Lige en advarsel før vi går i gang. Efter devisen ”indimellem skal man forsøge at opleve noget, der ligger så langt fra ens smag som muligt – for man kan jo blive behageligt overrasket”, indvilligede denne anmelder i at se og skrive om The Greatest Showman. Det til trods for at undertegnede for mestendels afskyr musicals, ikke kan døje cirkus og hader gøgl i alle afskygninger. Nærværende anmeldelse kan kan derfor være farvet af disse parametre.

Filmen blev set igennem fra start til slut men ikke uden snak mellem anmelder og dennes kone. Det er jo en af fordelene ved at opleve film i hjemmet frem for biografen. En af de mest hyppige replikker var ”er der ikke snart en, der skal synge?” Det skal opfattes ironisk, for der er ikke mange minutter ud af de 105, hvor der ikke synges eller danses på livet løs. Dette er ganske vist præmissen i musicals, men The Greatest Showman er i den grad sovset ind i musik- og dansesekvenser.

Desværre hører musikken i denne film bestemt ikke til den, man husker efterfølgende. Den håndfuld filmmusicals, som i forvejen står i hjemmet (læs: bl.a. All that Jazz, Rocky Horror Picture Show, Tommy, Disneys biograffilm m.fl.), byder alle på en eller flere sange, som man uproblematisk kan synge med på eller nynne lang tid efter, filmen er slut. I tilfældet The Greatest Showman har sangene en karakter, der gør, at de minder om en blanding af generiske, amerikanske musicalkompositioner og Melodi Grand Prix-indslag. Sagt på en anden måde, det er musikindslag, der måske fungerer, idet de bliver spillet på en sådan måde, at de alle går en tone op i det sidste omkvæd, men som man glemmer umiddelbart bagefter de er slut. Dette til trods for, at flere af sangene ellers er lange nok og ofte gentages flere gange undervejs i filmen.

Musicals er som udgangspunkt film, der ikke kun pruster sig op musikalsk, men som også excessivt byder på bombastiske scener og labert iscenesatte sang- og danserutiner, der gerne skulle imponere tilskueren og underbygge følelsen af det grandiøse udtryk i musikken. Det virker lidt som om, at folkene bag The Greatest Showman har skulet en del til Baz Luhrmans fantastiske Moulin Rouge (og det giver måske også sig selv da begge film handler om varieté), men hvor Luhrmans film leverer varen til UG, har scenerne i The Greatest Showman slet ikke samme effekt på modtageren. Det er ellers ikke, fordi den ikke forsøger, men måske forsøger den lidt for hårdt.

Det skal da indrømmes at koreografien og kameraets konstante dansen rundt om aktørerne er flot at skue, men det ændrer ikke ved at det er lidt svært at blive rigtigt fanget af filmens præmis, der jo på overfladen handler om P. T. Barnum, men som i dens subtekst er blot endnu en hyldest af Den Amerikanske Drøm og iværksætteri.

Fortællingen bag er ellers interessant nok. Som titlen antyder, så handler filmen om en af pionererne i underholdningsindustrien: P. T Barnum. Længe før BluRay, TV og radio eksisterede, var der ikke mange ting at vælge mellem når den almindelige borger skulle underholdes. Nuvel, teatret og klassiske koncerter var en mulighed, men dette var som regel forbeholdt overklassen, der havde tid og råd til den slags.

Barnum, der spilles af Hugh ”Wolverine” Jackson (der jo som bekendt knuselsker musicals), indtager rollen som den optimistiske entreprenør, der i starten af forrige århundrede først forsøgte at skabe et museum med kuriositeter i New York. Der var dog ikke ret mange, der gad og se udstoppede dyr eller voksfigurer, så forretningen går ret trægt – lige indtil en dag hvor en af Barnums døtre foreslår, at der skal tilføres noget liv i udstillingen. Barnum leder derefter overalt efter særlige: dværge, skæggede damer, tatoverede folk, siamesiske tvillinger, og det første rigtige Freakshow er en realitet.

Dette bliver en dundrende succes og inden længe udvides forretningen også med artister, gøglere og alskens varietekunstnere for slet ikke at tale om vilde dyr. Det er dog ikke noget som alle i byen accepterer, for mange protesterer over, hvad de anser som et amoralsk og modbydeligt show, som de mener kan være decideret moralsk undergravende. En af ”skurkene” er en anmelder, der nægter at skrive noget positivt om Barnums foretagende men også en pøbel, der konstant demonstrerer udenfor Barnums bygning.

Konflikten er uundgåelig, og lige under denne polerede musicaloverflade delvist baseret på virkelige hændelser ligger der naturligvis et ønske om at vise rigtigheden i at omfavne og holde af forskelligheden, det skæve, de udstødte, som det muligvis står man skal på Frihedsgudindens sokkel, men som i den grad ikke efterleves i dag – takket være den mistro, frygt og skepsis overfor alt fremmed, som desværre også har gode kår i det amerikanske samfund.

Som blødende humanist er dette budskab jo næppe et man kan fnyse af, men det ændrer ikke ved at The Greatest Showman er en film som næppe kommer i afspilleren igen. Ikke kun fordi det er svært at se Wolverine danse, synge og te sig, men mere fordi den ender med at blive for politisk korrekt, for pæn og ikke mindst alt, alt for ligegyldig rent musikalsk. Anmelder blev i denne omgang ikke overbevist om at være begejstret for musicals, og den indgroede antipati overfor gøgl og cirkus er muligvis kun tiltaget i styrke.