Det starter nærmest allerede før man indløser billet. Tanken om at man skal se en ny film af Lars von Trier er både præget af enorm nysgerrighed og dertil kommer den knugende mavefornemmelse af, at man snart vil være vidne til billeder og lyd, der som regel er svært ubehagelige og som kommer til at hjemsøge en i lang tid efter filmen er slut. Dette godt hjulpet på vej af foromtaler og løse rygter fra både Cannes og de der har set filmen før premieredatoen. Triers film er både ubehagelige og fascinerende på samme tid. Han skaber scener og filmiske verdener, der indfanger seeren lige som mange af Triers figurer i en form for limbo, der kan være umulig at undslippe efterfølgende.

Denne form for anspændthed indfandt sig også allerede før det allerførste billede toner frem i mandens seneste film The House that Jack Built. Det skulle dog vise sig, at forventningen om hvor grusom Lars kan være, i alt fald hos denne anmelder, var langt værre end selve filmen.

Det skal ingenlunde forstås som om von Triers seriemorderfilm ikke er voldsom, væmmelig eller vældigt interessant, for det er en grum historie der udfoldes hér, men har man som genrefan mæsket sig i mere eller mindre realistiske seriemorderfortællinger tidligere (fra New York Ripper over Henry – Portrait of a Serial Killer til I Saw the Devil) så er man muligvis blevet lidt hærdet og afstumpet i forhold til de intellektuelle rædselsscenarier som von Trier disker op med. Hvor von Triers seneste epos måske ikke formår at forarge eller chokere hærdede gyserfans, så er den til gengæld virkeligt fascinerende i den måde den bruger seriemorderfiguren som en metafor for menneskelivet på.

Indledningsvist kan det undre Kapellets udsendte, at den danske anmelderskare stort set i samlet kor har udråbt filmen til ”et enestående mesterværk”. Det er muligvis ord som man næsten automatisk bør copy/paste mesterværk-mærkaten fra andre anmeldelser af von Triers film. For lad os være ærlige – Danmark har mange dygtige filmfolk, men von Trier er en unik kunstner. Til gengæld bør man heller ikke automatisk finde ”mesterværk”-mærkatet frem, især når filmen, til trods for sine mange interessante lag og bevidste leg med både sin genre og intertekstualitet, i Kapellets optik, langt fra er på højde mandens sidste mange film. For at kunne forklare dette, vil der i det efterfølgende forekomme mindre spoilers, så vil du selv overraskes, så indstil læsningen nu og tag ind og se filmen, for den er til trods for sine fejl og mangler helt klart billetprisen værd.

Filmen starter i totalt mørke. Man hører lyden af vand og en dialog mellem to personer starter. Den ene siger at uanset hvad den anden har tænkt sig at sige, så har han med garanti hørt det tusind gange før. Jack begynder så at fortælle om en periode af sit liv der strækker sig over tolv år. I vanlig von Trier-stil, er hovedfilmen efterfølgende delt op i fem separate afsnit med kapitelinddelinger. Da anmelder er rigtig glad for stort set alle von Triers film og ved at manden er svært glad for referencer til klassiske forlæg, var den første association til denne scene, at Jack talte med Charon mens de to var på vej over Styx. Det skulle senere vise sig ikke helt at holde stik.

Selv om filmen på overfladen er en film om en seriemorder, så er Jacks figur og gerninger nogle der kan relateres direkte til forskellige forhold i både kunsten, kulturen, politik og samfundet. Jack, der selv benytter kunstnernavnet ”Mr. Sophisticated” når han i bedste Jack the Ripper-stil vælger at sende fotos af sine ugerninger til den lokale avis, er ingeniør. Ikke arkitekt, selv om han hellere ville have været det. Han konstruerer sin fortælling, lige som han konstruerer sine ugerninger. Morderen bliver et med kunstneren, med filmmageren.

