Da jeg var tolv, fik jeg en filmoplevelse, som jeg ikke vidste var mulig: Jeg så Indiana Jones and the Last Crusade (1989). Ikke nok med, at den film ændrede på, hvordan jeg opfattede film. Den gav mig også et mål i livet. Hidtil havde jeg troet, at jeg ville være elektriker, men efter at have set Henry Jones, jr. kæmpe mod nazister for at finde store historiske skatte, ville jeg være arkæolog. Lige indtil jeg fandt ud af, at der var temmelig få nazister tilbage at slås med, og at arkæologi var hårdt arbejde dybt nede i den sorte muld. Derfor – måske – endte jeg som kulturarkæolog for et lille, idealistisk elektronisk tidsskrift med interesse i Indiana Jones besynderlige eventyr.

Denne lille personlige anekdote fortæller ikke kun noget om en ung knægts opdagelse af den store og spændende kulturhistorie. Godt forklædt i eventyrets spektakulære gevandter. Det fortæller også en hel del om det, som Indiana Jones-filmene kunne. Arkæologien blev løftet op af mulden og ud af det støvede bibliotek og ind i marken, hvor museale og stærke finansielle kræfter kæmper om kulturhistoriens mest centrale klenodier. Filmene skabte et univers, der var så interessant og spændende, at jeg blev ved med at vende tilbage til dem gang på gang for at opleve denne drengedrøm om piskesmæld, bløde hatte og store kulturskatte.

Derfor var det særdeles kærkomment, da alle fire film blev samlet i restaurerede BD-udgaver med høj opløsning og stærk oplysning i form af timevis af ekstramateriale med fokus på effekter, magien og baggrundene for filmene. The Raiders of the Lost Ark (1981), Indiana Jones and the Temple of Doom (1984), Indiana Jones and the Last Crusade (1989) og Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (2008) er netop udkommet i en fin samleboks til de, der har svært ved at vente til film nummer fem i serien skal blive færdig. Billedkvaliteten er – trods enkelte svipsere undervejs, særligt i den ældste – blevet rigtig flot i de nye versioner.

Et gensyn med alle fire film i streg giver naturligvis et sikkert indblik i, hvor formelagtig opbygningen i alle film er. Helt ned til små detaljer i scenerne og til de midtvejs store jagt- og flugtscener er filmene opbygget meget ens. Men det er også her effektiviteten opstår – og gensynsglæden med det genkendelige virker faktisk overraskende godt. Det er naturligvis filmenes stærke inspiration fra folkeeventyrets velkendte struktur, der gør, at filmene er strukturelt temmelig ens. Gensynet giver alene et godt blik for en effektiv og velsmurt fortællemaskine, der på mange måder – sammen med andre Steven Spielberg-film – har redefineret bevidstheden omkring store filmsuccesser.

Noget af det, som Steven Spielberg var tidlig til at få øje på, var det, der er blevet kaldt for ’saturation marketing’ – altomfattende, omringende markedsføring. Det hele startede med Jaws (1975), men blev for alvor gældende for Indiana Jones-filmene. Reklamekampagner i alle medier, tie-in merchandise en masse, et væld af kendte og ukendte spin-offs såsom en lang romanserie baseret på samme karaktergalleri, en tv-serie, tegneserier og ikke mindst muligheden for at genopleve filmens og andre fortællingers plots som Indiana Jones selv i spil (både bræt- og computerspil). Denne type blockbuster er blevet kaldt for ’film strakt ud i tid’, fordi oplevelse ikke bare varer de to timer, filmene gør. Oplevelsen er potentielt uendelig.

Det lyder på den måde let at danne sig en succesfuld film af denne type. Det er det da også, hvis man hedder Spielberg. Men det er ikke så let, som kritikken af formularisk populærkultur ofte lyder. En stor succes som disse kræver en helt speciel x-faktor, og den tilføres gerne af en fin kombination mellem en gennemslagskraftig karakter og en stor stjerne. In casu Indy plus Harrison Ford. Det kan godt være, at historierne starter, fortsætter og slutter på en måde, så det er ganske gennemskuelige, men det bliver faktisk en styrke i disse tilfælde. Imellem de velkendte plotpoints er der indlagt stor opfindsomhed i dialog, humor og ikke mindst effektopbygning.

Spielberg kan ikke gøre det alene, og de fyrstelige folk, han har omgivet sig med, tilfører hver en uvurderlig del. George Lucas’ store interesse i mytologiske grundlag for alle fortællingerne (helt på linje med hans stjernekrigsfilm) skaber store fortællinger, der trækker på endnu større fortællinger: jødedommens Pagtens Ark, hinduismens Sankara-sten, kristendommens hellige gral og Maya-kulturens krystalkranie. Filmene tager alle udgangspunkt i ’sande’ fænomener, og sender dr. Jones ud på eventyr for at opklare sagerne, finde artefakterne og sørge for, at de huses på et museum. Koste hvad det vil.

John Williams’ uvurderlige musik er legendarisk i sig selv. Intet mindre end 47 Oscar-nomineringer i løbet af karrieren taler sit eget sprog, men det vigtigste er, at det gør Williams’ musik også. Som meget få andre kan han strikke et genkendeligt tema sammen, som sætter stil, stemning og tone for en karakter. Læg mærke til brugen af temaet i starten af Indiana Jones and the Last Crusade, hvor vi følger den purunge Indy i sit første møde med arkæologiens pengestærke bagside. Vi følger metabevidst en karakters skabelse, hvilket er illustreret perfekt gennem Williams’ musik, hvor temaet ganske langsomt finder vej ind i tonerne.

Omdrejningspunktet for hele filmserien er dog naturligvis en af filmhistoriens mest holdbare karakterer. Det er meget få universer, der har fået så omfattende en opmærksomhed som det, der omgiver Indiana Jones. Versioneringen af rollen af Harrison Ford gør også, at han er en indbygget personificering af Jones-karakteren. Derfor var fjerde film alt for lang tid undervejs, fordi Ford og Spielberg ikke var enige om nogle ting. Og bruge en anden person i rollen – tilsvarende James Bond – var utænkeligt. Ford og Jones var to sider af den samme antikke mønt.

Ekstramaterialet er omfattende, besnærende voldsomt. Nyt og gammelt materiale er lagt på sin egen overfyldte BD. Fem making-of-dokumentarer (to om den første) og en stor bunke film om hvert sit lille hjørne af skabelsen af de fire film forlænger oplevelsen med gode og interessante oplysninger. Udgiveren ved naturligvis også at disse mange film er med til at fastholde interesse og mytologi, men de viser samtidig også, hvor gennemførte og detaljerede filmene er. Detaljerigdom, karakterdannelse, effektiv markedsføring og sikker stiludfoldelse har skabt film, der viser, at eventyret stadig findes. En forfatter som Tom Egeland eller en dansk filmserie som Tempelriddernes skat, endnu vigtige elementer af Dan Browns forfatterskab, ville være utænkeligt uden Indiana Jones.

Jeg gad kun vide, hvor mange knægte, der i disse dage udklækkes som små arkæologer med eventyrlyst og jord under neglene.