At forstadslivets idyl blot er en tynd fernis, der dækker over en gennemgribende råddenskab så snart man skraber i overfladen, er efterhånden et velkendt tema i filmiske fiktioner. Vi ser de mere alvorlige skildringer af dette hos eksempelvis Davis Lynch men også de mere letbenede af slagsen, som de desperate husmødre der bor på henholdsvis Wisteria Lane eller Lykkevej synes at bekræfte dette. Alternativt skildres den dobbeltbundede forstadsidyl i komediefilm som The ’Burbs, Fright Night eller nu, helt aktuelt, i biograffilmen The Watch.

Filmens hovedperson er Evan, der elsker den lille, hyggelige soveby, han bor i. Evan er mere end almindeligt engageret i det lokale byliv. Han har startet en løbeklub, en spanskklub på ældrecentret, er med i byrådets debatpaneler og meget, meget mere. Til dagligt bestyrer han det lokale supermarked, hvilket for ham beviser at den Amerikanske Drøm lever i bedste velgående, for var det ikke blot ti år siden han startede som almindelig medarbejder dér? Evans liv er stort set perfekt: han har en smuk kone, et aktivt liv og er stolt over sin position. Dette ændres dog brat da nattevægteren i supermarkedet, Evans betroede medarbejder der samme dag endelig har fået sit statsborgerskab, brutalt bliver myrdet. Det lokale politi er nogle kolossale fjolser, så der er ikke meget der tyder på at forbrydelsen bliver opklaret med det samme.

Vor foretagsomme forretningsmand beslutter derfor at afbryde halvlegen i det lokale footballopgør ved retorisk at spørge de forsamlede fans om han var den eneste, der græd sig selv i søvn natten før og proklamere at han danner et vagtværn, der vil patruljere i nabolaget indtil den usle morder bliver fanget. Indlysende nok dukker der ikke særligt mange frivillige op til Evans første møde i værnet – faktisk dukker der kun tre andre op: den ølglade, festabe Bob – der ser værnet som en undskyldning for at komme lidt ud af huset, den unge lømmel Franklin, der primært har lyst til at øve selvtægt og endelig den meget britiske Jamarcus (spillet af Richard Ayoade kendt fra bl.a. The IT-Crowd) som bliver gruppens nørdede, akavede type. Denne håndfuld meget uens figurer må nu forsøge at arbejde sammen, i deres fælles forsøg på at komme til bunds i de hemmeligheder, der gemmer sig bag ligusterhækken. Det skal dog vise sig at deres efterforskning får langt mere vidtrækkende konsekvenser, end de først antager.

Det er en virkelig god idé at undlade at se trailers eller vide alt for for meget om The Watch før man indløser billet. Filmen er nemlig en komedie, der starter ud som en klassisk buddy-movie, hvor ensemblet af figurer går så grueligt meget igennem før de indser at de, trods deres forskelligheder, alligevel ikke kan undvære hinanden. Undervejs bliver vores hovedperson naturligvis nødt til at bekende kulør og gå til bekendelse overfor sin kone, for der er vigtige ting omkring deres privatliv han har fortalt sine nye venner, men ikke delt med hende.

Heldigvis byder The Watch også på en virkelig overraskende genreblanding, for selv om filmen er rendyrket komedie, så sniger der sig hurtigt en anden genre ind over fortællingen – men kapellet afslører, ulig traileren, ikke hvilken, da det faktisk er ganske morsomt at opleve ved selvsyn.

The Watch fik en ganske hård medfart af både kritikere og publikum ved dens amerikanske premiere og er man ikke fan af humor, der aldrig flytter sig ret højt over navlen, men forbliver underlivsfikseret, så er det sikkert heller ikke en film man vil finde morsom. Holder man dog af denne slags platheder er The Watch faktisk en meget morsom film.

Dertil kommer, at det efterhånden er etableret at Vince Vaughn og Ben Stiller udgør et godt makkerpar på film og smider man så Jonah Hill ind i blandingen og giver ham lov til at spille grænsepsykotisk teenager, så er underholdningen sikret. Filmen bliver nok aldrig en komedieklassiker, men det er uforpligtende sjovt så længe det står på – og når en komedie faktisk er i stand til at få dens anmelder til at klukle med ganske jævne mellemrum hele vejen igennem, så er missionen i den grad lykkedes til fulde.