Den nye 3D udgave af Joe Dantes Piranha er instrueret af franskmanden Alexandre Aja, som har stået bag flere utroligt vellykkede gyserfilm – fra den utroligt brutale og ganske usandsynlige Haute Tension (aka. Switchblade Romance), der var en af de første film i den nye bølge af voldsomme, franske horrorfilm, og samtidig den film, som gav Aja fik mulighed for at instruere den meget vellykkede genfortolkning af Wes Craven klassikeren The Hills Have Eyes. Selv om disse to film tager sig selv og gysergenren meget seriøst, er Ajas version af Piranha heldigvis mindst lige så tåbelig, fjantet og løssluppen som originalen var, for selv om der er ændret en del på handlingen, så serveres filmens blodige hovedret med et skævt smil og ufattelig mængder af 3D teaterblod.

Konceptet om at lade et jordskælv åbne en revne i undergrunden, der pludselig giver en enorm stime forhistoriske piratfisk mulighed for at slippe ud i det badevand, som tusindvis af fulde, nøgne teenagere boltrer sig i, er i sig selv et solidt tegn på, at dette ikke er en film, som har i sinde at skabe dybsindige kommentarer til vor aktuelle socio-politiske situation. I stedet vil den blot lade de af os, som holder af splatterkomedier få halvanden times opskruet splatterunderholdning.

Filmen starter med en utrolig velvalgt cameo, for det er lykkedes filmfolkene at overtale Richard Dreyfuss til at gentage sin gamle rolle som Matt Boyd fra Jaws. Han er endda iklædt nøjagtigt det samme tøj idet han sidder og fisker på en sø i selv samme øjeblik, som piratfiskene slipper løs fra deres forhistoriske fængsel. Boyd bliver de frådsende fisks første fangst. Der klippes kort tid efter til alle de unge, solbrune, smækre college unger, der samtidig er ved at forberede sig til deres årlige ”Spring Break” i den nærliggende badeby og før de lokale myndigheder kan nå at råbe ”piratfisk” er helvede allerede brudt løs.

En anden sjov cameo, har selveste Christopher Lloyd fået. De fleste kender ham nok som ”Doc” fra Back to the Future filmene. Lloyd spiller indehaveren af den lokale dyrehandel, som byens kvindelige sherif opsøger med et levende eksemplar af den glubske fisk. Fiskeeksperten har ikke nødig at se mere end to øjeblikke på bæstet, inden han nærmest manisk begynder at fremfuse en hel svada om hvordan disse fisk har kunnet overleve titusindvis af år i et lukke hulesystem. De har naturligvis klaret sig via kannibalisme! Det er et svar der i denne sammenhæng er lige så logisk som resten af filmen, for man har vel ikke nødig at have den store embedseksamen for at kunne stille spørgsmålstegn om hvorvidt biomassen i et sådant hulesystem virkelig er en stabil størrelse, som uproblematisk kan overleve i så lang tid.

Lad os være helt ærlige: Piranha har aldrig været en film, der har haft et didaktisk formål, men på trods af at den er blottet for al logik, gode karakterskildringer eller for dens sags skyld et egentligt plot, så byder den til gengæld på flænsede lemmer, skambidte ansigter og yndige teenagere, der i løbet af filmens sidste halve time bliver skamferet så brutalt, at man nærmest skal helt tilbage til Peter Jacksons Braindead for at opleve noget lignende. For selv om Piranha aldrig når at blive helt så sjov eller så udsplattet som Jacksons film, så peger den også på at der stadigvæk er potentiale i den type af teenage-splattergysere som havde sin storhedstid i firserne. Det er som om gyserfilm i de senere år har gjort meget for at tage sig selv endog meget alvorligt, og derfor kommer Piranha til at virke som et velkomment gensyn med en gammel ven.

Af frygt for at afsløre for mange udpenslede detaljer, så bør den splatterinteresserede nok springe dette afsnit over, for Piranha er helt bevidst vulgær og overdreven i alle sine detaljerede voldsomheder – tag nu blot scenen mod slutningen af filmen hvor en af fiskenes ofre, der er blevet reddet ombord i en båd ser ned over sit maltrakterede underliv og grædende beklager sig over den manglende manddom. ”De har spist min pik” klynker han, hvorefter der klippes til to fisk under vandet, som aggressivt leger med fyrens ædlere dele – hvis dette ikke kan få smilet frem hos tilskueren, så bør man så afgjort ikke bruge sine sparepenge på Piranha.

Filmen er ikke optaget i 3D, men 3D effekterne er lavet i postproduktionen. Hvor dette slet ikke fungerede i film som Clash of the Titans, så virker det faktisk her, for filmmagerne har bevidst tænkt at filmen skulle være i 3D, på trods af at de benyttede helt traditionelle kameraer til optagelserne. Årsagen er nemlig den, at det er umådeligt svært af få 3D kameraer til at fungere optimalt under vand. 3D elementet fungerer også ret godt, selv om undertegnede til tider blev ikke så lidt irriteret over de danske undertekster, der ofte kom i vejen for dybdevirkningen. Som i de ”originale” 3D gyserfilm fra 50’erne (Creature from the Black Lagoon, House of Wax osv.) gør Piranha det eneste rigtige, den smider nemlig chokeffekter ud i “ansigtet” på sit publikum og det resulterer faktisk i et par gedigne hop i biografsædet undervejs.

Så holder man af letbenet horror, der lokker med mængder af udpenslet, grotesk splat og har man samtidig lyst til at se ganske nydelige, meget afklædte kvinder svømme rundt og gramse på hinanden, så er der ingen undskyldning for ikke at hoppe i våddragten og indløse billet til Piranha så hurtigt som muligt. Det er meget muligt det ikke er stor kunst, men det er til gengæld meget svært ikke at more sig over løjerne så længe de står på.