Dårlige nyheder er ikke nødvendigvis noget man frivilligt opsøger. Set i det lys kræver det måske også lidt overskud at få kastet sig over Al Gores opfølger til En ubekvem sandhed (2006). Filmen har fået titlen En ubekvem sandhed 2 og tager tråden op fra den første film, for - lad os være ærlige - global opvarmning er desværre ikke gået væk siden sidst.

Uanset om man hører til de, der vælger at iføre sig skyklapper og nedtone problemets størrelse, og rent Bjørn Lomborg-agtigt retter blikket mod andre ting i vores verden, som måske kan virke lige så vigtige som kampen mod global opvarmning, eller man ligefrem hører til de, der valgte at følge Gores eksempel og selv aktivt deltager i kampen for et mere bæredygtigt og grønnere samfund, så viser den nye film med al tydelighed, at der stadig er lang vej i mål. Der er mange kampe, der skal udkæmpes før verdens ledere står sammen i fælles front og redder, hvad der reddes kan af denne vidunderlige planet, som vi alle sammen bor på.

Filmen er nærmest et klasseeksempel på retorik og venligsindet manipulation af seeren. Som alle, der har beskæftiget sig med argumentationsanalyse ved, så skal den dygtige formidler kende til alle tre appelformer; logos, etos og patos og anvende disse i afmålte doser for at overbevise modtageren om budskabets rigtighed. Etosapellen afhænger ganske enkelt af, om hvorvidt man synes Al Gore og hans kald til at rette op på vores planets skrantende tilstand er sympatisk. Det er nærmest svært ikke at gøre det. Han fremstår i filmen som både en ildsjæl, en fyr med humor og som én, der er stålsat på aldrig at give op – for som han siger, så selvom der er lang vej i mål, så kan han jo se, at det nytter noget at kæmpe kampen.

Rent strukturelt informerer filmen (efter den indledende nedslående montage om indlandsis, der smelter i et alarmerende tempo og vildt vejr, der flår mennesker og bygninger i stykker) ganske hurtigt om, at der er et spinkelt håb midt i dette hav af elendighed. Budskabet, som filmen kommer med, er, at der heldigvis er flere mennesker, der har indset, at de kan få en rolle at spille ved at involvere sig aktivt, ved at ændre adfærd både når det angår, hvilke varer man køber og den type energi man anvender i dagligdagen. Hvis vi står sammen, så er det måske alligevel muligt at forhindre katastrofen i 11. time. Dette er en virkelig smart træk fra filmens side, for ved at stå fast på ideen om håb, så får filmen en tone, der er optimistisk, frem for at lave et halvandet times langt trut i dommedagsprofeten. Patos er der dog masser af, for det er svært ikke at blive berørt af meget af arkivmaterialet, der viser mennesker og dyr i nød.

Endelig er der logos-argumentet, som muligvis kan anfægtes ved at se på andre tal, andre statistikker, men filmen forsøger i al fald at vise, hvad der sker med vores planet ved eksempelvis at sammenligne temperaturudsving over en årrække og lignende. Det er heller ikke nemt at skulle skabe en underholdenede dokumentar, samtidig med at man også gerne vil levere en masse statistik og tal, men det lykkes faktisk ganske fint for folkene bag filmen.

I En ubekvem sandhed 2 følger vi Al Gore, der rejser rundt i verden og lader op til det store klimatopmøde i Paris, COP 21, i efteråret 2015. Vi ser ham tale med forskere, der bl.a. arbejder på Grøndland og i Arktis, med kollegaer, berømtheder og med sine nærmeste rådgivere. Vi hører også Gore fortælle lidt om sin personlige baggrund, og man overbevises hurtigt om, at kampen mod fossile brændstoffer og miljøsvineri er blevet mere end en politisk agenda for manden, det er snarere et kald. Faktisk kan man godt anklage filmen for at handle lidt for meget om Gore og på den måde fjerne fokus fra den globale opvarmning.

Selv om der, som nævnt i indledningen, også er en positiv, håbefuld tone i filmen, slutter den med en tone i mol, for umiddelbart efter COP 21 tiltræder Donald Trump som amerikansk præsident, og dette spår Gore vil være katastrofalt for miljøet og et voldsomt tilbageskridt især set i forhold til, hvad Gore og hans græsrødder ellers har søgt at ændre til det bedre. Profetien skulle vise sig at være helt rigtig.

Kampen fortsætter dog uanfægtet, og selv om tal og statistikker ser nedslående ud, så er det ikke for sent. I den lille papfolder som BluRay-filmen kommer i (ja selv indpakningen af BluRay-skiven er bæredygtig) står der ti gode råd til, hvordan du personligt kan hjælpe med at forbedre forholdet for vores klode. Måske er det råd, som du har hørt mange gange før, men begyndte flere at leve efter dem, ville det måske ligefrem kunne afmåles konkret, næste gang Al Gore laver en film. Vi håber selvfølgelig ikke på flere fortsættelser, ikke fordi dokumentarfilmen er dårlig, men fordi det ville være rart ikke at have behov for den.