The Mule er den seneste film instrueret af 88-årige Clint Eastwood. Det er også en fortælling, der som rigtigt mange andre dramaer tager udgangspunkt i virkelige begivenheder. En af filmens medforfattere er journalisten Sam Dolnick, der for år tilbage skrev den artikel der senere skulle blive grundlaget til denne film.

Det er også en virkelig god historie, at en mand på næsten halvfems, der hele sit liv har levet af at sælge blomster, pludselig begynder at smugle store mængder kokain for et mexicansk kartel. Der er i Kapellets optik heller ikke andre skuespillere, der ville være mere perfekt til at spille rollen som den charmerende hovedfigur end Clint Eastwood selv. Ikke alene har Clinten alderen, han er også en formidabel skuespiller, der på særlig vis kan være både være blød og benhård på samme tid.

Første gang man ser vores hovedperson i en af filmens første scener er det tydeligt at se at Clint’en er blevet en gammel knark. Han er tynd, grænsende til det ranglede, men bag det skrøbelige ydre funkler stadig de stålsatte blå øjne og ikke mindst det skæve smil, vi kender ham for. Lidt lige som glansrollen som Walt i Gran Torino er Earl (endnu et ærkeamerikansk navn – red.) i The Mule krigsveteran fra bla. Anden verdenskrig og Korea. Han lever i filmens start en fredelig tilværelse, som blomsteravler et sted i USA. Filmen viser først Earl til en blomsterudstilling i 2007, hvor han fnyser af en af konkurrenterne der stolt viser sin hjemmeside frem, men ti år senere må Earl erkende at internettet måske alligevel var fremtiden.

Earls blomsterforretning kommer på tvangsauktion og bedre bliver det ikke, da han finder ud af at stort set resten af familien hader ham. Earl har nemlig brugt alt for meget tid på sine blomster og sin business, end han har brugt på sin familie. Han vil dog gerne rode bod på dette ved at være der for sit barnebarn, der skal giftes. Uden nogen penge på kontoen er det meget svært at give hende det bryllup hun gerne vil have. Ved et tilfælde til en forlovelsesfest møder Earl en fyr, der ved at den gamle mand vil være perfekt til at transportere stoffer, for hvem mistænker en 90-årig knark i en rusten pickuptruck?

Selv om Earl egentlig bare havde tænkt sig at skaffe lidt hurtige penge til datterens bryllup, opdager han også at en af hans favoritrestauranter har haft ild i køkkenet og da forsikringsselskabet er sløve, tager Earl endnu en smuglertur. Herefter én til, og én til, men som en slags moderne Robin Hood, giver han de mange penge han tjener til folk han kender i nærmiljøet. Nuvel, Earl får også råd til en ny truck og genåbner planteskolen, så det er svært som seer at ensidigt hade hovedpersonen for gangstergerningerne, nu han faktisk bruger narkopengene til gode formål, der glæder andre.

The Mule er en hamrende charmerende film. Eastwood er tilbage i virkelig god form efter den meget ligegyldige 15:17 to Paris https://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=2307. Det handler ikke kun om at det er skønt igen at se Hr. Eastwood foran kameraet, men også fordi filmen er stramt fortalt i en rolig og cool stil, meget lignende Gran Torino, selv om den nye film ikke har lige så mange indholdsmæssige facetter som den.

Selv om det er Eastwood selv der stjæler billedet som den gamle mand, hvis moral og livsglæde, til trods for hans noget anløbne gerninger, reelt ikke fejler noget, men herudover er filmen fyldt med gode skuespillere, der gør, at selv meget små roller, fyldes fint ud. Undervejs kommer man også godt rundt i det følelsesmæssige spektrum, for lige som filmen byder på sjove og hyggelige scener, kan man andetsteds finde stort drama, lidt action og på andre tidspunkter igen næsten fælde en tåre. Earl finder nemlig ud af, at selv om han har fejlet som far og husbond, så er det måske alligevel ikke for sent at få tilgivelse, selv om han godt ved han har tiden imod sig.

The Mule får af samme grund kapellets varmeste anbefalinger med på vejen. Det er hverken en stor film, en der er vigtig i forhold til debatten om problemer med stoffer og narkokartellerne i USA, det er heller ikke en film der visuelt skiller sig ud, men til gengæld er det bragende solidt håndværk. Det er en lille, opbyggelig fortælling der til trods for at den tager udgangspunkt i en hverdag i præmissen er så vild, at der ikke er et eneste kedeligt øjeblik. Kort sagt; en yderst seværdig film, med et godt budskab.