Man bør kun filmatisere dårlig litteratur. Det var i hvert fald Alfred Hitchcocks anbefaling. Der er da også masser af eksempler på, hvordan god litteratur er blevet til dårlige film. Nu er der så premiere på Mike Newells filmatisering af Gabriel Garcia Marquez' roman Kærlighed i koleraens tid. Newell, der bl.a. har Fire bryllupper og en begravelse og Harry Potter og flammernes pokal på samvittigheden, slipper dog hæderligt fra den "umulige" opgave at filmatisere Marquez.

Det er historien om den unge telegrafist Florentino (Javier Bardem), der forelsker sig i den smukke Fermina (Giovanna Mezzogiorno). Hendes far (John Leguizamo) har dog sociale ambitioner på datterens vegne, så en telegrafist er ikke god nok. Hun bliver i stedet gift med koleralægen Urbino (Benjamin Bratt). Florentino sværger, at han vil forblive Fermina tro indtil hendes mand dør, så deres kærlighed kan blive fuldbyrdet. Men da han bliver forført - eller voldført - af en ukendt kvinde, opdager han at den kødelige kærlighed til kvinder kan lindre den smerte, den åndelige kærlighed er årsag til. Han lever derfor et liv som libertiner, samtidigt med at han stiger op socialt og ender som direktør for hjuldamperrederiet. Efter mere end 600 kvinder og 51 års ventetid sker så det, han har ventet på. Urbino dør efter en ulykke, og Florentino kan igen kurtisere Fermina. Og efter 53 år, 7 måneder og 11 dage kan forholdet endelig fuldbyrdes.

Filmen er indspillet i Colombia og har dermed sikret sig, at der er tale om "autentiske" locations. Mike Newell hælder dog mere mod det pittoreske end det sanselige, der kendetegner Marquez. Der er masser af seksualitet, erotik og voldsom død i form af borgerkrig og kolera. Men der er ikke den samme fornemmelse af kropslighed, som man finder i Marquez' fortællinger. Der er en sidestilling af kærlighed og kolera, der udtrykkes i Florentinos udsagn, at koleraen griber en og derpå giver slip; dvs. tilintetgør den skrøbelige krop. Hans løfte til Fermina er, at han aldrig vil give slip på hende; dvs. hans kærlighed vil være evig. Som en af hans elskerinder forklarer, så er kærlighed det, vi gør, når vi er nøgne: fra taljen og op er det den åndelige kærlighed, fra taljen og ned den kødelige. Således er kærligheden altid splittet. Det samme gælder Florentino, der som koleraen fortærer de kvinder, han bruger. Ikke tilfældig bliver Fermina gift med den læge, der udrydder koleraen - og dermed den kødelige, kroplige kærlighed. Men da Fermina og Florentino omsider forenes, er der både tale om kærlighed og kolera i den forstand, at Florentino opdigter et koleratilfælde, for at have en undskyldning for at sætte skibet, hvorpå de befinder sig, i karantæne, så de kan forblive sammen for evigt.

Den altdominerende hovedrolle indehaves af Javier Bardem. Han kan stadig ses som Anton Chigurh i No Country for Old Men, den rolle han fuldt fortjent vandt en Oscar for. Men hvor Anton Chigurh er en frygtindgydende studie i udtryksløshed, så kræver rollen som Florentino et ganske anderledes følelsesregister. Det behersker Javier Bardem til fulde. Han er en skuespiller, hvis fysiognomi giver et næsten "naturligt" nærvær. Han formår at spille både den unge og den gamle Florentino, så man følger kroppens aldring. Hans ansigt - ikke mindst i profil - har en nærmest skulpturel fremtoning, som var det hugget i granit. Men Bardem er selv skulptøren, der former sit ansigt, så alle længsler og kvaler står mejslet i detaljer. Den sårbarhed og poesi, der fra Marquez' side er lagt ind i figuren, kommer til fulde til udtryk i Javier Bardems præstation. Det alene gør filmen værd at se.

Alt i alt en seværdig film. Man savner nok noget mere sanselighed, mere sved og mere kød og blod. Mike Newell gør filmen mere britisk end latinamerikansk. Dog ikke mere end at det er til at leve med. Først og fremmest takket være Javier Bardem, der bekræfter sin status som en af de allerbedste skuespillere på film i øjeblikket.