Den umiddelbare følelse, man sad tilbage med efter at have set den første National Treasure-film, var at den ikke alene forsøgte at ride med på slipstrømmen fra filmatiseringen af Dan Browns mest omtalte værk, men desværre var den også ret kedelig. Der var langt mellem action-snapsene – så uanset hvor mange hemmelige budskaber man koblede med spektakulære heist-sekvenser, havde man ikke nødvendigvis fat i den lange ende. Filmskaberne har dog ikke holdt sig tilbage for at lave en fortsættelse, for netop nu kan man igen se Nicolas Cage lægge krop og stemme til den moderne Indiana Jones-klon; historikeren og skattejægeren Benjamin Franklin Gates.

I Book of Secrets handler det – ligesom i den forrige film – om at få renset familiens ære. Denne gang gælder det ikke Ben og hans far, men derimod oldefaderens rygte. Han anklages for at have været involveret i mordet på selveste Abraham Lincoln. Den foretagsomme psykopat Mitch Wilkinson, spillet af Ed Harris (der synes at påtage sig ret mage skurkeroller for tiden), har fundet håndgribelige beviser på oldefar Gates’ skyld. John Wilkes Booths’ personlige dagbog mangler nemlig nogle sider og en af dem ligger Wilkinson inde med.

Det kan mændene i Gatesfamilien naturligvis ikke have siddende på sig, så de undersøger med modvillig hjælp fra Ben Gates’ ekskone, den påståede side fra bogen. Det viser sig, at siden – foruden navnene på de sammensvorne – rummer et fragment af en kode, der ikke alene fører Gates og Co. på en rejse rundt om jorden på jagt efter flere ledetråde, men også på sporet af såvel både USA's præsidents hemmelige bog og en sensationel indiansk guldskat.

Det hele er naturligvis noget fabelagtigt vrøvl, selv om filmselskabet på deres sider gør alt for at skildre den historiske akkuratesse bag fiktionen. Det største problem ved den begyndende National Treasure-franchise er, at amerikanerne ikke har så meget historie at tage af. For at parafrasere Linda Hutcheon, så ser jeg dette som et eklatant forsøg på at skabe historiografisk metafiktion med tryk på fiktion. Med andre ord, fiktioner der kan give amerikanere en følelse af at have en lang, broget baggrund, på trods af at nyere amerikansk historie ikke har meget mere end 2-300 år på bagen.

Sammenligner man Book of Secrets med de umiddelbare forbilleder, Indiana Jones og Tomb Raider serierne, så har de sidstnævnte hele verden og verdens historie som deres legepladser. National Treasure synes derfor ret begrænset af sin mangel på historiske referencer og benytter derfor vandrehistorier og konspirationsteorier som en stor del i mytologien. Dermed ikke sagt, at hverken jagten på gralen eller ungdommens kilde har speciel sandhedsværdi, men de har derimod en meget mere solid mytologisk forankring og et langt rigere spektrum af fiktionskilder at trække på, når historierne skal skrues sammen.

Mange af karaktererne er ekstremt endimensionelle, skitseprægede og alle de typiske genretræk opretholdes, så der er ikke meget at blive overrasket over, når man først har sat sig til rette i mørket. At filmen er forudsigelig synes endda at blive kommenteret eksplicit på i den scene, hvor en af replikudvekslingerne lyder nogenlunde sådan her - A: ”Der er andre efter skatten!!” B: ”Selvfølgelig, ellers ville det jo ikke opfylde reglerne for en rigtig skattejagt”. Selv om vi har set, at alle skuespillerne andetsteds besidder åbenlyst talent, så bliver end ikke Ben Gates karakter nær så elskelig som hverken Dr. Jones eller Mrs. Croft.

Setdesignet i filmens klimaks er imponerende fedt lavet og den sidste tyve minutter er også der, hvor filmen virkelig leverer skattejagtsvaren. I kontrast står de forskellige jagtsekvenser mellem vore helte og Wilkinsons mænd, disse bliver forudsigelige og uopfindsomme, man har eks. set bedre biljagter et utal af gange før. De er dog i det mindste med til at give filmen den fremdrift, der helt manglede i den første film.

Når støvet så ellers har lagt sig efter en så hård medfart, skal det siges at Book of Secrets er nøjagtig det som den giver sig ud for – ren underholdning. Der er noget befriende i at sætte sig til rette og lade ting flimre foran ens øjne i to timer, hvorefter man rejser sig, smiler lidt og straks glemmer alt, man lige har været vidne til. I modsætning til den første film er der blevet skruet væsentligt op for tempoet. Man kan ikke længere nøjes med et centralt heist, for i stedet lader man heltene bryde ind i hele tre topsikrede bygninger og (SPOILER WARNING:) i et desperat øjeblik har de endda held med at kidnappe selveste præsidenten. I tråd med tv-serien 24 timer synes reglen nu at være, at man bare skal have meget mere af det samme med på én gang, så er man garanteret succes. Hvor det fungerer nogenlunde for 24, synes det at komme lidt til kort hér – for i virkeligheden føles Book of Secrets som et ganske fint action-adventure spil, som man desværre bare ikke selv kan få lov til at styre.