Man kan mene, hvad man vil om Tom Cruise, men faktum er, at han er en af de største Hollywoodstjerner, der eksisterer. At han i mange år har været omvandrende reklamesøjle for Scientology, trækker muligvis ned i det samlede idol-regnskab, men dette ændrer ikke på, at de fleste af mandens film er solidt underholdende popcornfilm, der ofte byder på både tempo, flotte scenerier og en velfortalt historie. Dette gælder især for Mission Impossible-serien, der - til trods for at denne er nået til sin femte film - ikke viser synlige træthedstegn endnu.

Flere steder på internettet kunne man før filmens biografpremiere opleve forskellige featuretter, der viste, at en af grundene til, at filmens mange actionscener var så spektakulære, var fordi Tom Cruise selv udførte sine stunts. Især blev der fokuseret på den scene fra filmens start, hvor Ethan Hunt (navnet på den hemmelige agent Cruise spiller) klamrer sig fast til siden af et transportfly, der letter. Det ser overdrevent farligt ud, og det har det utvivlsomt også været.

Disse halsbrækkende stunts har dog altid været kendetegnende for serien, for hvem husker ikke en lidt yngre Hunt hænge i fingerspidserne i friklatringsscenen fra starten af den anden film i serien? Undertegnede vil ligefrem postulere, at Mission Impossible-franchisen er som en slags voksenlegeplads for Cruise, som takket være hans egen rolle som hovedproducent på den vis giver sig selv lov til at køre råddent i en hel række ofte meget dyre køretøjer, hvorefter han imponerer os med hans nærmest overnaturligt fysiske evner, hvorefter han giver sig til at kysse med smukke kvinder, og spille rollen som ham, der altid redder verden. Hvem har da ikke lyst til det? Faktisk forlyder det, at Cruise allerede er i gang med at planlægge en sjette film i serien, så det er tydeligt, at han har det sjovt sammen med sit fiktionelle alter ego.

Det kan godt være, at de grundlæggende plotelementer i filmen ikke er så djævelsk forskellige fra de andre i serien, men som faste besøgende i kapellet allerede har kunnet læse, så handler actionfilm ofte ikke om at kreere et nyskabende plot, men snarere om hvor nyskabende og excessivt filmmagerne har iscenesat actionsekvenserne, for det er dem vi vil se, når vi løser billet til sådan en film. Her bliver man heller ikke skuffet, for der er fra starten skruet helt op for tempoet i Mission Impossible - Rouge Nation. Et tempo, der stort set bliver konstant holdt oppe i over to timer filmen varer, uden at dette føles forceret.

Handlingen minder i grunden meget om den, vi så i den fjerde film. I Mission Impossible – Ghost Protocol bliver MI-agenterne nødt til at handle på egen hånd, da en terroristorganisation får givet dem skylden for at ødelægge Kreml. I den nye film bliver det ved en høringsdomstol besluttet at nedlægge MI-gruppen, da de dels forekommer for destruktive, dels opererer uafhængigt og uforsvarligt – mener deres kritikere - af andre sikkerhedsorganisationer. Derfor bliver enheden lukket ned og indplaceret under CIAs tilsyn, men ganske som i den sidste film, så har Ethan Hunt og hans team bestemt ikke tænkt at samarbejde, da de denne gang er kommet på sporet af en tophemmelig organisation, der synes at være lige så veludstyrede og velforberedte som dem selv.

Mission Impossible-agenterne er derfor sat under et urimeligt pres både fra forskellige regeringer og ikke mindst fra det forbrydersyndikat, som ingen andre end dem selv vil tro eksisterer. Derfor må Ethan Hunt og hans samling af trofaste støtter endnu engang kaste sig ud i den ene mere umulige mission efter den anden i jagten på oprejsning af deres enhed og ikke mindst for at sikre, at det bliver de gode, som vinder til sidst.

I denne femte film består Ethans team igen af de folk, vi husker fra forrige film. Det er vanen tro kun filmens tiltrækkende, unge kvinde, der byttes ud fra gang til gang. Computereksperten Benjis (spillet af Simon Pegg) rolle er i denne seneste film blevet opgraderet. Benji fylder mere i filmen, hvilket giver filmen en tiltrængt komisk balance, der fungerer fint som modvægt til de mange vilde, alvorlige og truende situationer, som opstår undervejs.

Det er svært at sætte en finger på det rent tekniske ved en film som Mission Impossible – Rouge Nation, for det er nærmest et lærestykke over, hvilken læst man skal skære en actionfilm efter. Ikke kun visuelt, men også i forhold til at finde en balance mellem alvor, humor og fremdrift i handlingen. MI-serien har jo alle dage lånt fra ’storebror’ Bond, men det ændrer ikke ved, at det er en fryd at opleve den ene eksotiske location afløse den anden, eller at se, hvordan det lykkes agenterne endnu engang at få fat i de oplysninger, de har brug for. Oplysninger der naturligvis opbevares et sted specifikt designet til at holde MI-agenter ude.

Selv om vi alle godt ved, hvordan filmen ender (endda før den er startet), så er det som nævnt vejen dertil, der bliver det interessante. Så hungrer man efter en veloplagt, superflot actionfilm at fordrive tiden med, så bliver det altså ikke meget bedre end hér. Selv om serien måske er Toms legeplads, så skal man altså være enormt voksen, for ikke selv at have lyst til at lege med.