Smag er naturligvis subjektiv, men spørger du undertegnede så har filmen Bad Boys II ligget fast på top ti listen over bedste actionfilm, siden den havde premiere i 2003. Kemien mellem den gammelkloge og lidt for forsigtige Marcus (Martin Lawrence) og den kæphøje Mike (Will Smith) er helt i top, for slet ikke at tale om hvor visuelt forfriskende den var i eksekveringen af sine actionscener.

Selv om man selvsagt har set et utal af film, hvor et par umage politibetjente skal skyde sig igennem horder af skumle typer, i forsøget på at fange den bagmand de jager, så er det også en formel der fungerer. Til gengæld kunne man måske godt være en smule skeptisk over hvorvidt de to skuespilleres fysiske form også holder her små 17 år efter den sidste film.

De to første film var instrueret af Michael Bay, der med sine mange finurlige kamerature, ekstremt hurtige klipning og multikameraskud ligefrem har opnået det ”fineste” indenfor filmverdenen – nemlig at fans har fundet på et ord, der karakteriserer hans helt særlige måde at lave actionfilm på, nemlig ”Bayhem”. Den nye film er derimod ikke lavet af Bay, men instrueret af et forholdsvis ubeskrevet makkerpar, der krediteres som Adi & Bilal. Er det så også en grund til at være lidt forsigtig inden man indløser sin billet?

Kapellet kan dog berolige, for der er faktisk kommet en ganske hæderlig film ud af anstrengelserne. Bad boys for life har formået at copy/paste Bays kulørte, neonfarvede filmsprog og så leger den på manuskriptsiden bevidst med konceptet om at vore to hovedrolleindehavere ikke er helt unge mænd længere. Marcus er i al fald, da filmen starter, helt klar til at gå på pension, især med tanke på at han lige er blevet morfar. Mike vil selvsagt ikke høre på makkerens vrøvl, for der er stadig røv, der skal sparkes og forbrydere, der skal skydes.

Sideløbende med at vi ser de to betjente snakke om den enes pensionistdrømme, så rykker vi til et topsikret fængsel i Mexico. Her følger vi en særdeles brutal fangeflugt der ender med at en mor bliver genforenet med sin søn. De to vil hævne farmand, en kartelleder som er død før moderen kom i spjældet. Det skal blandt andet foregå ved at sønnike skal tage til Miami for at likvidere en række prominente personer, der alle i sin tid gjorde livet surt for den afdøde. En af disse mål er selvfølgelig Mike Lowrey.

Så er scenen sat til en gang gedigen drengerøvsfilm, hvor fokus atter engang er på samspillet mellem vore to charmerende hovedpersoner, der egentlig bare spiller dem selv. Marcus er den evigt morsomme stivstikker, mens Mike er ham, der aldrig kan vente på backup, men som i stedet lader pistoler og næver tale. Deres evigt gnavne og meget fjollede politichef er selvsagt også med, men han beordrer denne gang vore hovedpersoner til at samarbejde med et holde af yngre betjente på en taskforce (kaldet AMMO – et fjollet akronym for ”Advanced Miami Metro Operations”), der er blevet oprettet til netop at tage sig af organiseret kriminalitet. Som om det ikke var nok med vores makkerpar, skal vi nu trækkes med en flok yngre tegneseriebetjente!

Hjørnestenen i enhver god actionfilm er selvsagt biljagter, eksplosioner, skuddueller og nærkampe og alt dette indfries i den nye film. Når man som Kapellets anmelder har set så mange actionfilm, at man ikke har tal på dem, er det derfor ganske svært at lave scener, som ikke er set i en eller anden variant før, selv om motorcykel-med-sidevogn-med-påmonteret-maskingevær vs. helikopter, måske er et bud på dette? Det hele er dog fint og meget farverigt iscenesat og selv om man, takket være genrekonventionerne, godt ved at vore helte nok skal komme helskindet frem til rulleteksterne, så er det stadigvæk både sjovt og spændende at være vidne til.

Kemien mellem vore hovedpersoner er intakt og dertil kommer at filmen også indimellem gentager ikoniske scener som man forbinder med de andre film i serien. Mest tydeligt er slowmotionoptagelserne i frøperspektiv hvor makkerparret rejser sig og ser bidsk ud mod horisonten, eller for den sags skyld scenen hvor vi ser et passagerfly passere det store Miami skilt. Apropos slowmotion, så er der også i den nye film i flere indstillinger brugt ultraslow, hvilket ser virkeligt lækkert ud.

Der er, som i de fleste lignende genrefilm, en masse plotmæssige huller hvis man nærstuderer handlingen. Mest tydelig er nok de steder hvor filmens skurkagtige skurke rent faktisk havde mulighed for at få krammet på vore hovedpersoner, men af forskellige årsager ikke får dette gjort færdigt. Det bør man jo bare se gennem fingre med, for det er svært at komme længere væk fra en form for realisme med en film som denne. Det handler i stedet om at publikum skal underholdes, hvilket lykkes langt hen af vejen.

Selv om Bad Boys for life ikke bliver en film, der bliver lige så trendsættende som to’eren, så ender den med at være en ganske hæderlig fortsættelse af franchisen. Fans får hva de vil have, selv om de fleste sikkert vil påstå at ”alt var bedre i de gamle dage”. Når nu fokus er på fortsættelser, så er der også lagt op til at der måske kan komme mere Bad Boys, hvis man ser scenen der dukker op efter de første rulletekster er kørt over skærmen. Hvorvidt der er en god ide at forsøge at føre denne serie videre, kan diskuteres, men har du lyst til at slå tænkeren fra og bare se flotte farver tilsat tidens toner et par timer, så er Bad Boys for life fin actionadspredelse.