Det er vel næppe gået nogen krimiinteresseret snushane forbi at den fjerde og foreløbigt sidste filmatisering af Jussi Adler-Olsens Addeling-Q-bøger er landet i de danske biografer. Her i Kapellet har vi skrevet ganske begejstret om både Kvinden i buret, Fasandræberne og Flaskepost fra P. Alle disse film har nemlig været ganske forrygende på hver deres måde, selv om de handlingsforløb der udfoldes indimellem har været lidt vel tynde.

De der holder af Carl Mørk og Assad kan allerede godt begynde at glæde sig. Den seneste film, der deler titel med romanen, Journal 64 er ikke kun den sidste i serien, men tillige også den bedste. Faktisk er den så god, at man godt kunne håbe på at Jussi genovervejer sine anker mod Nikolaj Lie Kaas ,hvis figur denne gang virker noget mere nuanceret end tidligere. Måske hænger skildringen af Carl Mørks figur også sammen med både manuskriptforfatternes arbejde, for slet ikke at tale om vekslende instruktørers arbejde med selvsamme. Endelig kunne forholdet til den fiktive politimand også hænge sammen med at Lie Kaas nu gennem tre andre film har spillet samme figur og seeren på den måde er blevet mere vant til Mørks manerismer og tungsind.

Denne ”sidste” film er instrueret af en af Danmarks allermest interessante filminstruktører, nemlig Christofer Boe, som faste læsere vil kunne huske fra fremragende film som Beast, Alting bliver godt igen, Reconstruction eller den noget mere publikumsvenlige Spies og Glistrup. Uanset hvad Hr. Boe instruerer, så gøres det uden at ryste på hånden og altid akkompagneret med en meget stilsikker og laber billedside. Hr. Boe er da også ultrahot i skrivende stund, for mandag den 8 oktober, 2018 blændede TV2 op for deres seneste store satsning, tv-action-thrilleren Kriger skabt af netop Hr. Boe.

I Journal 64 følger seeren to handlingsforløb adskilt af næsten tres år. Dels er der den nutidige fortælling hvor Mørk og Assad kommer på sporet af en meget makaber sag. Muret inde i en københavnsk herskabslejlighed finder de tre mumificerede og mishandlede lig, der selvfølgeligt på en eller anden måde har noget at gøre med den anden fortælling. I filmens anden tråd følger vi i starten af 1960’erne en køn, ung pige, der er hamrende forelsket i sin fætter. Deres forhold bliver afsløret og pigens forældre beslutter derfor at sende hende med en kutter til Sprogø, hvor der (lige som i virkelighedens verden) findes en opdragelsesanstalt for unge, såkaldt ”vanskelige” kvinder.

Muligvis er det fordi man godt ved at dette bliver sidste gang man får mulighed for at opleve Fares Fares og Nikolaj Lie Kaas i de to bærende roller, at filmen kommer til at virke ekstra god, men det hænger også sammen med at denne fjerde filmatisering er langt mere stram, stilsikker og ikke mindst velfortalt end de forrige. Der er ingen døde perioder. Filmen sørger hele tiden for at gøre begge historier vedkommende og interessante. Fortællingen er både gribende og spændende. Scenografien helt i top og så virker alle skuespillerne topengagerede i deres figurer. Det er også befriende, at der er blevet givet lidt plads til nogle flere humoristiske indslag, der ganske vist kun forekommer drypvist, men som alligevel gør at filmen får en god balance mellem det dystert makabre og det mere let underholdende.

Journal 64 er ganske enkelt virkeligt godt håndværk og fortjener derfor al den succes som den med garanti sikket får i både de danske biografer og efterfølgende på både DVD, Blu-Ray og streaming. Det er en film, der med lethed kan konkurrere med store, internationale krimifortællinger og som med garanti også vil kunne eksporteres ganske nemt til såvel vore nabolande som til resten af verden.

Endelig så er filmens mordsag godt nok fiktiv, men til gengæld så er der elementer i filmen der bestemt ikke er det. (Frygter du for spoilers, så spring venligst dette afsnit over). Filmens ene fortælling handler nemlig om den racehygiejniske tanke som bl.a. var en del af K. K. Steinckes socialreform og de tvangssteriliseringer som blev udført helt op i 1960’erne i Danmark. Kapellet vurderer at der det er meget vigtigt at sådan en populær krimifortælling at benytter så dystert et kapitel i danmarkshistorien som baggrund for sin historie. Selv om det måske ikke er filmens hovedformål, så kan dens fokus på denne systematiske mishandling af kvinder måske være medvirkende til at visse danskere får øjnene op for, at vi skal behandle hinanden – læs: alle – med værdighed, selv de grupper i befolkningen som i nogles øjne forekommer uønskede og upopulære.

Journal 64 er den bedst tænkelige afslutning på denne filmversion af Afdeling Q. Det er ikke blot en virkelig velfortalt krimi, det er en virkelig god film! Filmens hovedfigurer træder så meget i karakter denne gang at deres forhold ender med at være ganske rørende, især takket være den skuespiller som Jussi har været så arv modstander af. Det er i denne anmelders optik næsten trist at dette bliver sidste gang man kan opleve Fares og Nikolaj spille deres respektive roller, for Journal 64 viser hvor utroligt gode de kan være sammen. Det kan godt være der kommer flere film i serien i de kommende år, men Kapellets anmelder spår allerede nu, at det ikke kan lykkes andre at toppe Journal 64.