Den første Cabin Fever-film fra 2002 huskes af mange horrorfans især for to ting. For det første gav Søren Høy bundkarakterer i hans elitære Bogart-klon Filmland, hvilket straks fik vakt interessen for alle os, der elsker B-film. For det andet var det instruktøren Eli Roths debutfilm – en instruktør der et par år senere begejstrede splatterfans med Hostel-filmene og hvis kannibalfilm The Green Inferno flere ivrige splatterfans stadig utålmodigt går og venter på at få at se.

Det er dog ikke Eli Roth, der har haft noget som helst at gøre med tredje del i Cabin Fever-serien. En serie der i 2009 fik en fortsættelse med undertitlen Spring Fever, som aldrig fandt vej til vort kapel. Det er dog ikke synderligt svært at følge med i handlingen, selv om man springer anden del over, for Cabin Fever: Patient Zero forklarer meget tydeligt, hvad der sker.

Uanset hvor meget Søren Høy hadede den første Cabin Fever, så havde den altså både en god portion selvironi og politisk ukorrekt humor (som ses ganske tydeligt i følgende meningsudveksling: ”Why do you shoot squirrels?”, ”Because they’re gay! OK?”), en masse virkeligt ulækre splattersekvenser og ikke mindst en morale der bestod i, at så længe man holdt sig til udelukkende at drikke øl og sprut, så var man ikke i fare for at blive smittet af den kødædende virus. Helt i modsætning til de ellers så overdrevent moralske teenagegysere.

Alt dette, samt en hel del mere, mangler fuldstændigt i Cabin Fever: Patient Zero, der til trods for, at den lægger ganske fint ud, hurtigt mister pusten og går hen og bliver nærmest lattervækkende pinlig. Af frygt for selv at ”lave en Søren Høy”, skal der vist lige forklares præcist hvorfor.

Filmen starter med at levere en ganske flot introsekvens, hvor vi i flotte ultra-slow-billeder ser en overlevende blive hevet ud af en faldefærdig hytte af en gruppe mænd klædt i beskyttelsesdragter. I hytten ser vi også halvrådne ofre for virussen, mens den skæggede mand ikke viser tegn på sygdom. Manden bringes i forvaring i et bur af stål og glas dybt nede under jorden. En læge forklarer ham, at han er den eneste person, der er immun overfor smitten og derfor er han ustyrlig vigtig i jagten på en vaccine eller ligefrem en kur mod denne dødelige sygdom. Manden er dog langt fra begejstret for at være fanget mod sin vilje, så han udtænker en snedig flugtplan.

Samtidig et helt andet sted, møder vi en ung mand, der skal giftes med hans rige kæreste. Hans gamle venner kigger forbi dagen før brylluppet og overrasker kammeraten med en improviseret polterabend. De har chartret en båd og får nu skipper til at sejle dem til en afsidesliggende ø, hvor de kan ryge pot, drikke øller, snorkle og bare slappe af, som i de gode, gamle dage. Problemet er blot, at øen er den samme hvor førnævnte patient har været fanget og inden man kan nå at sige: ”amerikanske teens er kronisk ignorante” har infektionen naturligvis også spredt sig til deres lille kreds.

For at denne type film skal fungere, kræver det, at der bliver opbygget en god relation mellem tilskueren og de figurer, man møder, så deres død faktisk blive bevægende trist. Alternativt kan filmen lykkes hvis effekterne er så tilpas fede, eller gyserelementerne er så effektive, at det er dette som giver filmen sin kvalitet. Desværre fejler Cabin Fever: Patient Zero eklatant i disse kategorier. For at forklare lidt mere præcist, bliver der i de efterfølgende tre afsnit nødt til at forekomme spoilers.

Selv om de unge, ukendte skuespillere gør deres til at få deres filmfigurer til at virke troværdige, når de aldrig at fremtrylle andet end endnu en samling ligegyldige, stereotyper af unge, smukke, smånaive, amerikanske borgere. Dertil kommer at selv om enkelte af effekterne er ganske fine, og tilpas klamme (som eksempelvis scenen hvor en af gutterne forsøger at gøre hans inficerede pige glad ved en gang oralsex) så er der alt for langt mellem disse til, at man holdes interesseret. Man er ganske enkelt ligegyldig overfor disse hovedpersoner og ønsker faktisk blot, at de bare hurtigt bliver inficeret og begynder at gå i opløsning.

Det står heller ikke godt til på uhyggefronten, for filmen forsøger lidt for hårdt at skræmme os med alt for forudsigelige ”pludselige” chok og selv i filmens mere traditionelle suspense-opbyggende scener, bliver det hele ganske kedeligt og utroligt forudsigeligt. Faktisk i sådan en grad, at man febrilsk håber på at spændingen bliver udløst hurtigere, så man kan komme i gang med rulleteksterne.

Værst er dog scenen hvor en inficeret sygeplejeske og førnævnte inficerede bikinitøs slås med hinanden på en strand. Da de begge er ved at blive ædt op af virussen, påvirker det naturligvis deres tøseslagsmål. Hvad der kunne have været blevet en voldsomt ulækker, trashy scene, ender i stedet for, i denne anmelders optik, med at blive ufrivilligt komisk og så tåbelig, at vedkommende der har udtænkt den, selv burde komme i isolationsforvaring dybt under jorden.

Kort sagt skal man ikke forvente sig ret meget af Cabin Fever: Patient Zero, for den har stort set intet, ud over dens start, kørende for sig. Det er ærgerligt, især når man tænker på at konceptet med en kødædende virus faktisk er ganske fed. Det forlyder på bl.a. Wikipedia at folkene bag denne film, arbejder på at lave en genindspilning af den første film, men man kan da håbe at det ikke bliver til noget, for de beviser med Patient Zero, at de slet ikke har forstået, hvad det var, der gjorde Eli Roths film til noget helt særligt.