, i koncentrationslejrene og blandt civilbefolkningen, så burde man også kunne fortælle historier, der eksempelvis benytter krigen og Hitler på en anderledes eller humoristisk måde.

Overraskende nok er flere af de udgivelser der laver sjov med Hitler nogle der kommer fra Tyskland. Foruden Walther Moers veloplagte tegneserie Adolf, der bogstaveligt talt omformer Der Führer til en latterlig tegneseriefigur, er en af de sjoveste bøger undertegnede har læst Timur Wermes’ Er ist wieder da, som kapellet anmeldte tilbage i 2014 . Nu har filmen Jojo Rabbit så dukket op i vore biografer, men denne gang kommer fortællingen fra New Zealand.

Instruktøren Taika Waititi har til dato kun lavet gode og virkelig morsomme film. Han sad i instruktørstolen til en af de mest vellykkede og underholdende Marvelfilm til dato i form af Thor: Ragnarok https://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=2264. Det var også Waititi der blandede reality-tv og gys i vampyrkomedien What We do in the Shadows https://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=1673 som oven i købet er blevet lavet til en mindst lige så veloplagt tv-serie af samme navn. Instruktøren kan også skrive en af tiernes bedste feel-good film på sit CV i form af den i Danmark alt for oversete Hunt for the Wilderpeople. Kapellet godt afsløre, at mandens seneste film; endnu engang bekræfter, at Waititi er en fremragende filmmager der evner at få os både til at klukle og få en klump i halsen.

Filmen er baseret på Christine Leunens roman fra 2008 Caging Skies, der vist skal i indkøbskurven næste gang Kapellets redaktør tager på bogindkøb. Filmen handler om den 10-årige Joseph, der lever i en større Tysk by i slutningen af Anden Verdenskrig. Joseph er glødende nazist. Knægten tror på al propagandaen. Han ved at Tyskland vinder krigen og at den ariske race er alle andre overlegen. Vi møder ham på dagen, hvor han skal indrulleres i Hitlerjugend – en gang ekstremspejder, som Joseph er overbevist om vil gøre ham til et rigtigt, arisk mandfolk.

Jojo, som er hans kælenavn, har også en usynlig ven og denne kammerat er ingen ringere end Adolf Hitler - Føreren selv. Vel og mærke er det en version af Hitler, der er formet efter en tiårig drengs fantasi. Derfor kan der afholdes ”heil”-battles og når Hitler skal hjem til aftensmad, så spiser han enhjørning. Adolf spilles i øvrigt at Waititi selv, og det er denne figur der sørger for de mest morsomme scener i filmen. Jojo bor også sammen med sin kønne, lidt halvskøre mor (fint spillet af den altid dejlige Scarlett Johansson). Hun elsker sin søn, men er slet ikke nær så overbevist om krigens udfald eller den nazistiske ideologi som Jojo er. Faktisk tværtimod.

På ovennævnte lejrtur for Hitlerjugend, får Jojo sprunget sig selv i luften med en håndgranat og ender på hospitalet med metal i ansigtet og et stift ben. Han ærgrer sig selvsagt over at blive vraget som soldat ved Østfronten og må stedet udføre lokalpatriotisk arbejde i byens afdeling for kasserede unge nazister. Under ledelse af den fordrukne, men lune løjtnant Klenzendorf (Sam Rockwell) sættes Jojo til at klistre plakater op på mure og indsamle metal der kan benyttes til krigsindsatsen.

En dag opdager Jojo dog, at der er noget helt galt i hjemmet. For han hører rumsteren fra sin afdøde søsters værelse og da han undersøger værelset viser det sig, at der i hulmuren hér gemmer sig det mest frygtelige uhyre som en brav Hitlerjugend kan frygte; en vaskeægte jøde!

Selv om filmen foregår under Anden Verdenskrig, så er dens budskab om fordomme, frygt og det at være anderledes emner der er aktuelle som aldrig før. Samtidig leverer filmen også en morsom bredsidde mod nazismen og ikke mindst den måde børn som voksne blev indoktrineret på dengang (som nu). Filmen er dog ikke uden alvor, for krigen har naturligvis også sine ofre, og det er især i vekselvirkningen mellem komedie og tragedie, tilsat et gennemgribende humanistisk budskab, at filmen finder sin styrke.

Jojo Rabbit er en af den slags film man bare skal se. Den er virkelig sjov, eminent underholdende og så er der samtidig en masse fine, alvorlige pointer der bliver afleveret til tilskueren. Alle medvirkende spiller utroligt veloplagt, her bør især filmens hovedperson spillet af debutanten Roman Griffin Davis og den ’onde’ jødepige i Thomasin McKenzies skikkelse fremhæves.

Jojo Rabbit er mere end blot en såkaldt ’kontroversiel’ komedie. Det er en film, der desværre forekommer uhyggeligt nødvendig set i lyset af Europas aktuelle, konstante politiske (ekstremistiske) højredrejning og ikke mindst den almene frygt, der synes at lure i vores samfund overfor alle der har en anden kultur eller etnisk baggrund end vor egen. Jojo Rabbit bruger ikke løftede pegefingre, men en lun humor til at få disse pointer frem – og det er fantastisk vellykket og kompetent gjort.