Forestil dig følgende: du er involveret i et trafikuheld og vågner efterfølgende op i en skummel kælder, lænket til en seng. Da du forsøger at gøre dig fri, lukkes den tunge metaldør i det ellers nøgne rum op og en mand, du aldrig før har set, forklarer at du befinder dig i hans hjemmebyggede bunker. Han hævder, at der er sket et eller andet udenfor bunkerens beskyttende vægge. En verdenskrig er måske udbrudt. Et altødelæggende terrorangreb har forgiftet luften. Måske er det noget helt tredje. Han ved det ikke med sikkerhed, han ved bare at man dør hvis man bevæger sig ud. Du er nu fanget på ubestemt tid i fyrens prepper-bunker. Dette er udgangspunktet for den ganske fremragende amerikanske thriller 10 Cloverfield Lane.

Når kløvermarken nævnes, er der sikkert flere filminteresserede blandt kapellets læser, der vil huske ca. otte år tilbage, hvor J. J. Abrams havde hyret instruktøren Matt Reeves og manusforfatteren Drew Goddard til at begå en ganske skelsættende monsterfilm, der ikke kun var en nyfortolkning af Gojira (og andre, lignende gigant-monsterfilm), som havde en række intertekstuelle referencer til velkendte genrefilm, som visuelt benyttede sig af en dokumentarisk stil for at gøre det hele langt mere realistisk, og som samtidig bevidst trak på den frygt og de billeder, som følge af terrorangrebet i New York i 2001.

Hvis man tror at 10 Cloverfield Lane er en direkte fortsættelse af Cloverfield i både stil og indhold, vil man sikkert blive skuffet fælt. Borte er nemlig den håndholdte stil, de store bymiljøer der smadres eller de mange referencer til anden sci-fi. I stedet skabes der et fortættet psykologisk drama, båret i mål af især John Goodman, der spiller Howard - manden, som har bygget beskyttelsesrummet – med stor indlevelse.

Filmens egentlige hovedperson er dog den unge kvinde Michelle. Det er hende vi oplever situationen igennem, hende som seeren konsekvent følger. Hun opdager, at hun ikke er alene med Howard, men der er endnu en gæst i bunkeren, nemlig Emmet, håndværkeren der har hjulpet Howard med at bygge hans underjordiske paradis og som søgte tilflugt hér da verden udenfor begyndte at gå amok. Han ved heller ikke præcist, hvad der er sket, kun at han hørte en masse store eksplosioner og derfor i panik søgte Howards bunker. Der er mad nok til dem alle, der er et rensningsanlæg, så de ikke løber tør for vand og der er generatorer, der sørger for strøm nok til både lys, musikanlæg og videoafspilleren. Spørgsmålet er blot om dette virkelig er nok?

Der går dog ikke særligt længe før både seeren og Michelle begynder at tvivle på Howards udlægning af sandheden. Er det virkeligt så farligt at gå udendørs, som han hævder? Jovel, der ligger ganske vist et par halvrådne grise, som kan ses fra det vindue der sidder i bunkerens eneste udgang, men er dyrene virkelig døde som følge af et kemisk eller radioaktivt angreb, eller er det Howard der har dræbt dem, for at kunne holde de to andre som gidsler? Det er denne tvivl om Howards motiver, der stort set hele vejen gennem filmen, bliver dens væsentligste fremdriftselement.

10 Cloverfield Lane er både overraskende og spændende. Der er måske enkelte seere, der vil begynde at kede sig en anelse undervejs, hvis de havde forventet en egentlig film der både stilistisk eller indholdsmæssigt fulgte tråden fra Cloverfield, men det er netop trivialiterne og monotonien i at leve isoleret sammen med et par folk, man ikke kender som i løbet af filmen bliver intenst. Når man ikke har mulighed for at flygte fra sine medfanger, vokser frustrationerne. Det er selvsagt et trekantsdrama der langsomt begynder at udfolde sig, men ikke i den klassiske, romantiske forstand, for rammehistorien er meget anderledes.

Især Howards figur er spændende, for han veksler mellem at være rar og imødekommende for så i næste nu, at blive aggressiv og udfarende. Faktisk er det en brillant tanke at netop caste John Goodman i denne rolle, for det er vist kun i Barton Fink at han optræder i en rolle, som andet end en rar bamsefar. Howard er i al fald ikke det første valg til en ufrivillig bofælle som man kunne ønske sig. Michelle finder, idet tiden går, at hun på ingen måde trives i fangenskab med de to mænd og beslutter sig for, at finde en vej ud. Om dette lykkes og hvad – om noget – der er sket udenfor bunkeren, skal man naturligvis selv se filmen for at finde ud af.

De der blev søsyge eller irriterede over at se Cloverfield bør efter kapellets bedste overbevisning give 10 Cloverfield Lane en chance. Det er nemlig en film, der ud over titlen nærmest ikke kan sammenlignes med den første, foruden ideen om en trussel, der konstant lurer i baggrunden. Den bæres igennem af en rigtigt god idé, kompetent filmhåndværk og ikke mindst en håndfuld virkeligt engagerede skuespillere. Det er en på mange måder ganske grum film, der i bund og grund handler om hvordan vi behandler hinanden, især når vi udsættes for stress og pres.