Dora and The Lost City of Gold er baseret på Nickelodeons berømte tegnefilmsserie til små børn, Dora the Explorer, og med filmen har man valgt at blande en ungdomshistorie sammen med et klassisk eventyr ude i junglemiljøet, som tilsammen skaber noget af en rutsjebanetur for det yngre publikum. En rutsjebanetur, hvor det går både op og ned i kvaliteten af både humor og klichéer.

Vi følger Dora, som nu er blevet teenager og har levet i junglen hele sit liv sammen med sine forældre (Eva Longoria og Michael Pena), men også med en abekat ved navn Boots (med stemme af Danny Trejo). Hendes familie søger efter en ældgammel Inka-civilisation hos et sted, der hedder Parapata, mens Dora bliver sendt af sted til USA, hvor hun skal bo sammen med hendes fætter, Diego (Jeff Wahlberg). Skolelivet passer dog ikke rigtig sammen med Doras positive personlighed og kendskab til junglen, så der går ikke lang tid, før hun bliver anset som skolens særling og får et dårligt forhold til sin fætter og til sine klassekammerater. En række af skøre begivenheder fører Dora og hendes venner ud på et eventyr, hvor de skal finde hendes forældre og flygte fra skattejægere, som søger efter Parapatas rigdomme. Undervejs lærer Dora værdien ved venskaber, og hendes klassekammerater lærer at acceptere hende.

Selvom filmen har et sjovt koncept med et dybfølt budskab, er der desværre øjeblikke, som føles meget langsomme og som simpelthen stopper historien med at komme videre. Der er scener, hvor du oprigtigt kan grine, men der er også alt for mange jokes, som bare ikke lander det helt rigtige sted, og når både børn og voksne sidder i stilhed, når de burde le, er der noget helt i vejen. Karaktererne kommer ikke ud for særligt mange udfordringer, da alting bare sker og bliver løst sekundet efter, samtidig med at karaktererne accepterer udfordringerne uden alt for mange protester. Den slags historiefortælling virker måske bedst til tegnefilmsserier, men i film er det meget tydeligt, hvor uforløst man føler sig, uanset hvor gammel publikummet er.

På trods af disse fejl formår Dora and the Lost City of Gold at virkeliggøre en ikonisk og elsket figur. Vi kommer i selskab med klassiske skurke og venner fra serien, som eks. Swiper (med stemme af Benicio Del Toro), den talende rygsæk og det talende skattekort. Det er sikkert for at tilfredsstille seriens fans, men Isabela Moner i rollen som Dora fanger altså også tegnefilmens uskyldighed ved at være en anelse naiv, uskyldig og godhjertet. Det er uden tvivl hende, der fanger vores opmærksomhed og holder det ved lige hele filmen igennem.

Filmen giver os skøre øjeblikke, som både hylder serien og gør den tilgængelig for et publikum, som ikke aner, hvad Dora the Explorer er. Den er overhovedet ikke et mesterværk, men samtidig er den også en anden slags oplevelse, end hvad man er vant til fra lignende eventyr- og familiefilm.