Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Meg (113 min.) Biograffilm / Warner Brothers
Anmeldt 14/8 2018, 09:35 af Torben Rølmer Bille

Hej, hej megahaj


Hej, hej megahaj

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Når man sætter sig til rette med lune popcorn i biografmørket med forventningen om at se en film om en forhistorisk kæmpehaj, der går til angreb på sagesløse, må man gå ud fra at dette gøres med en vis forventning om, at realismen er blevet efterladt hjemme på køkkenbordet. Dette til trods, så er der altså flere elementer i den nye, stort anlagte hajfilm, som forekommer decideret tåbelige. Mere om dette senere.

Filmen er selvfølgelig endnu en filmatisering af en populær roman, nærmere bestemt Steve Altens roman Meg. Faktisk har manden til dato skrevet ikke mindre end syv bøger i serien om forhistoriske kæmpehajer, de såkaldte Megalodons (deraf kælenavnet ”Meg”) – så mon ikke også der kommer en fortsættelse til filmen, forudsat at den første bliver en succes.

Jason Statham spiller dykkeren Jonas Taylor, der i filmens start må træffe en svær beslutning under et forsøg på at bjerge overlevende fra en amerikansk ubåd, der er sunket i Marianergraven. J.T. beslutter sig for at ofre to af sine allerbedste venner, da han vurderer at de ikke kan nå at komme ombord i den ubåd, der er blevet tilkaldt, inden det havarerede fartøj imploderer.

Vi springer herefter en del år frem i tiden. J. T. Lever nu som bums i Thailand da han opsøges af en tidligere kammerat og en verdensberømt kinesisk marinebiolog. De vil have hans hjælp, til at foretage endnu en risikabel redningsaktion, men J.T. forsikrer dem om, at de ikke kan sige noget der kan få ham til at ændre mening. Da han får at vide, at det er ekskonen som er blandt den forulykkede besætning, trækker han modvilligt i våddragten igen.

Forskerne har nemlig opdaget at bunden i Marianergraven, faktisk slet ikke er bunden. Den består bare af et termisk lag af meget koldt vand, der som en undersøisk sky dækker over en hidtil uopdaget undersøisk verden. Det er her Meg-ahajen lurer og vanen tro går de første fyrre minutter af filmen med at lade os seere være lige så uvidende om kæmpehajens udseende, som figurerne i fortællingen.

Da Megalodonnen så dukker op, går det slag i slag. J.T. og resten af forskerslænget, samt rigmanden der har investeret i det undersøiske laboratorium som halvdelen af filmen foregår på, skal finde en måde at lokalisere udyret på og ikke mindst hvordan de får den glubske dræberhaj uskadeliggjort. Så forvent en masse skrigen, råben og plasken lidt for meget rundt i vandet, i håb om at undgå hvad alle ved er en nærmest uundgåelig skæbne, nemlig at blive slugt helt eller halv af selveste Meg.

Hajer har altid været meget populære på film. Selv fesne CGI-hajer, som de der optræder i Sharknado-serien, har et publikum. The Meg er dog en ganske overbevisende CGI-computerhaj, dens størrelse til trods. Hvad der er mindre overbevisende er, som nævnt indledningsvis, nogle af de beslutninger som forskerholdet træffer.

Eksempelvis er det (og her kommer muligvis et par mindre spoilers, så spring lige afsnittet over hvis du ikke bryder dig om dette) virkeligt mærkværdigt at de sætter sig for at jagte Meg i en stor yacht, når de nu godt ved hvor kolossal hajen er. Tidligere i filmen siger de, at den kan bide en hval midt over, så hvad forhindrer mon dyret i at gøre det samme ved båden? Desuden er forskerholdets tilgang til deres nye opdagelse næsten lige så ufatteligt tåbeligt, som da gruppen af talentløse forskerfjolser i Ridley Scotts rædderlige Prometheus valgte et prikke til det, som de ikke vidste hvad var med en pind.

Der er selvsagt flere mærkværdige valg som hovedpersonerne træffer end dem nævnt ovenfor. Dem kan man selv opleve når man ser filmen. Der er nok de der vil sige, at når det nu handler om forhistoriske kæmpehajer, så er det også forventeligt at man ikke tager resten af filmens så seriøst. Det er bare et problem når man oplever figurer agere så tåbeligt som de til tider gør her, for så sidder man bare og håber på at de da forhåbentligt snart bliver hajføde, i stedet for at frygte for deres liv, hvilket sikkert var intentionen.

The Meg er og bliver en ret fjollet hajfilm. Selveste Meg er som nævnt rigtigt fedt lavet, men det skulle den også gerne da den er filmens egentlige hovedrolle. Filmen underholder, er vellavet og klichefyldt på den helt rigtige måde (inklusiv den næsten obligatoriske comic relief i form af figuren D.J.), men samtidig irriteres man også over flere elementer (og muligvis også flere figurer) undervejs.

Endelig kunne man godt have håbet på at den var langt mere blodig end tilfældet er. Det viser sig faktisk, at der ikke er brugt meget mere blod i den, end i alle hajfilms moder Jaws fra 1975. Dette er muligvis for at kunne presse aldersgrænsen på filmen ned, men det er lidt fjollet, da det jo netop er voldsomme hajangreb der burde sælge filmen. Dommen er derfor, at du sagtens kan finde langt bedre hajfilm på markedet (f.eks. er The Shallows stadigvæk en personlig favorit blandt de nyere hajfilm), men The Meg kan sagtens ses og nydes, man bør måske bare skrue sine forventninger en anelse ned, før billetten indløses.


2310
Forrige anmeldelse
« The Endless «
Næste anmeldelse
» Det tredje mord »


Filmanmeldelser