DC’s Legends of Tomorrow er på en måde den grimme ælling i det såkaldte Arrow-univers. Serien startede med en sæson, som for undertegnede var knap så inspirerende, og for mange fans af The Flash og Arrow blev serien betragtet som den værste i det univers.

Anden sæson var med til at skabe lidt mere goodwill for serien, da nogle småændringer her og der gjorde underværker for underholdningsværdien. Nu er tredje sæson så ankommet og det beviser, at man aldrig skal dømme en serie kun ud fra dens første sæson (en fjerde sæson er højst sandsynlig på trapperne). Tredje sæson er et frisk pust til hele universet. Tonen er blevet en anelse lettere og den dykker aldrig ned i angstfuldt melodrama, som påvirker nogle af de andre serier for ofte.

Efter at holdet i Legends of Tomorrow besejrede det onde Legion of Doom i forrige sæson, har de formået at trænge sig selv op i en krog. Efter at de har besøgt et sted i tiden, som de allerede i forvejen har besøgt, har de været med til at skabe revner i den tidslinje, som vi alle kender. Da de hoppede tilbage til 2016 (hvor det hele startede), finder de ud af, at de såkaldte Time Lords (ingen relation til Doctor Who - red.) er blevet genskabt og at Rip Hunter (Arthur Darvill) er i spidsen for dem for at forberede verden til en kommende fare og for at fikse alle de problemer, som holdet har været med til at skabe.

Holdet er chokeret da de opdager, at Rip er en anelse anderledes end den selvofrende helt, som de kendte ham som. Han er nu langt mere frustreret over det, som han anser for at være holdets fejltrin, da han ikke mener, at de har beskyttet tidslinjen godt nok. Til gengæld beslutter Sara (Caity Lotz) og resten af holdet af tids-superhelte sig for at gøre det eneste, som de kan komme i tanke om, nemlig stjæler tidsmaskinen, the Wave Rider, og forsøger at rette op på deres fejltagelser.

DC’s Legends of Tomorrow tilføjede nogle elementer i anden sæson, så de fik mere vind i sejlene, som f.eks. helten Amaya (Maisie Richardson-Sellers) og Nate/Steel (Nick Zano), men de krydrede det endnu mere ved at tage nogle karakterer ud, som desværre betød, at Victor Garber forlod serien og han var endda en af seriens højdepunkter. I denne sæson får vi besøg af Zari Tomaz/Z (Tale Ashe), som giver serien hendes egen skøre tilføjelse, lige så vel som Kid Flash/Wally West som forsvandt fra sidste sæson af The Flash, kun for at dukke op i denne serie. Vi får også mulighed for at se John Constantine (Matt Ryan), som giver serien en magisk side, noget vi ikke rigtigt har set før. Selvom Constantines egen serie blev aflyst for nogle år siden, så vender han fra tid og anden tilbage i DC-universet.

Serien trives ved at være en anelse løsere og mere morsom end resten af Arrow-universet. Mick Rory (Dominic Purcell) er stadig den brutale antihelt, som kommer med one-liners i ny og næ, og det er stadig seriens højdepunkt. Nate og Amaya skal man lige vænne sig til. Nate er ved at få en større forståelse af Steel, og Amayas indre dæmoner er langt mere underholdende end den måde, hun blev portrætteret på i sidste sæson. Ray (Brandon Routh) og Sara kan være lidt irriterende at følge, men følelsen af kammeratskab i serien er uden tvivl dens største force. Vi får også hele atten afsnit i denne sæson, og det ser ud, som om vi får tyve afsnit i næste sæson (hvilket får serien op på samme antal afsnit som de andre i Arrow-universet).<

DC’s Legends of Tomorrow er den slags serier, som starter helt forfærdeligt, men som så formår sig at blomstre til en af de bedre afdelinger i det store univers. Det skal ikke forstås sådan, at der ikke er fejl og mangler overhovedet, men seriens skabere har lært meget fra de forrige sæsoner og har formået at skabe en balance mellem de afsnit, som står alene, og de afsnit hvor en overordnet historie er på spil. Jeg vil ikke sige, at serien er et epokegørende vidunder, men den har udviklet sig til en langt mere ligeværdig del af Arrow-universet, langt mere end hvad jeg troede var muligt.