Det er sjældent at en film skaber voldsom politisk røre. Får demonstranter på gaderne, der fysisk vil forhindre publikum i at se filmen. Og så handler filmen endda ’kun’ om dans og kærlighed mellem to mennesker. Smukke billeder, velfortalt og velspillet.

I morgen danser vi er noget så sjældent som en georgisk film, der udspiller sig i hovedstaden Tbilisi på den nationale balletskole. Vi hvirvles fra filmens begyndelsen ind i folkemusik med tramp, stamp, piruetter til en påtrængende rytmetromme, akkompagneret af harmonikaspil. Merab, er den kønne unge mand, der med sin balletpartner og kæreste Mary (Ana Javakishvili), hengiver sig med krop og sjæl i dansen – og derfor naturligt bliver i koreografiens centrum.

Disciplin, udmattelse og en svedig krop. Georgisk dans er maskulin, tordner den kompromisløse balletinstruktør, til den ambitiøse Merab, der heftigt bejler til en ledig førsteplads i balletensemblet. Så er det, at den karismatiske, talentfulde, jævnaldrende balletaspirant, tilflytteren Irakli, bliver optaget i dansetruppen - og fra nu af er der lagt op til indbyrdes kappestrid de to mænd imellem. En hanekamp, til heftige nationale rytmer, om hvem der vinder pladsen som solodanser.

Så godt så langt. Den kamp ville næppe skabe nogen national protestbevægelse foran billetlugerne. Nej, hanekampen skaber kærlighed og nærhed de to smukke dansere imellem. Først tøvende, så hedere og til sidst et voldsomt erotisk begær, ikke mindst hos Merab. Så begynder rygterne at svirre om forbudte følelser, mere end om ekspressiv dans de to imellem. For homofobien blomstrer i det ultrakonservative Georgien. Konkret i form af tørre tæsk og afstandtagen, der også forplanter sig videre til venner, familie - og som nævnt, også til virkeligheden udenfor biografsalene. Nemlig voldsomme georgianske demonstrationer over for en smuk og stille fortalt film, hvis motiv og emne vi kender fra den senere tids lignende historier om homoseksualitetens følelsesmæssige konflikter, som bl.a. Brokeback Montain (2017), Gods Own Country (2017) og Free Fall (2013).

I morgen danser vi er den svenske instruktør Levan Akins tredje spillefilm. Med familieaner i den tidligere sovjetiske republik, er han tæt på den georgiske kultur. Nok er filmen koncentreret om de traditionelle nationale bryllups- og krigsdanse i balletsalens gyldne rum, med de store spejle. Men vi får også en duft af hovedstaden (kål og kul!), ikke helt så grå som jeg husker den, selv om vi er tæt på fattigdommens ansigt gennem Akins familie, hvor tre generationer bor sammen i en lille lejlighed, i et miserabelt socialt boligbyggeri.

På trods af plottes forudsigelighed bliver vi betaget og engageret, ikke mindst i Merabs følelsesmæssige kampe for at finde sin egen identitet, spillet af filmdebutanten, Levan Gelbakhiani, en kendt georgisk balletdanser, der ikke kun imponerer ved sin dans, men også ved en smuk skyhed i sin dans overfor den karismatiske selvsikre Irakli (Bachi Valishvili). En rivalisering og erotisk lidenskab, i en dans der traditionelt skal udtrykke maskulinitet. Og det lykkes, på trods af alle vores fordomme.

En film, som lidt forudsigeligt, illustrerer et homoseksuelt forholds udvikling og omgivelsernes reaktion. Vi oplever stærke temperamenter, hvor kærlighed, kunst og lidelse, ikke kun i dansen, går op i en højere enhed – dog langt fra de provokationer som demonstranterne ser i filmen. En homofobi, vi i Skandinavien, har svært ved at forstå og acceptere. Skræmmende nok, når filmens koreograf, af angst for repressalier i landet, ikke vil nævnes på filmens kreditliste. Så er det alvor. Alene af den grund er I morgen danser vi vigtig – og filmen er da også indstillet som Sveriges Oscar-kandidat, som bedste udenlandske film.