Jeg kan stadig huske, da det første kapitel af It sluttede og rulleteksterne skulle til at begynde. Her blev det afsløret, at den anden halvdel af bogen også ville blive adapteret. Hidtil havde de fleste af os troet, at det kun var den ene halvdel af bogen, som ville blive vist i biograferne. Da det så blev bekræftet, at disse karakterer (som alle var børn) ville vende tilbage som voksne i Chapter 2 og at de med sikkerhed ville møde endnu mere indviklede frygtscenarier, var der tårnhøje forventninger, som næsten ikke kunne blive indfriet. Det kan hermed meddeles, at It - chapter 2 er en udmærket konklusion til den historie, som den succesfulde Chapter 1 begyndte.

De fleste af os kender historien om It, enten fra Stephen Kings roman eller fra 90’ernes miniserie med den fantastiske Tim Curry i rollen som den dræbende klovn. I filmversionen er det Bill Skarsgård, som spiller Pennywise den dansende, børneædende klovn. Af en eller anden grund er det kun en håndfuld børn, som kan se Pennywise, mens han terroriserer dem. Ingen voksne tror på dem, så børnene må derfor danne en såkaldt Loser’s Club så de kan bekæmpe de bøller der er efter dem, samtidig med at Pennywise truer dem på livet. Hvad der sker i slutningen af Chapter 1 skal naturligvis ikke afsløres her, men det er almen kendt, at Chapter 2 starter syvogtyve år senere, hvor børnene er blevet voksne og for længst flyttet fra deres hjemby, Derry.

De bliver nødt til at vende tilbage, da klovnen er vågnet op og begynder at myrde igen. Her bliver karaktererne nødt til at konfrontere deres dybeste traumer og fobier, alt imens Pennywise håner dem på den mest sadistiske måde, han kender til. Det munder alt sammen ud i en kraftfuld og spændingsfyldt finale, som du enten vil elske eller hade.

Mange faktorer har skullet gå op i en højere enhed, hvis begge film skulle give mening med en tilfredsstillende begyndelse, midte og afslutning. Instruktøren Andy Muschietti, produceren Barbara Muschietti og manuskriptforfatteren Gary Dauberman må have været bekendt med dette, da de begyndte at lave filmene. Det har naturligvis også været vigtigt at finde de rette skuespillere, som kunne vise den voksne udgave af børnene. Fordi den første film var så stor en succes, har det været de voksne og mere kendte skuespillere, som skulle ligne deres yngre udgaver, og ikke omvendt. Heldigvis har de formået at finde et hold af talenter, som tilføjer nuancer til de tidligere præstationer, så vi har en idé om, hvad disse karakterer har gennemgået i de syvogtyve mellemliggende år.

Alle sammen spiller de deres roller ganske glimrende, men det er selvfølgelig Skarsgård som Pennywise, der stjæler hele showet. Hans klovnemakeup og kostume er med til at gøre karakteren levende, men Skarsgårds fysiske fremtoning og hans rædselskabinet har ændret sig – fordi børnene nu er blevet voksne – til et langt ondere udseende og med voldsommere fremgangsmetoder. Han er ingen Tim Curry, skal det dog lige siges, men det er også en præstation, som er svær at toppe.

Begge film lider af underlige computereffekter og det mest åbenlyse er fra Chapter 2, hvor de har valgt at filme de unge skuespillere i flashbackscener. Men fordi de vokser så hurtigt, har det været nødvendigt at gøre dem yngre med computerteknologi. Den såkaldte ”de-aging” teknologi er nået langt i de seneste par år, men her er det desværre alt for tydeligt, at det er det, de har benyttet sig af. Mange andre effekter kunne godt have brugt et par timers arbejde mere. Vi bliver simpelthen trukket ud af filmene, når effekterne har et urealistisk snert over sig. I gyserfilm kan det ofte betale sig at benytte sig af praktiske effekter – et råd, som Muschietti burde have taget til overvejelse, inden han instruerede filmene, for det uhyggeligste i både It - chapter 1 og It - chapter 2 er de scener, som er skabt uden GCI.

Et andet aspekt som jeg har svært ved at forherlige mig med, er den bizarre humor, som bliver sat ind nogle højst uheldige steder. Det gør bare, at du kommer til at grine i stedet for at krybe sammen af skræk. Selvom det ikke fylder så forfærdelig meget i begge film, så er der bare nogle scener, som er knap så effektive, som de kunne have været, hvis det ikke var for en underlig beslutning om at inkorporere komik lige dér.

Alt i alt er begge film et seriøst bud på, hvordan Stephen Kings roman kan blive filmatiseret. Ofte er det svært at adaptere Kings historier, fordi mange af karaktererne bliver latterlige, når man ser dem i levende live, og på nogle punkter er det også tilfældet med disse film, især i Chapter 2. Men heldigvis er skuespillerne så professionelle, og instruktionen så kompakt, at underholdningsværdien og det gyselige element heldigvis får plads i førersædet i stedet for humoren og det bizarre.

Filmene har så meget hjerte, at du kan mærke Daubermans og Muschiettis kærlighed for bogen hele vejen igennem. De er fuld af latter og smerte. Morskab og rædsel. Frygt og triumfer. De unge skuespillere stjæler showet fra de mere etablerede skuespillere, nogle gange fra Skarsgård, men både Chapter 1 og Chapter 2 er en historie, som ikke kan leve uden den anden. De komplimenterer hinanden, og det er jo den bedste slags film, man kan ønske sig, selvom de hverken er mesterværker eller noget af det uhyggeligste, man længe har set.