Alle de, der troede, at Quentin Tarantinos The Hateful Eight ville være en storslået, klassisk westernfilm, med de bredeste panoramaskud (nu instruktøren insisterede på at den skulle optages i 65 mm, som så efterfølgende kunne blæses op til 70mm i biografen på rigtig film) blev nok skuffet, da de så den færdige film. For ikke alene foregår hoveddelen af filmen indendørs, men det er heller ikke en rigtig western.

Tarantino har godt nok skabt en film, hvis rammehistorie foregår i perioden efter den Amerikanske Borgerkrig, men filmen bruger ikke tidsperioden til meget andet end at blande et drama med en detektivhistorie. Indrømmet, westernmiljøet gør, at der kan tales om både race, lynchninger og selvtægt, men faktisk ville det være ganske nemt at omskrive filmen, så den i stedet foregik under Vietnamkrigen, på en fjern rumstation eller noget helt tredje. Det er ikke så meget omgivelserne, der er det vigtige i Tarantinos nye film, det er snarere de fejder og magtkampe, der foregår mellem en lille gruppe mennesker, der på mere eller mindre frivillig manér bringes sammen.

Som det også blev nævnt i biografanmeldelsen , så er filmen med sine ganske få locations til trods en ganske fascinerende oplevelse. Både første men også anden gang den opleves. For selv om mange filmfans måske vil hævde, at film bør fortælle deres historier i billeder og drosle ned for dialogen (”showing not telling” er mantraet i stort set alle bøger om manuskriptskrivning), så er det netop den knivskarpe og mundrette samtale som er – og altid har været – Tarantinos største styrke.

Der fortælles nemlig en lang række historier i The Hateful Eight, nogle sande, andre helt opdigtede, fælles for anekdoterne og de lommefilosofiske betragtninger over livet er, at man er godt underholdt hele vejen igennem. Selv om man allerede har set filmen og derfor kender til tingenes rette sammenhæng, så er det mindst lige så fascinerende at opleve karakterenes indbyrdes ordrige fejder anden gang.

Tarantino er kendt for at lege med kronologien i sine film, men i The Hateful Eight er der kun blevet plads til to velvalgte flashbacks. Den ene er en visualisering af den væmmelige historie som Samuel L. Jacksons figur fortæller en gammel sydstatsgeneral. Det andet fylder et helt kapitel mod filmens slutning, for det viser seeren, hvad der i virkeligheden skete, før filmens hovedpersoner ankommer til Minnie’s Manufakturhandel. Filmens anden reelle location.

Der er kælet for detaljerne, ikke kun i dialogen men også i scenografien, for manufakturhandelen midt i det snetilføgede landskab er fyldt med en masse ting, sager og fine detaljer, som man kan nyde. Sneen fyr gennem sprækkerne, bjælkerne knirker og samtidig er lyssætningen eminent hele vejen gennem filmen. Det kan godt være, at filmen ikke svælger i naturskønne optagelser foruden et par enkelte skud i starten, til gengæld får man lov til at nyde hvert enkelt skæghår, rynke om øjnene og close-ups af vigtige detaljer undervejs. Selv om det virker som om, det kan være lidt paradoksalt at vælge 70mm-formatet til at forsøge at skabe en stemning af klaustrofobi, så optræder der også en række lækre dybdekompositioner indimellem. Disse står fantastisk flot på BluRay-udgaven, til trods for at Quentin sikkert ville mene, at det på ingen måde kan hamle op med celluloid.

Fokus er dialogen, der er præcis, knastør og dragende. Tarantino er ikke kun en eminent skribent, men han er også i stand til at få sit ensemble til at levere deres replikker på en måde, så de, til trods for den absurd højspændte situation alle figurer befinder sig i (sydstatsgeneralen mod den sorte fyr, dusørjægeren mod alle der vil indkassere dusøren for egen vindings skyld, osv.), bliver troværdige og interessante at lægge øre til. For selv om det er mindre end et halvt år siden filmen spillede i biografen, så føles filmen heller ikke ved andet kig længere end en almindelig spillefilm, til trods for sine tre timers spilletid.

Som filmfan kunne man godt have ønsket, at filmen blev udsendt på BluRay i den lidt længere biografversion, især når der er blevet plads til hele to BluRay-skiver i kassetten og idet titlen ”Special edition” pryder omslaget. Det er dog ikke tilfældet. Faktisk er det meget fattigt, hvor lidt ekstramateriale der er blevet plads til. Den ekstra disk byder derfor udelukkende på en bag-filmen dokumentar og en syv minutter lang sag, hvor Samuel L. Jackson fortæller om det filmformat som The Hateful Eight er optaget på, samt om ”roadshow”-ideen, hvor filmen i en lidt længere version blev vist i de biografer, der havde mulighed for det. Der er intet kommentarspor. Der er heller ikke fraklip. Der er endda slet ingen mulighed for at finde ud af, hvad det er for scener, som biografudgaven bød på, eller om det udelukkende var overturen og pausen, der gjorde filmen længere. Det er faktisk lidt tamt, og man kan virkelig undre sig, hvad det er, der skal være så specielt ved denne ”special edition”.

Selv om der på den vis ikke er meget mere end hovedfilmen at komme efter, så er det også rigeligt til, at alle, der holder af Tarantinos eminente sans for drama og filmnørderi, bliver nødt til at få den hjem til samlingen. Så drop ideen om at se en klassisk western og giv i stedet Quentins film en chance, det fortjener den i den grad.