Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Ready Player One (140 min.) Biograffilm / Warner Brothers
Anmeldt 30/3 2018, 12:04 af Torben Rølmer Bille

Intertekstuelt overflødighedshorn


Intertekstuelt overflødighedshorn

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv med Steven Spielberg som instruktør, kunne man godt frygte at filmversionen af Ernest Clines geek-gasm-roman Ready Player One kunne ende med at blive en film, der ville skuffe fans. Romanen er nemlig forrygende underholdende, ikke mindst for alle de der var computernørder og gamere i firserne. Romanen er en direkte hyldest til alle spillere, men også til de mange klassiske spil, film og musiknumre som man kender fra 1980erne.

Historien er blevet beskrevet, bl.a. på coveret af den engelske paperback, som en slags computerspilsversion af Charlie of Chokoladefabrikken, hvilket er meget rammende for den har en del lighedspunkter. Ready Player One foregår i den nære fremtid, hvor befolkningstætheden er stor og mange mennesker benytter en stor del af deres liv inde i en virtuel virkelighed kendt som ”The Oasis”. Skaberen af ”The Oasis”, Ogden Morrow, har gemt tre nøgler i denne enorme kunstige verden og den spiller der finder disse nøgler og følger de medfølgende ledetrådene, vil blive belønnet med et såkaldt ”easter egg” (gemte referencer eller skjulte beskeder i spil og på film – red.) og lige som Charlie i Dahls klassiske børnebog, vil den heldige overtage alle rettigheder til ”The Oasis”. Af samme årsag forsøger både helt almindelige spillere og det væmmelige firma IOI at finde frem til disse nøgler. Da filmen starter har Ogden været død i syv år og ingen er kommet tilnærmelsesvis tæt på den første nøgle.

En af hovedårsagerne til at man kunne frygte for at filmen ville skuffe er tæt forbundet med de prøvelser hovedfigurerne bliver udsat for i bogen. Mange af disse egner sig mildest talt ikke til det store lærred. I romanen finder hovedpersonen Wade – også kendt som Perzival inde i ”The Oasis” (og her kommer en spoiler for nye læsere af romanen) ud af at kobbernøglen må være gemt i Oasis’ gengivelse af det klassiske og dødbringende Dungeons & Dragons-scenarie Tomb of Horrors. Da Wade klarer dette får han dog først nøglen ved at få en highscore i det klassiske arkadespil Joust. Senere hen findes der andre ledetråde i bl.a. tekstbaserede eventyrspil osv. og som nævnt så vil det være jævnt kedeligt for biografgængeren at se en person der indtaster kommandoer eller spiller Pac Man som en der ikke har lavet andet. Hvad der fungerer glimrende på tryk, kan altså ikke direkte overføres.

Heldigvis har Spielberg formået at løse dette virkeligt fint og filmen er endt med at sprudle lige så meget af visuel hittepåsomhed som romanen af fortællelyst. Forfatteren til Ready Player One Ernest Cline har heldigvis fået lov til at være medforfatter på manuskriptet. Det er i al fald lykkedes at lave en film, der er et veritabelt overflødighedshorn af intertekstuelle referencer. Der er ikke mange billeder i filmen hvor den (pop)kulturelt dannede tilskuer har svært ved at finde en eller flere referencer til klassiske videospil, film (inklusive en række af Spielbergs egne), musik eller andet der med garanti vil appellere til alle der elsker disse sager.

Idet ”The Oasis” blev skabt af en lidt introvert fyr, der var barn i firserne, er mange af referencerne i filmens virtuelle verden hentet netop fra denne periode. I skrivende stund er 1980’erne mere trendy end det Nye Nordiske Køkken, hvilket både afspejler sig i en hel række nye film og serier som Dark og ikke mindst den geniale Stranger Things. Det er der også en god grund til, både fordi det var en periode præget af en masse omvæltninger: murens fald, rollespil blev opfundet, videospillet og hjemmecomputeren bliver hvermandseje (men før mobiltelefoner og internettet), en form for seksuelt frisind umiddelbart før AIDS skræmte alle, men også fordi der i denne periode, hvor blev skabt en række film og fortællinger, som nogle der ”ikke kan laves sådan længere”. Blandt disse kan man selv tænke sig til en række af de mest klassiske Spielberg-film.

