Med frygt for fuldstændig at smide undertegnedes sociale kapital og humanistiske ”street-cred” direkte i latrinen, bliver anmelder duknakket (men ganske ærligt) nødt til at indrømme aldrig at have læst Joseph Hellers klassiske roman Catch-22, til trods for at den har stået i bogreolen siden studietiden. Dette er ikke fordi der foreligger en form for antipati overfor forfatteren, eller fordi der ikke har været masser af folk der gennem årene har sagt at der er en stor læseoplevelse gemt hér, men det er bare en af de romaner, som er blevet fravalgt da der har været andre som forekom mere indbydende.

For alle der måske er i samme situation eller blot konsekvent fravælger bøger, idet der jo alligevel kommer en film eller en tv-serie baseret på romanen, er det nu muligt at se Catch-22 på DVD eller streame serien fra forskellige steder. Den er både delvist produceret og instrueret af George Clooney og hans samarbejdspartner Grant Heslov, der begge også medvirker i mindre roller, som hhv. løjtnant Scheisskopff og Doktor Daneeka.

Som de fortæller i en af de tre bag-om-serien-film, der er inkluderet som ekstramateriale, så var de først ikke helt sikre på, at det var muligt at skabe en tv-serie på baggrund af en roman, der havde rygte som ufilmatiserbar (selv om Mike Nichols havde gjort et ganske hæderligt forsøg tilbage i 1970), men makkerparret kastede sig alligevel ind i projektet og slutresultatet er blevet virkeligt hæderligt.

Der er en indlysende fordel at have seks episoder af 45-50 minutters varighed til ens rådighed, sammenlignet med Mike Nichols’ film, der i 1970 forsøgte at fortælle samme historie på lidt over to timer. For har man 267 minutter, så er der langt større chance for at yde bogens 500+ sider retfærdighed. Om dette er sket ved anmelder af gode grunde ikke, men tv-serien er i al fald en både morsom, barsk og indimellem helt rørende satire om krigens væsen.

Handlingen foregår under Anden Verdenskrig et fiktivt sted i Norditalien. Her er en gruppe soldater udstationeret fra det amerikanske luftvåben. De har alle til opgave at flyve et bestemt antal togter, hvor de har til opgave at bombe aksemagternes stillinger. Hver dag rykker presser de fjendens linjer tættere og tættere på Rom. Problemet er blot, at hver gang piloterne når det antal missioner der egentlig burde fritage dem for yderligere tjeneste, så sætter piloternes sadistiske overordnede ganske enkelt bare antallet af missioner op. Ud over dette er der også klausul nummer 22, som jo har givet filmen sin titel.

Catch-22 er en reference til en fiktiv militær klausul, der sørger for at soldaten ikke har nogen mulighed for at stikke af fra hans pligter, uanset hvilken strategi han vælger. Som militærlægen forklarer vores unge hovedperson John Yossarian (kaldet ”YoYo” blandt kammeraterne) så er det jo sindssygt at flyve de bombetogter som de bliver bedt om at flyve. Kommer Yoyo til gengæld og påstår at han er skingrende sindssyg (måske for at slippe for tjeneste) så er han jo netop utroligt velegnet til at udføre sin pligt. Påstår han derimod at han er psykist stabil, så må han jo være sindssyg, for det er jo galskab at flyve disse bombetogter. Der er – sagt på en anden måde – ikke rigtig nogen vej udenom.

Seeren følger en gruppe af venner, soldaterkammerater, fra de først træner march med førnævnte Scheisskopf, til dagligdagen i deres deling i det Italien. Her går tiden med at flyve de store bombemaskiner mens antiluftskytsene brager løs, men vi følger soldaterne når de holder fri, venter på den næste ordre, tager til den nærliggende by for at få lidt på den dumme, er på standen for at bade, men allermest går tiden med at vente og deltage i de helt vandvittige selvmordsmissioner højt over fjendeland.

Der er nok flere der vil invende, at serien ofte gentager sig selv – vi får de samme rutiner at se; der spises, soldaterne er til briefing, missioner skal flyves, der holdes fri, osv. men dette er jo netop en del af pointen. Selv om Yoyo og hans venner konstant lever med døden i nakken, så tager de fleste dette med ophøjet ro. Det er jo her de skal være. De er jo disse ordrer de har fået. Tiden var en anden, man adlød sin overordnede blindt. Selv om Yoyo finder alt dette uretfærdigt, er der faktisk ikke ret meget anden udvej. Det er dette som er en af pointerne i Catch-22. Selv om Yossarian konstant forsøger at finde på en vej ud af den usle situation han er i, så ender han præcis dér hvor han startede.

Det skal ikke forstås som om der ikke er nogen handlingstråde eller historier der udvikler sig. Eksempelvis er der en af Yoyos soldaterkammerater, der virkelig har sans for forretning. Han har indset at hvis man blot får styr på leverancerne og sørger for at indynde sig eller for den sags skyld bestikke de rigtige overordnede med de ting de holder allermest af, så kan han lige så roligt få opbygget et forretningsimperie midt i krigens gru. Han etablerer et slags syndikat (som han kalder det) der fragter varer og råstoffer rundt i hele Europa, mens ”syndikatet” tjener fedt på ydelserne. Han bliver på mange måder et tydeligt symbol på den kapitalisme, der som bekendt stortrives når der samtidig udkæmpes en krig.

Selv om både Hellers roman og flere af de historier der fortælles i Catch-22 måske godt kan forekomme lidt gammeldaws, så skal der ikke megen tekstanalyse til, for at man hurtigt finder ud af at det man oplever ikke er skæve historier der udelukkende kan udspille sig under Anden Verdenskrig, men også er gældende i forhold til moderne krigsførelse. Ja faktisk kan serien ses som en parallel til grundtilstanden i vores del af verden. Soldaterlivet og det mikrokosmos der udspiller sig i Catch-22 er et troldspejl vi alle kan se os selv i – og vigtigt af alt så får man serveret en fin pointe om de Kafkalignende tilstande som det enkelte menneske indimellem befinder sig i. Dette er måske ikke en tv-serie, der vil begejstre alle, men til gengæld rammer den lige i plet hos alle der er vilde med gamle bombeflyvere og ikke mindst antikrigsfortællinger.