Det blev allerede slået fast i den allerførste Jurassic Park-film: Det er en vildt dårlig idé at genoplive dinosaurerne, bare fordi man besidder teknologien, der kan gøre dette muligt. Værre endnu bliver det, når man tror at man kan skabe en forlystelsespark med disse dyr som centrum, hvad enten dette sker i førnævnte park, eller på den ellers så topsikrede tropeø, der i Jurassic World endte med at blive et mareridt for alle de besøgende.

Det virker som om de dårlige ideer står i kø, når det handler om disse fortidsøgler, for i den seneste film i serien Jurassic World: Fallen Kingdom er der folk, der beslutter sig for at de vil forsøge at flytte selvsamme krabater, da den fjerntliggende ø, der indtil sidste film har fungeret som et dionsaurus-reservat, er truet af en altødelæggende naturkatastrofe, i form af en vulkan der er begyndt at gå i udbrud.

Der er jo masser af forskning og måske endnu vigtigere en masse penge på spil, hvis disse væsener pludselig uddøde igen. Derfor går Owen, den unge helt fra den forrige film, og dennes kollega Claire, lettere modvilligt med til at tage tilbage til øen, for at få reddet de væsener, som de har brugt mange år på at træne og passe på. Det skal dog vise sig at de folk, der har søsat redningsaktionen, måske ikke udelukkende gør dette for at sikre fortidsøglernes overlevelse, men også har andre planer med de levende fossiler.

Rammehistorien i den nye film er ikke super interessant, for ret beset ligger fokus på at få skabt en situation, der løber helt af sporet, så vore sympatiske hovedpersoner endnu engang bliver nødt til at kæmpe, flygte eller på anden måde komme ud af disse situationer med livet i behold. En af de vedblivende fascinationsfaktorer ved denne filmserie er da også hvor dygtige special-effekt-magerne, både de der arbejder digitalt og med fysiske effekter, til at skabe illusionen om at de dino’er der optræder på skærmen, er mindst lige så virkelige som de rigtige skuespillere.

Det skal da også siges at denne illusion atter engang er vellykket. Det er i al fald nok kun et fåtal skeptikere, der sidder med korslagte arme og fnyser ”det kan jo ikke lade sig gøre” af filmen, for hører man til den slags seere, så undgår man nok nærmest automatisk film som denne. Det er derimod en film, der appellerer til alle de der blot har lyst til at nyde en familiefilm (bemærk: husk lige at putte de alleryngste, da der selvagt kan forekomme skræmmende scener), spise lidt snoller og bare slå hjernen fra i et par timers tid.

Den nyeste film er ikke den bedste i serien, men heller ikke den værste - den medalje går til den mildest talt ujævne 3. del. Den giver tilskueren nøjagtigt det, som man kan forvente af en ny Jurassic-film, nemlig en sympatisk hovedperson, der er rap i replikken og handlekraftig når det gælder, som i løbet at et par timer bliver sat overfor både drabelige fortidsuhyrer og ikke mindst skrupelløse forretningsfolk, der er blændet af deres jagt på profit i sådan en grad at de end ikke ænser den T-Rex, der står og ånder dem i nakken.

Filmen er flot eksekveret, både hvad angår effekter og det drama der udspiller sig på øen, idet kæmpemæssige sten og lave begynder at regne ned over filmens centrale figurer, men det er også som om filmen når sit klimaks her midt i filmen. Derfor føles den del af handlingen, der foregår efter evakueringen af øen lidt som et appendiks eller en slags epilog til hovedfilmen, selv om det traditionelt set er i filmens sidste tredjedel at drama- og actionpedalerne skal jokkes helt i bund.

Jurassic World: Fallen Kingdom er en glimrende popcornfilm, der giver fans af franchisen præcis det de forventer der skal ske, men man må også spørge sig selv om ikke også denne franchise er ved at have udlevet sig selv? Det er i al fald svært at blive ved med at finde på nye fortsættelser til denne serie, uden at den kommer til at gentage sig selv og miste den charme som disse sci-fi-eventyrfilm nu engang besidder.