Selvransagelse er altid sundt. Og når filmen 12 Years a Slave tildeles en Oscar for bedste film, så minder det om en amerikansk kultur, der velmenende ransager sjælens inderste kroge. En amerikaner er stolt af skabelsen af ’the land of the free’, men i byggestenene er der også blandet en lang række modsætninger. Ganske simpelt er nationens tidligste år baseret på et fundament, hvor ikke alle kunne være så ’free’ endda. Slavernes historie er et kapitel for sig, men også et aspekt af nærmest alle nationers historie, der er et afgrundsløst dyb at kigge ned i.

12 Years a Slave stirrer mørket direkte i øjnene og gør det på en måde, der får selv seeren, som i dag sidder på behørig afstand af slavehandlen, til at endevende sit eget syn på verden. Og hvis der skulle sidde en enkelt dansker derude og tænke, at det der med slavehandlen har intet med mig og min historie at gøre, så må man tro om. Danmark tjente også styrtende med guld på handel med mennesker, der oprigtigt blev kategoriseret som undermennesker. Derfor er 12 Years a Slave en film, der taler til alle, der tør lytte til budskabet.

Filmen er baseret på Solomon Northrops gribende selvbiografi om sine mange år som slave. Han boede oprindeligt i New York, hvor han blev svindlet med til sydstaterne og solgt under et andet navn. Gemt væk fra familie og uden kommunikationskanaler – og kun med det hårde slid og venten på retfærdighed. Vi træder ind i 1841, lang tid før borgerkrigens opgør med slaveriet, og følger Solomons tunge vej fra plantage til plantage, fra pisk til pisk, og fra ydmygelse til ydmygelse.

Portrættet af Solomon er tætgående og særdeles gribende. Gribende på en måde, der får det inderste til at vende sig i maven. At mennesker på den måde brutalt har kunnet misbruge andre alene af den grund, at de har en anden hudfarve, er nederdrægtigt, og fungerer som et wake up call til de, der i dag stadig hænger i racismens hængedynd. Filmens hovedperson Solomon er dog en interessant figur, fordi han ikke er ensidigt fordømmende. Han udviser undervejs en kulturforståelse, der overstiger det, de fleste ville kunne formå.

Filmen veksler mellem tæt visualisering af Solomon og andre slavers mistrøstighed og stærke visuelt poetiske billeder, der ikke underkender de amerikanske sydstaters svulmende skønhed. Men det er mødet mellem guddommelige omgivelser og ugudelig menneskelig optræden, som på den måde kommer til at stå fantastisk stærkt i en film, der meget overbevisende fortæller om den sorg, Solomon føler. Og om nødvendigheden af at se sig selv og sin kulturs fortid i øjnene for at undgå lignende katastrofer.[2] Det er kortfilmsinstruktøren Steve McQueens blot tredje spillefilm. Men under alle omstændigheder et gennembrud af dimensioner. Adaptionen og behandlingen af John Ridleys fine manuskript er flot. Ridleys dialog står skarpt og alsidig, og også gennem sproget får Ridley og McQueen vist kultursammenstød. Chiwetel Ejiofor, der spiller Solomon, får også efter denne film travlt, for hans præstation er enestående velspillet. Filmen, der byder på en del skuespilleroverraskelser undervejs, er generelt spillet, så handlingen vinder autenticitet og troværdighed.

12 Years a Slave når langt i sit mavevridende portræt af slaveriet ved at Solomon, der – som den udefrakommende og dannede mand, han var – kan skildre omstændighederne nøgternt fra to sider. I udgangspunktet var jeg lidt tilbageholdende over for, at vi jo skulle vise identifikation med én enkelt person, der også oprindeligt kom fra bedre kår (ligner os mere). Hvorfor skulle vi ikke få den samme sympati med en hvilken som helst anden slave? Men det får vi også, men vi får tilmed en dobbelt synsvinkel, der fint registrerer på både inder- og ydersider.

Solomon Northrop fortsatte kampen mod slaveriet, da han endelig igen kom hjem. En kamp, der faktisk den dag i dag ikke nødvendigvis er vundet alle steder. Slaveriet har i princippet blot fået et nyt ansigt. Og derfor er en film om det amerikanske 1800-tal stadig en aktuel historie at fortælle i dag. Subtilt gør filmens også opmærksom på dette ved overraskende at lege med nogle metaelementer, der udråber denne menneskebehandling som en tragedie. Trods filmens umiddelbart lykkelige udgang får den understreget hele emnet som tragisk.