Ready Player One er en født klassiker. Den er ikke et egentligt filmisk mesterværk, men en underholdningsfilm af allerbedste skuffe, der byder på vild action og en historie der både handler om at kæmpe mod alle odds og finde sig til rette et fællesskab, selv om ellers helst vil gå sine egne veje. Det er en film, der er ved at sprænge sine egne rammer for hvor mange easter-eggs og figurer den selv kan nå at vise os på lidt over to timer Det føles lidt som at se en filmversion af denne populære online gætteleg.

Ready Player One er en film der på intet tidspunkt føles for lang, men som er fascinerende både på grund af dens opgaveorienterede plot og gennem alle de mange referencer og ikke mindst fordi den alle effekter og referencer også får skabt en fortælling hvor man kommer til at holde af protagonisterne. Muligvis fordi de lige som kerneseeren også er meganørder, men Spielberg har nu alle dage været god til at få selv flade figurer til at blive vedkommende.

Helt exceptionelt vises filmen - i den første uge den kører - udelukkende i 3D. Selv om det er virkelig synd for de der ikke bryder sig om eller de som fysisk er ude af stand til at opleve effekten, så giver 3D fin mening i denne film, da der i utroligt mange scener arbejdes med et kamera der bevæger sig POV-agtigt gennem den virtuelle verden, flyver gennem luften eller konstant drejer rundt om de centrale figurer. Det er selvsagt ikke det samme som at kunne styre ens egen avatar i et givent spil, men det er meget effektfuldt og dybdevirkningen er god.

Der er sikkert flere af bogens fans der vil savne nogle af delelementerne (og her kommer lige et par spoilers til), blandt andet scenerne fra Blade Runner, Ferris Buellers Day Off eller som nævnt tidligere, nogle af de konkrete spil som optræder i bogen. Dette skyldes sikkert ophavsretsmæssige problemer (selv om det da var Warner Brothers – som er selskabet bag Ready Player One der i sin tid skød penge i Ridley Scotts allerbedste film – red.), og fordi scenerne skal kunne fungere visuelt. Selv om man godt kan savne mindst et vigtigt plotelement fra bogen, enkelte af gåderne og Voight-Kamf-testen, er der til gengæld en scene i filmen hvor Wade og vennerne besøger The Overlook Hotel, som vi husker det fra Kubricks enestående gyser. Dette sker i en helt forrygende sekvens, der til trods for aldersgrænsen på 11, måske godt kan traumatisere letpåvirkelige børn.

Ready Player One er rendyrket filmfryd, en konstant leg med referencer og en stor hyldest til alt det som alle (rigtige nørder) elsker. Undertegnede havde næsten på forhånd afskrevet filmen, da det var svært at forestille sig at en film kunne fange den samme vilde nørd-stemning som opstod under læsning af romanen. Det kunne den! Med en så dygtig instruktør som Spielberg bag rattet og romanens forfatter på bagsædet er det lykkedes at skabe en filmisk DeLorean der ikke kun fører tilskueren sikkert tilbage til fremtiden, men som samtidig føles som et helt unikt, postmoderne eventyr. Et man har lyst til at gense, så snart man har forladt biografen, for der er sikkert mange referencer man har overset.

Det er flot, det er spændende, det er sjovt og det er Spielberg når han er allerbedst. Kapellet kan kun anbefale alle gamere, nørder, rollespillere og ikke mindst filmfans at synke påskefrokosten hurtigt og skynde sig til den nærmeste 3D-biograf!


Forrige anmeldelse
« TRO «
Næste anmeldelse
» The Deuce »


Filmanmeldelser