Den postapokalyptiske science fiction film topper for tiden. Hvis ikke du har fået nok med at se The Road, er der muligheden her for at se en af filmatiseringerne af den arketypiske postapokalyptiske roman, den engelske John Wyndhams The Day of the Triffids, der er fra 1951. Filmatiseringen er her som en tv-miniserie med to lange episoder. Plottet er en meget smart kombination af to katastrofer. Størstedelen af menneskeheden bliver blind af stråling fra rummet, og samtidig hærges verden af et stort antal undslupne kødædende og bevægelige kæmpeplanter, de såkaldte trifidder. Blinde mennesker er lette ofre for disse planter, der dræber ved hjælp af gift fra slyngtråde eller tentakler. Snart er der kun få blinde overlevende tilbage i verden, og i England, hvor serien udspilles, følger handlingen en gruppe seendes overlevelseskamp. Hvor kombinationen af blindhed og trifidderne er rigtig velfungerende, er denne filmatiserings kombination af den postapokalyptiske situation med personkonflikter det ikke. Helten er triffidforskeren Bill Masen, der hurtigt danner par med radioværten Jo Playton. Deres modstander og skurken er Torrence (Eddie Izzard). Torrences had mod Masen begrundes knap nok, og hans motivation for hans øvrige handlinger leveres slet ikke. Denne personkonflikt fylder for meget i serien.

Det er en definerende del af den postapokalyptiske genre, at den ud over at skildre selve den apokalyptiske katastrofe og overlevelseskampen derefter, bearbejder de samfundsformationer, der opstår blandt de overlevende. Dette gælder også i Day of the Triffids. Torrence opkaster sig selv til en psykopatisk, korrupt og hedonistisk London-baseret militærdiktator, og i handlingen indgår også et ganske interessant klosters forsøg på overlevelse, hvor abbedissen Durrant (Vanessa Redgrave) har sin egen overraskende masterplan.

Seriens produktion er i det store og hele vellykket. De morderiske planter undgår at blive latterlige, en risiko der i høj grad er til stede med denne type monstre. Lokationerne er velvalgte og stemningsfyldte, og London som mennesketom katastrofeområde er som sædvanlig fascinerende, som mange andre film og serier, fx 28 Days Later, har vist det. At anvende genkendelige lokationer virker autentiserende på selv den mest fantastiske handling. Hvor man accepterer seriens katastrofe, om end den har en absolut usandsynlig karakter, er det svært som publikum at acceptere personernes adfærd. De opfører sig idiotisk, og mange af deres handlinger er ubegrundede og umotiverede.

Tv-serien er kun tyndt baseret på John Wyndhams roman. Der er i høj grad tale om en opdatering til nutidens energikrise og globale opvarmning. I ”The Making of Day of the Triffids” udtaler en af series producenter, at da han genlæste Wyndhams roman forekom den meget gammeldags. Seriens intension om at virke helt nutidig er vellykket, og på mere end en måde. For den forholder sig så løst til romanforlægget, at man efter at have set dvd’en, med stort udbytte kan læse romanen, der er meget forskellig fra serien i personer og handling, og man kan netop nyde den tidsånd, som romanen rummer. Selv om Day of the Triffids ikke er den ultimative filmatisering, er den acceptabel som underholdning, og hvis den er vejen ind i den postapokalyptiske mester, Wyndhams forfatterskab, er det blot et ekstra plus.