Jack er desuden klassisk dannet, hvilket gør at man ofte ser s/h optagelser af den Candiske mesterpianist Glenn Gould, mens han i vanlig smånynnende stil spiller Brahms så ekvilibristisk ubesværet at man får lyst til at fare hjem og genhøre Goldberg Variations. Når Jack snakker om gotisk arkitektur, recycler von Trier en gammel instruktionsfilm, der visuelt skildrer hvordan arkitekterne kunne gøre væggene tyndere og buerne mere spidse. Senere i filmen vælger von Trier ligefrem at citere sig selv, ved at genbruge korte sekvenser fra sine tidligere film. I andre sekvenser er Jack, med et vink til Bob Dylan blevet placeret ved sin røde varevogn i en gyde, mens han viser tilskueren skilte med tekst på, der passer til den monolog han er ved at fremføre. Endelig synes von Trier også at kommentere direkte på den ”Hitler-skandale” som han selv stod for på Cannes for år tilbage, ved også at indsætte klip med Adolf direkte i hans nye film. Det er en spændende intertekstuel leg, men den føles også lidt forceret og bevidst søgt.

Jack, der i øvrigt spilles formidabelt af Matt Dillon, udfolder i hver af sine fem akter et konkret mord på en eller flere personer. I enkelte tilfælde virker valget af offer helt tilfældigt, andre gange virker de han myrder som nogle der stoler på ham, men vi får også at se hvordan Jack forsøger at smigre sig ind hos et af sine ofre. Jack fortæller også at han lider af OCD, hvilket er lidt af et problem, især da han efter et veloverstået mord, pludselig kommer i tvivl om han nu vitterligt har fået gjort ordentligt rent efter sig, mens en lokal politibil kommer nærmere og nærmere. Det kunne have blevet utroligt spændende eksekveret, men i stedet ender denne scene – og andre i filmen – med at blive trukket så meget ud, at de næsten går hen og bliver kedelige. Det er sikkert helt bevidst at von Trier har mere lyst til at lege Dreyer end Hitchcock, men fra før ved man også at han er mesterlig til at skabe knugende ubehagelige situationer. Det bliver bare ikke helt så vedkommende hér.

I en af Lars von Triers kortfilm Occupations leger instruktøren med ideen om filmmageren som morder og i The House that Jack Built lader han Jack bruge samme ord, efter retorisk at have stillet spørgsmålet ”hvad tror du så jeg laver?” til en af ofrene. Svaret er selvfølgelig ”Jeg dræber!” Her er både seriemorder og instruktør i samme gudelignende position, til at tage livet af de fiktive personer de omgås.

Det er muligvis også denne bevidstgørelse af de fiktive metalag, som gør von Triers seneste film til en der ikke fungerer lige så godt som mandens andre psykodramaer. Han fucker stadig med tilskueren, men i The House that Jack Built bliver den ironiske og legende distance til grusomhederne nogle der i sidste ende tager livet af provokationen og tilskuerens empati overfor ofrene (forudsat at man altså skulle have dette?). Når noget gøres bevidst artificielt og der skabes en form for distance til de figurer man ser, så kan de spille nok så forrygende og deres instruktør har presset dem til at yde deres bedste, uden at tilskueren ender med at engagere sig i disse fiktive figurers skæbne. Det bliver ganske enkelt for kunstigt, med tryk på ”kunst”, til at man bliver reelt grebet af voldsomhederne.

Filmens epilog, for ja, selvfølgelig er der en sådan, bryder med resten af filmens overordnede visuelle stil, der minder mest om fadede Polaroidbilleder fra midten af 70’erne. Nu skiftes der til overdådige pangfarver, superskarpe slow-motionoptagelser og en masse dramatiske tableauagtige sekvenser, der alle er imponerende bevægelige kunstværker. Her i filmens slutning gentages replikskiftet fra filmens start, for det skal vise sig at den ældre herre, som Jack under hele filmen er i dialog med, naturligvis hører hjemme, i en af verdenslitteraturens bedst kendte skildringer af Helvede. Et Helvede som nu også byder Jack velkommen.

The House the Jack Built er en spændende og seværdig film, der dog føles lidt for lang. Dette er sikkert helt bevidst, for gud da forbyde at von Trier blev mainstream og lavede en seriemorderfilm, der ikke havde alle disse lag. Det ville ellers have klædt ham at kaste sig ud i en mere ”ren” type af genrefilm, for selv om hans seneste film er mægtigt interessant, så er der desværre også mange af filmens elementer der desværre synes at modarbejde hensigten og derfor udebliver den følelse, som blev beskrevet indledningsvist, af ikke at kunne ryste filmen af sig desværre.