Grusomme bombardementer. Bydele i brand og i ruiner. Vi er i Syrien, i udkanten af Damaskus, Ghouta, er målet for russernes og syernes kampfly.

Neden under rædslerne løber lange mørke smalle tuneller, der fører frem til et undergrundshospital. En beskyttet bunker for et smadret hospital, kaldet ’the Cave’, hvor de mange hårdt sårede bringes frem til et overarbejdet lægehold, der tappert kæmper for at redde liv i umenenskelige omgivelser. Her mangler alt, medicin, forbindingsstoffer – og plads til de mange sårede. Helt elementære hygieiniske forholdsregler må tilsidesættes for at klare de mest akutte patienter.

Det er her dokumentaristen Feras Fayyad, der debuterede med filmen den Oscarnominerede Last men in Allepo (2017), nu sammen med sine kameramænd (Muhammed Khair Al Shami, Ammar Suleiman og Mohammed Eyad) har opholdt sig, mens bomberne larmer og sender rystelser ned gennem bunkerhospitalets vægge. Vi følger tæt en ung kvindelige læge, Amani Balour, der trods sit køn og unge alder, af de andre læger, er valgt til at lede et hospitals kaos af gode viljer og fortvivlelse.

Amani, demiterede for få år siden som læge fra universitetet i Damascus, med en drøm om, at blive børnelæge. Nu står hun som leder af undergrundsbunkeren i en heroisk kamp for at sikre overlevelse af de mange krigssårede. En kamp, hvor store smertefulde operationer udføres uden anæstesi, alene med mobiltelefonens klassiske musik som beroligende baggrund! Læg dertil, at de kemiske våben civilbefolkningen udsættes for, gør ufattelig skade på de ramte. Armani yder sammen med sine kollegaer en næsten ufattelig modig indsats. Snart reparerer hun skudsår, brækkede ben og trøster sårede børn, under de usleste forhold. Snart diskuterer hun, den fortvivlende madmangel med køkkenholdet. Et umenneskeligt pres, hvor overlevelse og menneskelighed er drivkraften.

”Kom dog hjem”, siger faderen appelerende over mobiltelefonen. ”Jeg har ikke noget valg, jeg er læge”, er Armanis svar, mens tårene løber ned ad kinderne. ”Hvordan kan du holde tåre tilbage, når menenskeheden ødelægges foran dig” siger hun senere, da tre misiler slår ned over hospitalets lofter.

Arbejdsforholdene er ikke kun umenneskelige, men også ubeskrivelige – men som Amani siger ”det er sandheden, for jeg var der”. Og vi var der også. Takket være en helt usædvanlig ærlig dokumentation. The Cave - en sjælden gribende og nærværende skildring af tapperhed og opofrelse – men også et uomgængeligt indlæg om krigens gru og meningsløshed. Nøgternt, skildres hospitalets kamp for at overleve. Mangel på mad, medicin og praktiske erfarne hænder, hvor håbet om fred, synes langt fra overlevelses kampen.

Ingen kan undgå at føle sig berørt og medskyldig. The Cave er en dansk film, der opfylder en af dokumentarfilms fornemste mål: en ærlig skildring af virkeligheden. Ukrukket uden manipulering. 24 billeder sandhed i sekundet, som den franske instruktør Jean Luc Godard udtrykte det i 1960’erne.

Grotesk og uforståeligt er det derfor, at instruktøren er nægtet adgang til USA, for ”for uamerikansk virke” – men det er ikke kun Amerika, det er hele verden som lukker øjnene for en krig, hvor civilbefolkningen udsætets for lemlestelser og andre grufulde lidelser. Det er den sandhed the Cave fortæller – og som ingen kan fornægte.