Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Man Who Killed Don Quixote (132 min.) Købefilm / Universal
Anmeldt 2/9 2019, 19:12 af Teddy Tofte

Myten om filmen overgår selve filmen


Myten om filmen overgår selve filmen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vi har sikkert alle oplevet, at noget lød bedre inde i vores hoveder, og når det så endelig blev ført ud i livet, var det ikke helt, som vi havde forventet. Terry Gilliams The Man Who Killed Don Quixote – en film som instruktøren bag mesterværker som 12 Monkeys og Brazil havde forsøgt at lave i tre årtier – giver lige præcis den fornemmelse i sit publikum. Efter alle disse år, og med filmens legendariske status - filmen, der aldrig kunne blive lavet - kan undertegnede ikke lade være med at undre sig over, om alt den energi, tid og alle de følelser, som Gilliam har lagt i projektet, overhovedet var anstrengelserne værd.

Filmen blev originalt tænkt som en direkte adaptation af Miguel de Cervantes’ klassiker, Don Quixote, hvor en ældre adelsmand og hans væbner, en bonde ved navn Sancho Panza, tager på et eventyr for at finde ridderligheden igen, alt imens adelsmanden lider af hallucinationer. Gilliam begyndte at arbejde på filmen i 1989 og fik noget af en version med Johnny Depp og Jean Rochefort, indtil produktionen blev ramt af naturkatastrofer, som lukkede filmen ned. (Meget af dette er dokumenteret i dokumentarfilmen Lost in La Mancha).

Gennem årene har Gilliam kæmpet for at sikre penge til filmen, hvor adskillige skuespillere er kommet og gået, imens han og hans manuskriptforfatter, Tony Grisoni, endevendte historien og erstattede tidsperioden med et moderne miljø. Til sidst begyndte filmen sin produktion igen i 2017, med Adam Driver i rollen som Toby Grisoni – en engang lovende filmskaber, som har vendt sine drømme ryggen og blevet mere kynisk i sin karriere som en reklameinstruktør. Han er netop ved at filme en ny reklame i Spanien for sin magtfulde og truende chef (Stellan Skarsgård), imens han har noget kørende med chefens kone (Olga Kurylenko). Toby indser, at de filmer i et område, som ikke er langt fra den lille landsby, hvor han for ti år siden skød en filmskolefilm, som var med til at lancere hans karriere. Den film var en adaptation af Don Quixote, som havde en gammel mand fra landsbyen i hovedrollen, Javier (Jonathan Pryce), samt byens smukke teenager, Angelica (Joana Ribeiro), i en lille rolle.

Toby beslutter sig for at forlade reklamefilmsproduktionen og rejser til landsbyen, hvor han finder ud af, at Angelica er rejst til storbyen for at blive en skuespiller (fordi Toby i sin tid sagde, at hun havde det, der skulle til). I stedet har hun fået arbejde i et escortfirma. Men det er ikke nok. Javier tror nu fuldt og fast på, at han er Don Quixote og insisterer på, at Toby er Sancho Panza. Efterfølgende kommer der en række af uheldigheder, ulykker og semi-komiske konfrontationer, idet tiden og virkeligheden bøjer sig for en mere og mere forvirret Toby.

Fans af Gilliam kan med lethed finde masser af instruktørens sædvanlige temaer her og der, eksempelvis grænsen mellem virkelighed og fantasi, den hårfine linje mellem galskab og det normale, samt spændingen mellem at være sand overfor sig selv eller at blive en del af maskineriet. Men denne gang virker det bare, som om han ikke rigtig har noget nyt at sige om disse typiske idéer, og han virker til at være tilfreds med at genspille dem gennem sit sædvanlige filter af overdådige skuespilpræstationer og bizarre visuelle sekvenser. Tag endelig ikke fejl: Gilliam har ikke mistet grebet på det sidste punkt.

Han arbejder sammen med kameramanden Nicola Pecorini, som tager alt, hvad han kan, ud af lokationerne i Spanien og Portugal. Sammenlagt med Gilliams stil er filmen i den grad en fryd for øjet. Der er samtidig bare en følelse af, at historien er blevet genbrugt op til flere gange af den samme instruktør, og den unødvendig forvirrende måde, filmen bliver fortalt på, gør det heller ikke bedre. Både Driver og Pryce virker til at være med i to vidt forskellige film, selvom de begge to er knaldhamrende gode skuespillere. Pryce giver i starten af filmen sin rolle, Javier, en vis medlidenhed, idet han er fuldstændig fortabt i sin egen fantasi, imens Driver giver Toby en manisk og overspillet energi, som hurtig bliver for meget, selv med en skuespiller som ofte er værd at se på.

I sidste ende virker det, som om Gilliam vil fortælle os, at man bare skal give slip på sig selv og drive ind i sin egen fantasiverden som et godt alternativ til en kold og grådig virkelighed. Det er også en god metafor for den filmiske proces, hvilket er grunden til, at filmen føles så personlig og alligevel så fjern fra alting på samme tid. Måske er det godt for Gilliam, at han har fået dette projekt ud af sit system og kan bevæge sig hen mod andre projekter. Men det er lidt ironisk, at slutresultatet virker så fuld af fejl. Man kan sige, at den mand, som i sidste ende rent faktisk slog Don Quixote ihjel, var Terry Gilliam selv.


2457
Forrige anmeldelse
« Once Upon a Time… in Hollywoo... «
Næste anmeldelse
» Backdraft 2 »


Filmanmeldelser