Leder man efter en amerikansk thriller, der er fint filmet, har en stemningsfuld lydside, byder på gode skuespilpræstationer, som er godt klippet, har en glimrende, troværdig dialog, og som faktisk er rigtigt spændende, så har man ikke nødig at lede længere. For du skal bare spørge i din lokale butik, om de har filmen Deadfall stående på hylden.

Filmen starter inde i en bil. Det er hård vinter udenfor. En lille gruppe forbrydere er ved at gøre byttet op efter et røveri – som vi tilskuere i øvrigt aldrig får at se. Men pludselig hamrer bilen ind i et rådyr, som har forvildet sig ud midt på vejen. De forulykker. Chaufføren dør, men Lisa og hendes bror Addison overlever, lettere kvæstet. De samler hurtigt pengene sammen, og efter Addison koldblodigt har nedskudt en betjent, der ankommer til ulykkesstedet, beslutter han at de to skal splitte op og søge nord mod den canadiske grænse, da politiet med garanti vil lede efter et par.

Addison er altså en nådesløs småpsykopat, der forsøger at klare deres noget desperate situation meget hårdhændet, og mens han nærmest lægger et spor af lig efter sin færden, benytter Lisa sine ypperlige former og kvindelist til at snøre den første og bedste unge mand, som samler den forfrosne pige i partykjolen op. Jay, som manden hedder, har ellers nok problemer i forvejen, for han er netop kommet ud af spjældet, fordi han lod sig bestikke og bevidst lod sin modstander vinde i den titelboksekamp, han har deltaget i.

Af samme grund har Jay et noget anstrengt forhold til sin far (spillet af Kris Kristofferson), som han nu skal besøge til Thanksgiving. Forældrenes hus ligger umiddelbart på grænsen til Canada, så Lisa sender en SMS-besked til brormand, og lader ham vide, hvor hun er på vej hen. Spørgsmålet er blot, om hun når så langt, inden Jay gennemskuer hende, eller om de følelser han får for hende på sigt vil ændre situationen helt.

I et helt tredje spor følger vi den lokale, kvindelige politibetjent, der takket være hendes årvågenhed blandes ind i sagen. Hendes far er ellers den højtrangerende betjent på stationen, og han gør alt for at forskelsbehandle sin dygtige datter, da farmand ikke vil udsætte hende for fare. Ikke desto mindre kommer hun langt trættere på Addisons spor end nogen af de mange betjente, som er sendt ud for at fange morderen.

Deadfall (der ikke skal forveksles med hverken filmen fra 1993 eller 2000, der begge bærer samme titel) er en af de thrillers, der – takket være sine meget uligevægtige kriminelle hovedpersoner – har potentialet til at udvikle sig i rigtigt mange retninger, og derfor overrasker den også undervejs. Den er også god til at skabe nogle figurer, man ikke alene tror på, men som også er lidt mere tvetydige, end de man normalt ser i denne type film. Eksempelvis har både sheriffens datter og Jay et vanskeligt forhold til deres fædre, og Addison er ikke utvetydigt ondskabsfuld, som man blandt andet kan se i den scene, hvor han tager sig af en mor og hendes to børn.

Det kan godt være at slutningen måske er en anelse brat, og at den på denne måde lader nogle af figurernes indbyrdes forhold stå uafklarede hen, men det gør mindre, for selv om Deadfall måske ikke er en thriller, der redefinerer genren, så er det altså – som overskriften antyder – forbasket godt håndværk.